Regeringens anti-intellektuelle kandidatreform skal hæmme en magtfaktor i samfundet

Giver en sådan tanke overhovedet mening? Kan man forestille sig, at en regering ikke skulle ønske, at det går bedst muligt på et område, som de fleste anser for at være afgørende for vores fælles fremtid – uddannelse og forskning?

Nej, det lyder ikke logisk, men sagen er: Verden er ofte mere socio-logisk end logisk. Det betyder, at sociale logikker næsten altid trumfer argumenter og rationel tænkning.

Med det udgangspunkt, vil jeg her prøve at give tre grunde til, at forringelser i universitetsverden kan have en positiv mening i det politiske system.

Helt lavpraktisk skal en nytiltrådt regering vise handlekraft, hvis den skal gøre sig håb om genvalg.

På den baggrund bliver det paradoksalt nok et problem, hvis politikerne laver langsigtede løsninger, der giver arbejdsro for de ansatte, fordi dette udadtil let kan blive tolket som et tegn på, at regeringen ikke laver noget.

Ved at skabe en situation, hvor de studerende frygter at fejle, sikres det, at de holder sig til den mest lige vej igennem deres studie.

Jørn Bjerre

Begynder regeringen derimod at røre rundt i reformgryderne, så der kan høres protester i offentligheden – fra ansatte, der frygter for kvaliteten af deres arbejde – så er ingen længere i tvivl om, at her bliver landet ledet med en fast hånd.

Man skal heller ikke glemme, at universiteterne indgår i samfundets magtdeling og har som funktion at holde kritisk øje med, hvordan magten forvaltes i samfundet.

Ved at holde universiteterne optaget af meningsløse omlægninger stækkes en potentiel magtfaktor, der på forskellig vis kan udfordre det politiske system.

I 1960'erne og 70'erne så vi, hvordan der opstod en decideret modkultur blandt universitetsstuderende, som ønskede at gøre op med den måde, systemet fungerede på.

Dette skete, fordi en kritisk masse af studerende oplevede, at de havde et overskud af tid og ressourcer, så de – i stedet for at bekymre sig om deres egen fremtid – kunne rette fokus mod, hvilken politik der skulle forme den fælles fremtid.

Siden dengang har stramninger af SU og studielængde fungeret som en knap, det politiske system har kunnet dreje på, så det har kunnet sikre, at de studerende fokuserer på det, de skal.

For nyligt blev en ny SU-reform vedtaget, der skar det såkaldte fjumreår væk, så mange studerende ikke har råd til at vælge forkert.

Her blev der advaret om, at det ville gå ud over de studerendes "trivsel." Men ved at skabe en situation, hvor de studerende frygter at fejle, sikres det, at de holder sig til den mest lige vej igennem deres studie.

Når nogle partier i dag taler om at gå hele vejen og gøre SU'en til et lån, så handler det næppe i første omgang om økonomi, men snarere om at skabe en strategisk situation, hvor unge bliver stadig mere bundet af gæld, jo mere de dygtiggør sig.

Endelig er det værd at huske på, at universitetet ikke blot er et sted, hvor mennesker uddanner sig.

Det er et symbol, som repræsenterer værdier – som intellektualisme og akademiske dyder – som nogle går ind for, men som andre tager afstand fra.

Flere af den nuværende regerings ministre har gjort kampen mod disse værdier til deres mærkesag.

Kandidatreformen afvikler den videnskultur, som universitetet repræsenterer.

Jørn Bjerre

De synes at mene, at eksistensen af intellektualisme og akademiske dyder er en hån mod håndens arbejde, det praktiske livs kompetencer og den anvendelsesorienterede viden.

Det er en velkendt måde at anskue uddannelse, som normalt betegnes som 'anti-intellektualisme.'     

Kandidatreformen bidrager ikke kun til at signalere politisk handlekraft og fastholde kontrol over en potentiel mod-magtsfaktor, men også til at afvikle den videnskultur, som universitetet repræsenterer, og føre samfundet i en mere anti-intellektuel retning.

Hvor man i 1990'erne og 00'erne forsøgte at akademisere ikke-akademiske uddannelser, ser vi fra 2010'erne en modsatrettet tendens: at de akademiske uddannelser søges af-akademiseret.

Konsekvensen af denne udvikling er, at uddannelserne presses ind i en vidensform, der hverken er funderet på et solidt akademisk grundlag eller på praktiske færdigheder – en hybridform, der skaber forvirring om, hvad uddannelsernes grundlag skal være.

Bidrager kandidatreformen til at gøre Danmark til et "stærkt vidensamfund," som forligspartiernes hensigt beskrives i aftaleteksten? Nej, det gør den ikke.

Er der noget tilbage af den Marienborg-ånd, som reformen blev undfanget i? Nej, den er forduftet i takt med den interne splittelse i regeringen og dens historisk lave opbakning fra vælgerne.

Matcher reformens nuværende virkelighed den oprindelige hensigt? Langtfra.

Hensigten var at eksperimentere med kortere kandidatuddannelser ved at reducere ti procent af pladserne. Men resultatet er, at mere end 30 procent af uddannelserne skal forkortes.

Hensigten var at tage "særligt hensyn til små fagområder," men nu står vi over for, at små uddannelser enten nedlægges eller sammenlægges under brede, generiske kategorier.

Et konkret eksempel er Aarhus Universitets planer om at sammenlægge Japanstudier, Kinastudier, Arabisk- og Islamstudier, Ruslandstudier, Brasilianske Studier samt Indien- og Sydasienstudier til en ny uddannelse kaldet 'Globale Studier.'

I lyset af, at det, der skulle have været et begrænset eksperiment med nye formater, nu har udviklet sig til et totaleksperiment uden solidt parlamentarisk fundament, bør forligspartierne trække deres støtte til reformen.

I stedet bør de vende tilbage til den oprindelige idé om at reformere universiteterne gennem kontrollerede eksperimenter.