Regeringens praksisnære uddannelsesreformer ender som et blandingsprodukt, der hverken er fugl eller fisk

Gymnasiets succes, når det gælder om at tiltrække de unge, har længe været en torn i øjet på de siddende regeringer.

Ministre har søgt at gøre op med den status, gymnasiet har, ved at forbinde det med nedladende udtryk om "uddannelsessnobberi."

Men ud fra princippet om, at hvis ikke bjerget vil komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget, skifter regeringen nu strategi: Hvis ikke de unge vil komme til erhvervs- og professionsuddannelserne, må erhvervs- og professionsuddannelserne komme til de unge.

Det skal ske i form af en ny erhvervsrettet gymnasieuddannelse, epx'en. 

Det er sådan set rigtigt tænkt, at der er brug for erhvervsfaglige alternativer til de boglige ungdomsuddannelser, der ligger tæt på, hvor de unge bor, og som giver mulighed for at opbygge gode sociale miljøer.

Resultatet bliver et blandingsprodukt, hvor praktiske færdigheder iklædes akademiske termer, og de unge uddannes i noget, der hverken er fugl eller fisk.

Jørn Bjerre

Men problemet er, at regeringen nu vil erstatte meget forskelligartede eksisterende tilbud – såsom 10. klasse, HF, VUC-enkeltfag, EUX og det erhvervsfaglige grundforløb – med en epx, der hverken ser ud til at blive fugl eller fisk.

Da undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) skulle forsvare epx'en i DR-programmet Debatten, mødte han en gymnasierektor, der klagede over, at reformen ville halvere antallet af gymnasiets elever.

Dermed afslørede rektoren, at han ikke talte epx'en med som en gymnasial uddannelse. Det gjorde ministeren så vred, at han følte behov for at forklare sin vrede.

Gymnasierektoren repræsenterede en institution, der smækker døren i hovedet på en stor del af en årgang, sagde han – det er uretfærdigt.

Men hvis epx'en ikke blot skal være en gymnasieuddannelse af navn, men også af gavn – sådan som eux'en og HF'en er i dag – så må det sikres, at den har et gymnasialt vidensgrundlag. Det vil sige en sammenhængende kombination af fag, der bygger på domænespecifik viden.

Betragter man de eksempler på epx-studieretninger, regeringen har fremlagt – 'Håndværk og teknik,' 'Velfærd og sikkerhed' og 'Handel og kontor' – så er de ikke i nærheden af et sådant vidensgrundlag.

Her er der tale om en skøn blanding af fag fra det almene gymnasium, introduktioner til de erhvervs- og professionsfaglige arbejdsområder og efterskolelignende fællesaktiviteter som uddannelsesvejledning, yoga, musicals og fitness – uden at eleverne ender med noget, der blot minder om hverken en håndværksuddannelse eller en gymnasieuddannelse – i ordets ovennævnte betydning. 

Dette illustrerer det grundlæggende problem ved den måde, hvorpå regeringen udøver sin sociale ingeniørkunst på uddannelsessystemet: Den taler om forbedringer, mens den udhuler uddannelsernes vidensgrundlag.

Dette kommer mest eksplicit til udtryk i reformen af kandidatuddannelserne, hvor regeringen reducerer længden på 30 procent af uddannelserne.

Men ret beset kommer regeringen til at gøre det samme ved de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser, som den egentlig har til hensigt at tilgodese.

Regeringens vil hæve professionshøjskolerne, så de kommer til at flugte mere med universiteterne.

Vigtigste tiltag er her, at regeringen vil lade professionshøjskolerne udbyde étårige professionsmasteruddannelser – 60 ECTS.

Men betyder det så, at professionshøjskolerne skal hæves til et akademisk vidensgrundlag?

Den taler om forbedringer, mens den udhuler uddannelsernes vidensgrundlag.

Jørn Bjerre

Nej, tværtimod. Mens regeringen rent nominelt vil hæve professionsuddannelserne til et kandidatniveau, lægger den op til at professionsuddannelserne forkortes med 15 ECTS. Dog undtager man læreruddannelsen.

