Ny bestyrelsesformand på AAU: Vi skal larme meget mere om, hvad vi er gode til
Netcompany-direktør André Rogaczewski er ny universitetsformand og vil skabe mere larm om Aalborg Universitets kvaliteter, mens han slår på tromme for mindre konkurrence mellem danske universiteter. Han vil også diskutere, om de ældste universiteter fortsat skal have flere basismidler end de nyere universiteter.
Chris Lehmann
RedaktørHelt i begyndelsen af sin studietid på Aalborg Universitet i slutningen af 80'erne gik det op for André Rogaczewski, at det var interessant at arbejde med computere og it.
Det skete, da han i forbindelse med studiet fik til opgave at optimere et dambrug ved hjælp af sin computer. Han programmerede en algoritme, som sørgede for at tilføre vand, som mindskede forurening og sørgede for at fiskene overlevede.
Oplevelsen af at kunne bruge sine nyerhvervede evner udi programmering til at gøre en forskel for samfundet vækkede noget i ham.