Debat

EU-spidskandidat og studerende: Regeringen fører et værdipolitisk korstog mod de videregående uddannelser

I årtier har udvekslingsordninger på tværs af Europa skabt internationale fællesskaber mellem millioner af unge. Men i Danmark står vi nu over for stærke politiske kræfter, der er ved at sætte grænsebomme op på uddannelserne og studielivet, skriver Esben Salmonsen og Sigrid Friis.

De korte kandidatuddannelser risikerer at gøre det markant sværere for danske studerende at tage hele uddannelser, studieophold, studenterjobs eller projektforløb rundt om i verden, skriver Esben Salmonsen og Sigrid Friis (R).
De korte kandidatuddannelser risikerer at gøre det markant sværere for danske studerende at tage hele uddannelser, studieophold, studenterjobs eller projektforløb rundt om i verden, skriver Esben Salmonsen og Sigrid Friis (R).Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Esben Bjørn Salmonsen
Sigrid Friis
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rettet 27. maj kl 09:29: Tidligere stod der, at regeringen har foreslået at skære et halvt år af velfærdsuddannelserne. Det er ikke korrekt. Det har været beskrevet i A4, at regeringen har drøftet den mulighed internt.

Unges studieliv og internationale uddannelsesmuligheder er i stigende grad truet af regeringens nedskæringer på uddannelser og SU.

Vi drømmer om en anden fremtid, hvor unge får bedre studieliv og uddannelsesmuligheder på tværs af Europa. Så flere kan udveksle drømme, idéer, viden og verdenssyn. Derfor kæmper vi imod forringelserne og for unges fremtidsmuligheder i Europa og verden.

I årtier har udvekslingsordninger på tværs af Europa skabt internationale fællesskaber mellem millioner af unge. Men i Danmark står vi nu over for stærke politiske kræfter, der er ved at sætte grænsebomme op på uddannelserne og studielivet.

Regeringen har internt drøftet muligheden for at skære et halvt år af en lang række af de vigtige uddannelser, der retter sig mod vores velfærd – blandt andet pædagoger, fysioterapeuter og socialrådgivere., ifølge lækkede papirer som A4 har beskrevet*.

Resten af verden har ikke indrettet sig efter det danske uddannelsessystem og slet ikke efter de nye korte kandidatuddannelser.

Esben Salmonsen og Sigrid Friis (R)
Hhv forperson, Danske Studerendes Fællesråd og spidskandidat til Europa-Parlamentet

Det kommer efter, at regeringen sidste år sammen med SF, Liberal Alliance, Konservative og Danmarksdemokraterne aftalte at skære hårdt ned i universitetsuddannelserne.

Hver tredje universitetsstuderende kan fra næste år se frem til en helt ny type korte og hårdt komprimerede kandidatuddannelser. De vil kun vare et år i stedet for de normale to år, som vi kender fra det meste af Europa i dag.

Mindre internationalt udsyn

De korte kandidatuddannelser vil være sammenpressede forløb, hvor sommerferien blandt andet er inddraget til specialeskrivning.

De risikerer at gøre det markant sværere for danske studerende at tage hele uddannelser, studieophold, studenterjobs eller projektforløb rundt om i Europa eller verden. For studerende får kortere tid og mindre fleksibilitet. Det vil begrænse deres mulighed for at rejse ud eller sammensætte deres egne, individuelle studieforløb.

Presset på de studerende forstærkes og skævvrides yderligere af de SU-besparelser, som regeringen samtidig har besluttet sammen med højrefløjen, og som straffer rimelige forsinkelser og studieskift.

Resten af verden har jo ikke indrettet sig efter det danske uddannelsessystem og slet ikke efter de nye korte kandidatuddannelser, som stort set ikke findes andre steder i verden.

Det betyder stor risiko for, at udveksling- og studieophold fremover vil medføre uforskyldte forsinkelser for de studerende. Derfor vil studieophold i stigende grad kun være for dem, der kan få penge med hjemmefra.

Læs også

Nedskæringerne på uddannelser og SU følger få år efter, at tusindvis af engelsksprogede uddannelser blev lukket helt for at undgå, at der kommer unge fra andre EU-lande hertil for at studere.

Vi føler næsten, at regeringen har startet en værdikrig mod videregående uddannelse, hvor mange partier støtter op om at begrænse uddannelsesmulighederne og herunder også uddannelsesbevægeligheden mellem europæiske uddannelsessystemer.

Det står vi imod. Øget pres og mindre internationalt udsyn er jo helt galt i en tid, hvor mange unge i forvejen oplever et stort præstationspres, og hvor der er mere brug for global forståelse end nogensinde før. Derfor kæmper vi imod forringelserne i studieliv og uddannelsesmuligheder. Danske studerende skal ikke have dårligere mulighed for at læse i udlandet.

Udover at stoppe de igangværende nedskæringer bør man samtidig styrke rammerne for unge europæeres fællesskab. Et sted at starte kunne være at gøre Erasmus-udvekslingsprogrammet endnu bedre og mere bæredygtigt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Bjørn Salmonsen

Forperson, Danske Studerendes Fællesråd
stud.scient.pol

Sigrid Friis

Kommende MEP (R), politisk konsulent, Dansk Fjernvarme, forretningsudvalgsmedlem, Radikale
cand.scient.pol. (Københavns Uni.)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024