Professorer: Landbrugslobbyen antaster danskernes ret til politik baseret på videnskab

Udover den ubegrundede afvisning af state-of-the-art videnskab indikerer citatet en anden anti-videnskabelig tendens: Videnskabsfolk, som står bag ubelejlig forskning, anklages for at være aktivister, som fremsætter holdninger fremfor fakta.

Strategien er effektiv af to grunde. For det første delegitimeres videnskab, hvis der er mistanke om, at den er baseret på holdninger fremfor evidens. 

For det andet er strategien effektiv, fordi holdninger i højere grad end faktuel forskning er ligeværdige. Det sætter landbrugslobbyen i position til at fremføre sine holdninger og faktuelle påstande, som var de begge ligeværdige med videnskabsfolkenes.

Strategien er anti-videnskabelig, fordi den reducerer en ofte tabt videnskabelig kamp på evidens til en holdningsbaseret diskussion, hvor videnskaben ikke har særlig autoritet.

Indimellem har motivgranskningsstrategien taget mere radikale former. For eksempel rejste Bæredygtigt Landbrugs injuriesag mod en vandmiljøforsker, som Landbrug og Fødevarers viceformand for nylig har kaldt ”sindsforvirret.” Retssagen endte med frikendelse, og udtalelsen er siden trukket tilbage. 

Konsekvensløse tilbagetrækninger

Det er ikke ualmindeligt at videnskabsfjendtlige udmeldinger tilbagevises af videnskabsfolk eller trækkes tilbage af landbrugslobbyen, hvilket flere af citaterne ovenfor eksemplificerer.

I modsætning til uvildige forskere skal landbrugslobbyen i langt mindre grad stå til ansvar for misvisende påstande om faktuelle ting.

Sebastian Mernild og Mikkel Gerken
Professorer i hhv. klimaforandringer og filosofi ved SDU

Desværre indikerer forskning, at misinformation forbliver effektiv, selvom den er tilbagevist. For eksempel er der evidens for, at ”debunking” af misinformation spreder sig langsommere og ikke når så mange modtagere, som misinformationen gør. En kontroversiel udtalelse er mere ”clickable” end en kvalificeret tilbagetrækning.

Desuden indikerer nogle studier, at selv når ”debunking” når frem til de relevante modtagere, så vil den tilbageviste misinformationen stadigvæk påvirke dem. For eksempel tilbagetrak Landbrug og Fødevarer udmeldingen, at uvildig forskning skulle anses som ”et partsindlæg.” 

Men her indikerer forskningen, at når ideen om, at forskningen er dikteret af grønne værdier, først er i omløb, kan den forblive effektfuld selv efter en tilbagetrækning.

Blandingen af aggressive udmeldinger og strategiske tilbagetrækninger er effektiv til at få afblæst eller udskudt politisk handling. Denne ageren har medvirket til at så overdreven tvivl om pålidelig videnskab på en måde, som har været stort set omkostningsfri for landbrugslobbyen. 

Modsat ville det få konsekvenser, hvis en videnskabsperson fremsatte lignende videnskabsskeptiske påstande og kun trak i land, når de forårsagede en shitstorm. Som minimum ville vedkommende have svært ved at lande forskningsbevillinger, finde akademiske samarbejdspartnere og så videre.

Vedkommende ville også blive delegitimeret i denne offentlige debat og ekskluderet fra videnskabeligt rådgivningsarbejde. I grelle tilfælde ville sagen ende i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

Der er imidlertid intet analogt råd og ingen analoge sanktioner, som kan adressere landbrugslobbyens disruption af den videnskabsbaserede politik omkring iltsvind, CO2 afgift, grundvandsforurening et cetera.

Denne ulighed giver dårlige vilkår for evidensbaseret politik. Forskere bliver delegitimeret, hvis de ikke leverer værdifri, nuancerede udmeldinger, som fremhæver den usikkerhed, der er forbundet med dem. Men der er ingen eller meget få konsekvenser for landbrugslobbyen ved at levere værdiladede, bombastiske, evidensløse udmeldinger om faktuelle forhold eller angreb på individuelle videnskabsfolk og forskningsmiljøer.

Dårlige vilkår for videnskabsbaseret politik giver dårlig politik. Få steder er dette klarere end i landbrugssektoren.

Vi har brugt så lang tid på at diskutere om mere lort på marken giver iltsvind i fjorden, at fjordene er døde. Vi har i årtier undladt at agere på stærk videnskabelig evidens for landbrugets drivhusgasudledning. Resultatet er, at landbruget som den eneste sektor har kunnet køre ligeud uden at mindske udledningerne.

Omkostninger ved principløshed

Hvordan er det kommet så vidt? En væsentlig og overset grund er, at vi som samfund mangler klare principper for videnskabsbaserede politiske processer.

Sådanne principper angiver blandt andet konsekvenser for systematiske overtrædelser. I sidste ende er ansvaret politisk. Lobbyister udnytter det spillerum, som de får.

Dårlige vilkår for videnskabsbaseret politik giver dårlig politik. Få steder er dette klarere end i landbrugssektoren.

Sebastian Mernild og Mikkel Gerken
Professorer i hhv. klimaforandringer og filosofi ved SDU

Landbrugets brancheorganisationer har udviklet sig i en videnskabsskeptisk retning, fordi det har været en succesfuld strategi. Men strategien har været succesfuld, fordi vi som samfund mangler klarhed om spillereglerne for videnskabsbaserede politiske processer.

Det er en skam, fordi fagligt stærke landbrugsorganisationer kan bidrage konstruktivt til sektorens grønne omstilling med kvalifikationer og konsekvensanalyser af seriøs videnskab. Når de er bedst, gør de det også.

Men eksemplerne på urimelige angreb på videnskab, gør det klart, at vi har brug for principper, som sætter klare rammer for videnskabsbaseret politik, som inddrager brancheorganisationer. Disse rammer skal sikre, at videnskabsskepticisme ikke er en frugtbar strategi. 

Landbruget vil næppe selv stå for en kovending i sin tilgang til videnskab, medmindre vi som samfund tager den videnskabsskeptiske tyr ved hornene.

Vi er heldige at bebo et land, hvor de fleste brancheorganisationer bidrager positivt til videnskabsbaseret politik. Men der er reel risiko for, at det vil ændre sig.

Hvis landbrugslobbyen nok engang får succes med strategier, der tenderer til videnskabsskepsis, kan det medføre en mere generel trussel:

Tolerance overfor videnskabsskepsis vil ikke blot svække den grønne omstilling, men også den ret til videnskabsbaseret politik, som den grønne omstilling skal baseres på.