Simon Emil Ammitzbøll: Finansloven afslører, at regeringen er handlingslammet
Den brede finanslov sælges som et udtryk for, at midterregeringen er en succes. I virkeligheden er den et udtryk for, at SVM er kørt fast. Og regeringen er ved at have travlt, hvis det utraditionelle samarbejde ikke skal stå tilbage som de spildte muligheders teknokrati, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA), podcastvært, MinistertidDen bredeste finanslov siden 1993. Sådan står der på SoMe-opslaget fra regeringspartiet Moderaterne.
Samme partis chefforhandler, kulturminister Jakob Engel-Schmidt, smiler lige så bredt som forliget til vælgerne bag skærmene, mens han selvbevidst proklamerer: "Det var præcis det, vi ville, da vi stiftede Moderaterne. Samarbejde om brede aftaler for Danmarks bedste".
Og hvis nogen skulle være i tvivl, var repræsentanter for ikke mindre end 11 partier mødt op til et såkaldt "doorstep" på stengangen, hvor de med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen fortalte om det brede forlig.
De Konservative har fået forøget servicefradraget, SF har fået aflyst nogle besparelser på undervisningsmaterialer, De Radikale har fået lidt mere til klima, og hånd i hånd med Danmarksdemokraterne har Martin Lidegaards parti endda også sikret fortsatte tilskud til gymnasieskoler i Udkantsdanmark.
Alle er med – på nær Enhedslisten, der har lagt sig ned i den politiske skyttegrav for at være parat til at angribe regeringen på venstre flanke, når lejligheden byder sig. Men ellers er alle glade og tilfredse.
Ole Birk stod og sagde det, som alle med politisk indsigt inderst inde godt vidste i forvejen: Regeringen er ved at blive klædt af til skindet.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Og dog. Liberal Alliances Ole Birk Olesen kunne ikke nære sig. Med finansministeren ved sin side og resten af forligsslænget bag sig fortalte han storsmilende, at alle selvfølgelig kom, når Wammen vil uddele skattekroner, men at det jo i virkeligheden var småting.
Ole Birk havde svært ved ikke lade smilet gå over i smågrin, for han vidste, at han havde en god pointe. For politisk er finansloven nærmest ingenting.
Som den lille dreng i H. C. Andersens eventyr 'Kejserens nye klæder' stod Ole Birk og sagde det, som alle med politisk indsigt inderst inde godt vidste i forvejen: Regeringen er ved at blive klædt af til skindet.
Det manglede ellers ikke på flotte ord, da regeringen blev dannet. Nu skulle de besværlige yderpartier ikke længere drive gæk ved de velovervejede toppolitikere ved voksenbordet.
Som der står i regeringsgrundlaget fra sidste år: "Vi danner regering sammen, fordi vi er enige om, at vores land har behov for, at der i denne valgperiode tages fat på de substantielle udfordringer, vi står over for – og at vi sammen kan gennemføre egentlige løsninger. Løsninger, der ville være umulige for os at få gennemført hver for sig".
Og det var ikke tomme ord. For SVM havde fra begyndelsen flertallet i hus. Det kniber i stedet med løsningerne. Jeg medgiver, at vi måske ikke havde fået afskaffet store bededag eller indført en koranlov uden denne regering. Nuvel, men er det væsentligt? Svarer det på substantielle udfordringer? Næppe.
Går man tilbage til den seneste flertalsregering i 1993-94, tog man helt anderledes raskt fat. Den første Nyrupregering, hvor Socialdemokraterne og Radikale stadig havde de to borgerlige midterpartier Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti med, havde en stamina af handlekraft.
Især finansminister Mogens Lykketoft (S) og økonomiminister Marianne Jelved (R) vidste fra begyndelsen, hvad de ville, og at de ville bruge deres flertal. Derfor fik vi skattereform, arbejdsmarkedsreformer og orlovsordninger. Nu skulle arbejdsløsheden bekæmpes.
Samme vilje til magt havde Anders Fogh Rasmussen i 2001, da han brugte sin de facto-flertalsregering (Venstre og Konservative plus støttepartiet Dansk Folkeparti) til at gennemtrumfe både skattestop og en ny og strammere udlændingepolitik.
Det er nu, der skal leveres, hvis SVM vil vise, at en midterregering gør en forskel.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Nutidens flertal virker anderledes handlingslammet. Partierne har ikke samme appetit på at bruge flertallet til at drive forandringer igennem. Tværtimod har man droppet ændringer af tilbagetrækningsalderen, og den foreslåede personskattereform tåler effektmæssigt slet ikke sammenligning med tidligere skattereformer.
Samlet set står man forkrøblet tilbage i forhold til at levere på arbejdsudbuddet. Det var ellers det, som regeringen selv kaldte "den nye valuta i dansk politik".
Hvilket er forkert på flere planer. For det første har det været valutaen siden 1982. For det andet har Folketinget siden 2015 haft utroligt svært ved at levere – flertalsregering eller ej. Og så har vi ikke engang talt klima. Sker der overhovedet noget der? Eller er regeringen blevet administrator i afdelingen for pyntegrønt?
Der kan selvfølgelig være al mulig grund til at ønske regeringen tillykke med finansloven. Men det er først og fremmest "En fin lille aftale", som Lars Løkke Rasmussen (M) kaldte en vækstaftale med Socialdemokraterne tilbage i 2013.
SVM-regeringen må til at komme i arbejdstøjet. For om halvandet år går Christiansborg i valgkampsgear. Senest. Så det er nu, der skal leveres, hvis SVM vil vise, at en midterregering gør en forskel. Til det bedre.