Dygtige pædagoger og lærere kan løfte elever videre i uddannelse

Det betaler sig bedre at investere mere i de tidligere år end at vente til senere. Styrker vi vores børns trivsel og læring fra fødslen, vil det løfte deres muligheder for at få uddannelse og job senere i livet.

Bente Sorgenfrey
Formand for FTF

Af Bente Sorgenfrey
Formand for FTF, hovedorganisationen for offentligt og private ansatte

Flere børn og unge får en ungdomsuddannelse, og flere læser videre på en videregående uddannelse. Det er godt, og det skal vi være glade for. Det skyldes blandt andet, at Danmark igennem mange år har ført en aktiv social- og uddannelsespolitik med fokus på blandt andet små børns trivsel og læring i kvalitetsdaginstitutioner med uddannede pædagoger, der formår at stimulere sprog og udvikling.

Desværre er det ikke alle børn og unge, der har en fair chance for at komme videre i uddannelsessystemet og dermed få lettere adgang til arbejdsmarkedet. Børn af ufaglærte har 19 procents chance for at have en videregående uddannelse som 25-årige, mens børn fra akademikerhjem har 78 procents chance for at have en videregående uddannelse som 25-årige.

Uddannelse går i høj grad i arv. Andelen af unge fra ufaglærte hjem, som selv er ufaglærte og ikke er i gang med en uddannelse som 25-årige, er i dag på stort set samme niveau som i 1990. I 1990 var det 40 procent af de unge fra ufaglærte hjem, som selv var ufaglærte som 25-årige. 20 år efter i 2010 var andelen kun faldet en smule til 38,5 procent. Blandt akademikerbørn er kun 6,5 procent ufaglærte og ikke i gang med en uddannelse som 25-årige. Det viser tal fra AE-rådet (2012).
Så bag de positive tal, der hvert år offentliggøres via ministeriernes Profilmodel, der fremskriver, at 95 procent af alle unge vil få en ungdomsuddannelse, og 60 procent vil få en videregående uddannelse, gemmer sig en social skævhed. Børn af ufaglærte forældre har stadig markant dårligere chancer for at bestå en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse end børn af forældre med en videregående uddannelse. Denne chanceulighed viser, at vi stadig ikke har ens chancer og muligheder for at få en god skolegang og læse videre og bestå en videregående uddannelse.

Uligheden består
Uligheden i uddannelsessystemet består. Selvom flere unge med ufaglærte forældre får en uddannelse, er betydningen af social arv i uddannelsessystemet stadig markant. Det er stærkt bekymrende. Men heldigvis ved vi fra forskningen, at noget af det vigtigste, der kan løfte børn fra uddannelsesfremmede hjem videre i uddannelse og job, er en tidlig indsats fra kompetente pædagoger i daginstitutionerne. De kan udvikle barnets sociale færdigheder og sprog - og skabe grobund for læring i daginstitution, skole og videre uddannelse.

Fx viser en dansk undersøgelse fra 2011, at der er sammenhæng mellem dagtilbud af høj kvalitet og børns karakterer fra afgangsprøven i skriftligt dansk i 9. klasse. Effekterne af et dagtilbud i høj kvalitet kan altså måles ti år efter i børnenes karakterer. Det er et tankevækkende resultat og helt afgørende for, at besvare spørgsmålet, som Altinget rejser: Hvor skal der gribes ind for at få et bredere udsnit af ungdomsårgangene igennem uddannelserne?
For at det kan lykkedes, har vi brug for fagligt kompetente pædagoger og lærere, der via en tidssvarende grund- og videreuddannelse er i stand til at løfte eleverne fagligt og socialt. Desværre har vi i de sidste ti år set faldende normeringer i daginstitutioner, flere børn per voksen og færre pædagoger og lærere i skolen. Samtidig har der været et faldende taxametertilskud på de professionelles grunduddannelser.

Det rammer socialt skævt, når der ikke er nok voksne, der har tid til at levere en optimal kerneydelse til børnene. Måske Emil og Emma med akademikerforældrene klarer sig fint videre i uddannelsessystemet på trods af færre voksne, der skal tage sig af flere børn. Men færre faglærte pædagoger i institutionerne og få lærere i skolerne til at tage sig af flere krævende børn pga. inklusion, rammer Mohamed med de ufaglærte forældre væsentligt hårdere end Emil og Emma. Det, tror jeg, er forklaringen på, at vi bliver ved med at se stor chanceulighed i uddannelsessystemet, selvom flere samlet set får en uddannelse.

Bedre normeringer og forskning på børneområdet
Løsningen på chanceuligheden i vores uddannelsessystem er blandt andet bedre normeringer, flere pædagoger og lærere, der har tid til deres kerneopgave, samt flere investeringer i forskning på børne- og ungeområdet samt i udvikling af grunduddannelsen af lærere og pædagoger.
Det lyder måske som den sædvanlige sang fra fagforeningsformanden, men det er det ikke: Forskningen på området giver mig entydigt ret: Kvalitetsdaginstitutioner til de 0-6-årige har stor betydning, ligesom den udelte folkeskole, som vi kender i Danmark, løfter elever fra uddannelsesfremmede hjem. Danske skolelærere og pædagoger er nøglen til at forstå den succes, Danmark allerede har oplevet, og de er nøglen til fortsat at styrke den sociale mobilitet i samfundet.
Studier fra 2006 viser, at den sociale uddannelsesulighed er mindre i de lande, hvor folkeskolen ikke opdeler eleverne i en boglig og en ikke-boglig linje. Børn med forskellig social baggrund påvirker altså positivt hinanden. Desuden peger forskerne Martin D. Munk og Gøsta Esping-Andersen mfl. netop på, at senere børnegenerationer har draget fordel af kvalitetsdaginstitutioner, som er fraværende i mange andre lande.

Samtidig viser amerikanske studier af nobelprismodtager og professor, James Heckman, der bruger begrebet human kapital, at investering i børns tidlige læring er det mest effektive værktøj til at løfte børns læring og udvikling i retning af videre uddannelse. Det fremgår af Heckmans undersøgelser fra 2006, at økonomisk investering i human kapital i de tidlige år er mere indbringende for samfundet end senere i livet.
Konklusionen er klar: Det betaler sig bedre at investere mere i de tidligere år end at vente til senere. Styrker vi vores børns trivsel og læring fra fødslen, vil det løfte deres muligheder for at få uddannelse og job senere i livet.