Jurastuderende må selv rette opgaver

JURA: Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet udsættes for kraftig kritik af studerende. Fakultetsledelsen er både enig og uenig i kritikken.

Ifølge studerende Katrine Wibe kræver det rundsave på albuerne at læse jura på Københavns Universitet.

I nogle fag på bachelordelen må de studerende nemlig selv rette deres opgaver, og tilmed er de studerende ofte stuvet så tæt sammen i klasselokalerne, at der ikke er plads til alle.

Det fortalte den unge studerende ifølge Universitetsavisen på en nyligt afholdt konference om den faldende kvalitet af universitetsuddannelserne arrangeret af Akademikernes Centralorganisation og Dansk Industri.

Manglende træning
Og konsekvenserne af, at de studerende selv må rette deres opgaver, kan være mange - blandt andet mangel på visse kompetencer, mener Katrine Wibe:

"Det handler ikke kun om at have styr på fakta, men også om at blive skolet i at skrive på en bestemt juridisk måde. Derfor er det ekstremt vigtigt at få en tilbagemelding fra en underviser. Det er jo også en træning i at gå til eksamen at lave gamle eksamensopgaver (øvelsesopgaverne, red.), så jeg tror, at det har betydet, at nogle har fået en lavere karakter," siger hun til Universitetsavisen.

Fakultetsledelse afviser kritik
Det er korrekt, at det forekommer, at de studerende selv må rette deres opgaver, siger studiechef på Det Juridiske Fakultet, Martin Birger Hjørland, der ikke mener, at det nødvendigvis går ud over kvaliteten.

Studieleder Mette Hartlev afviser ligeledes, at det går ud over de studerendes færdigheder, at de selv må træde til med rettepennen. De lærer snarere af det, mener hun.

"Det er min egen erfaring, at det giver de studerende et vældig fint læringsudbytte, ligesom det giver dem nogle af de kompetencer, som det er studiets formål at bibringe dem, og som det forventes, at de mestrer som færdige kandidater på det juridiske arbejdsmarked," siger studielederen.

Studerende lider under pladsmangel
Også pladsmangel er et problem på jurastudiet, ifølge Katrine Wibe.

"Problemet er altid størst i starten af semestret. En del dropper jo at komme til undervisningen når de opdager at de risikerer at måtte stå op," siger hun.

Studiechef Martin Birger Hjørland erkender problemet.

"Det har ikke været tilfredsstillende, men det er ikke et problem, vi kan løse med et snuptag, da vi ikke bare kan fremtrylle nye bygninger," udtaler han.

Han forudser dog, at problemet vil blive løst, når jurastudiet efter sommerferen flytter til nye og større lokaler.

Problem ikke enestående
Ifølge formanden for Studenterrådet på KU, Mattias Jørgensen, er de problemer, Katrine Wibe beskriver, langtfra enestående. Rådet får ofte henvendelser fra frustrerede studerende, der klager over for store hold, dårlig vejledning samt en række andre problemer.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024