Enhedslisten: Lær af Holland – opret en fond til velfærdsforskning, så vi kan passe bedre på vores udsatte
Den borgernære velfærd er i dag fyldt med huller. Løsningen er en offentlig fond, der kan styrke velfærden for de mest sårbare, skriver Mai Villadsen.
Mai Villadsen
MF (EL), fhv. politisk ordførerI årevis er den borgernære velfærd blevet forsømt, når det kommer til forskning.
Det har skabt store huller i vores viden, især på socialområdet, og resultatet er en udvikling, der i nogle tilfælde er både økonomisk og fagligt usund.
Det skal vi have gjort op med – Danmark har brug for en offentlig fond for velfærdsforskning.
Socialområdet famler i blinde
Netop nu forhandler vi i Folketinget om forskningsreserven, hvor over fire milliarder kroner skal fordeles til forskning.
Det er mange penge, og det kræver, at vi træffer kloge beslutninger.
Socialområdet er det sikkerhedsnet, der fanger os, når livet gør ondt, og vi er mest sårbare. Men det net er i dag fyldt med huller.
Tag anbringelsesområdet som eksempel: 13.500 børn og unge bor uden for deres hjem, mange af dem i plejefamilier eller på institutioner.
Selvfølgelig skal vi arbejde for, at børn ikke har brug for at blive anbragt i første omgang. Men det har nogle børn desværre, og disse anbringelser former deres fremtid på godt og ondt.
Derfor er det problematisk, at vi ikke ved nok om, hvordan vi bedst hjælper dem til et godt liv.
Vi mangler for eksempel mere viden om, hvad der gør en plejefamilie god, og hvordan vi forbedrer kvaliteten på døgninstitutionerne.
Den manglende forskning betyder, at vi til tider famler i blinde. Det er ikke værdigt for de børn, unge og voksne, der er afhængige af vores hjælp.
Statsministeren talte i sin åbningstale i Folketinget om værdighed i behandlingen af udsatte borgere – men hvordan kan vi sikre den værdighed, hvis vi ikke ved nok om, hvad der virker?
Fond for velfærdsforskning er løsningen
Socialområdet er blot ét eksempel. De samme problemer findes på andre områder inden for velfærden, såsom sundhed, dagtilbud og beskæftigelse.
Derfor har jeg et klart budskab med til årets forskningsforhandlinger: Vi kan ikke længere stå på sidelinjen og se til, mens forskning i borgernær velfærd bliver forsømt.
Der mangler forskning, der har fokus på at forbedre vores velfærdssystemer.
Mai Villadsen
Forskningsordfører, Enhedslisten
Vi har brug for en ambitiøs og vedvarende indsats for at løfte forskningen, og vi har et forslag til en løsning klar.
Holland har haft succes med at etablere en offentlig fond, Regieorgaan SIA, som har til formål at styrke praksisnær forskning, der direkte gavner samfundet.
Vi kan lære af deres erfaringer.
Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) har netop offentliggjort en rapport, som peger på de samme problemer: Der mangler forskning, der har fokus på at forbedre vores velfærdssystemer.
De anbefaler også oprettelsen af en fond for velfærdsforskning.
Jeg håber, at mine kollegaer i Folketinget vil bakke op om forslaget.
En offentlig fond for praksisnær velfærdsforskning, inspireret af Holland, kan sikre, at vi fremover tilbyder værdig behandling til dem, der har mest brug for det – som de 13.500 børn og unge, der i dag bor uden for deres hjem.