Debat

DH og socialrådgiverne: Regeringen risikerer at sparke benene væk under sin egen ambition

Regeringen risikerer at svække socialrådgiveres faglighed ved at lade en toårig ungdomsuddannelse give adgang til socialrådgiverstudiet. Det vil i sidste ende få konsekvenser for mennesker med handicap, skriver Signe Færch og Thorkild Olesen. 

Socialrådgivernes arbejde kræver både menneskelige,
socialfaglige og administrative kompetencer, skriver Signe Færch og
Thorkild Olesen.
Socialrådgivernes arbejde kræver både menneskelige, socialfaglige og administrative kompetencer, skriver Signe Færch og Thorkild Olesen.Foto: Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix
Signe Færch
Thorkild Olesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når et menneske med handicap har brug for hjælp, er det ofte en socialrådgiver, der tildeler hjælpen på baggrund af en faglig vurdering.

Det kræver en stærk faglighed, for lovgivningen er kompleks. Og der skal inddrages mange perspektiver i vurderingen, såsom hvilket behov og hvilke ressourcer har det enkelte menneske, kan netværket i form af venner og familie inddrages som støtte, og hvilke tilbud om hjælp matcher behovet bedst.

I regeringens udspil til en reform af professionsuddannelserne lægger den op til, at studerende på blandt andet socialrådgiveruddannelsen fremover skal have mulighed for at fordybe sig i et konkret område – for eksempel handicap.

Sammen med udspillets forslag om mere undervisning, mindre hold, mere praktik og bedre feedback til de studerende tegner det godt for fremtidens socialrådgivere.

Derfor er vi bekymrede for, at regeringen vil lade en toårig ungdomsuddannelse give adgang til socialrådgiverstudiet.

Dermed risikerer de nemlig at sparke benene væk under deres egen ambition om at forbedre kvaliteten på uddannelsen.

Socialrådgiveres faglighed skaber tillid

Socialrådgivernes arbejde kræver både menneskelige, socialfaglige og administrative kompetencer.

For mennesker med handicap, der har brug for støtte, er det vigtigt, at de bliver mødt på empatisk og professionel måde af en socialrådgiver, der er lyttende og inddragende, og som kan forstå og handle på deres behov.

Det er helt afgørende for mennesker med handicap, at de har en fagligt og menneskeligt dygtig socialrådgiver.

Signe Færch og Thorkild Olesen
Forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening og formand, Danske Handicaporganisationer

Hvert enkelt menneske er forskelligt, og det er afgørende, at socialrådgiveren har kendskab til de forskellige typer af handicap – uanset om det er psykisk eller fysisk.

Hvis socialrådgiveren vurderer, at der er behov for en indsats som for eksempel et botilbud, skal det sikres, at der er god nok kvalitet i botilbuddet, og at der følges op jævnligt, så borgerens udvikling følges.

Endelig skal socialrådgiverne kunne skrive afgørelser, der kan læses og forstås af borgerne eller deres pårørende.

Det er helt afgørende for mennesker med handicap, at de har en fagligt og menneskeligt dygtig socialrådgiver.

Når man er afhængig af hjælp fra andre, er tillid til dem, der skal hjælpe en, og deres faglighed fundamental.

Samtidig er kommunerne økonomisk pressede. Og mange mennesker med handicap oplever, at det er en kamp at få den hjælp, de har behov for og ret til.

Også på dette punkt kan en stærk socialrådgiveruddannelse bidrage positivt.

Faglige vurderinger kræver uddannelse i topklasse

Jo bedre alle socialrådgivere er klædt på fagligt, herunder også etisk, desto stærkere er de, når de skal stå fast på deres faglige vurdering over for en ledelse, der presser dem for at vælge en anden – ofte billigere – løsning.

Alt det kræver en uddannelse i topklasse, som bliver meget svær at realisere, hvis politikerne slækker på kravet til de studerendes forudsætninger for at blive optaget på studiet.

Allerede i dag er en af de største udfordringer for uddannelsen, at flere af de studerende har vanskeligt ved at leve op til kravene på uddannelsen.

Læs også

27 procent af dem falder fra, inden de gør uddannelsen færdig. Og flere har svage boglige forudsætninger, herunder udfordringer med at skrive korrekt og forståeligt.

Hvis uddannelsen i fremtiden får flere studerende med en kortere ungdomsuddannelse i bagagen, frygter vi derfor, at endnu flere vil falde fra.

Og at uddannelsesstederne må bruge en stor del af deres ressourcer på at lære en gruppe af de studerende basale færdigheder.

Det vil spænde ben for ambitionerne om at sikre et kvalitetsløft med mere undervisning og bedre praktik og i sidste ende gå ud over både de kommende socialrådgivere og de mennesker, der er afhængige af deres hjælp.

Derfor håber vi, at regeringen og folketinget vil fastholde planerne om at forbedre socialrådgiveruddannelsen.

Og samtidig sikre, at kravene til at blive optaget på socialrådgiveruddannelsen matcher de kompetencer, der kræves for at læse til socialrådgiver.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Signe Færch

Forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening
Ba.scient.soc (Roskilde Uni. 2009), socialrådgiver (Professionshøjskolen Metropol 2013)

Thorkild Olesen

Formand, Danske Handicaporganisationer, næstformand, Det Centrale Handicapråd
cand.mag. i historie og religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2005)

Christina Egelund

Uddannelses- og forskningsminister (M), fhv. MF og gruppeformand (LA) 2015-19
studier i moderne litteratur (Sorbonne, Paris 2000-03)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024