Bachelorprojektet erstattes af en kortere, praksisrettet professionsprøve.

Omfanget af teoretiske elementer som eksempelvis videnskabsteori reduceres, og undervisningen gøres mere øvelsesbaseret og knyttes tættere til praksis.

Det kommer stadig til at hedde en "bachelor" af navn, men vil næppe være det af gavn.

Det samme gælder de nye masteruddannelser, der samtidig med, at de forventes at have "samme niveau som universiteternes kandidatuddannelser," skal være praksisrettede uddannelser.

Bundlinjen bliver således, at de studerende via en bachelor, hvor de teoretiske elementer erstattes af praktiske, koblet med en praksisrettet overbygningsuddannelse, skal nå samme faglige niveau som de studerende, der tager en rent akademisk uddannelse.

Ud fra denne logik – eller mangel på sammen – skulle man også kunne blive lige så god til at spille skak ved at spille håndbold, som ved at spille skak.

Betragter man de erfaringer, der er gjort med den universitetsbaserede masteruddannelse – der også blev lanceret med intentionen om at skulle "gennemføres på et niveau, der svarer til en kandidatuddannelse" – så viser de klart, at man ikke når samme niveau, når man blander praktiske og akademiske målsætninger, som de akademiske kandidatuddannelser når.

Den grundlæggende læring er, at det ikke er nok at indplacere en uddannelse på et kandidatniveau, hvis ikke uddannelsen har et kandidatniveau.

Man ender med uddannelser, der kun er akademiske af navn, ikke af gavn.

Regeringen har fået meget ros for at turde behandle hele uddannelsessystemet under ét, og det fortjener den.

Men at tænke nationens uddannelsesveje som et nulsumsspil, hvor det handler om at stække de uddannelser, der fungerer godt, for at tilgodese de uddannelsesområder, der ikke leverer varen, er ikke særligt klogt.

Resultatet bliver nemlig, at vi samlet kommer til at stå dårligere i den internationale konkurrencesituation, som er den virkelige bundlinje.

Forsøget på at skabe balance i uddannelsessystemet ved at give akademiske betegnelser til praksisnære aktiviteter svarer til at ville skabe balance i et økonomisk system ved at trykke flere penge – der går inflation i betegnelserne.

Det er ikke bygningerne, symbolerne, huerne og festerne, der gør et gymnasium til et gymnasium; det er vidensgrundlaget.  

Jørn Bjerre

Selvom uddannelse – set udefra – handler meget om ord og tanker, så er uddannelsers logik benhård: Uddannelse handler ikke om at hedde noget, men om at kunne noget.

Det giver ikke prestige at ligne nogen, men at være nogen.

Det er ikke bygningerne, symbolerne, huerne og festerne, der gør et gymnasium til et gymnasium; det er vidensgrundlaget.

Det hjælper ikke noget at sige, at der skal være lige "så meget prestige i at vælge en mere praktisk uddannelse som en akademisk," hvis ikke man er i stand til at levere et vidensgrundlag for de praktiske uddannelser, som matcher de akademiske.

Prestige kan ikke lånes, men kun fortjenes.

Det forhold, at regeringen tyer til akademiske betegnelser, når den skal benævne praktiske kompetencer, afslører en ubekvem sandhed: At regeringen i bund og grund ikke tror på, at de særlige kvaliteter, som de praktiske kompetencer rummer, kan stå selv – at de kræver de akademiske betegnelsers støtte.

Udfordringen består ikke i at udjævne forskellen mellem akademisk viden og praktiske færdigheder, men i at styrke deres respektive vidensgrundlag, så uddannelsessystemet bliver spændt ud mellem to tydelige, modsatrettede poler.

Dette ville skabe et reelt valg for de studerende og give dem mulighed for at vælge forskellige veje.

Problemet er, at mens vi har en klar forståelse af den akademiske pol, så mangler der klare koncepter for den praktiske dimension, som regeringen ønsker at tilgodese.