Debat

Studerende: Delrapport om kandidater har en åbenbar konklusion – den politiske aftale skal genåbnes

Vigtige dele af rapporten om det nye kandidatlandskab stemmer ikke overens med virkeligheden. Rapporten har derfor en åbenlys konklusion: Den politiske aftale om fremtidens videregående uddannelser skal genåbnes, skriver Lauge Lunding Bach.

I de kommende år ved landets bachelorstuderende reelt ikke, om de ender med at bliver blandt de 23 procent, som må tage til takke med en forkortet etårig kandidat, skriver Lauge Lunding Bach.
I de kommende år ved landets bachelorstuderende reelt ikke, om de ender med at bliver blandt de 23 procent, som må tage til takke med en forkortet etårig kandidat, skriver Lauge Lunding Bach.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lauge Lunding Bach
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danske Studerendes Fællesråd er skuffede over delafrapportering fra Kandidatudvalget. Særligt bekymrende er det, at en vigtig komponent i aftalen slet ikke er afstemt med virkeligheden.

I den politiske aftale er målbilledet for fremtidens kandidatlandskab, at 70 procent kandidater optages på en toårig kandidat, som vi kender den, 20 procent på en erhvervskandidat og ti procent på en afkortet etårig kandidat.

Men aftalen har også en meget uheldig sammenkædning. Lykkes det ikke at få etableret attraktive erhvervskandidatuddannelser, skal endnu flere kandidatuddannelser halveres til at være etårige.

Ved læsning af rapporten ser man tydeligt, at sammenkædningen kommer i spil. I 2032 forventer universiteterne, at syv procent af kandidaterne er optaget på en erhvervskandidat. Det betyder, at det ikke bare er ti procent af kandidatuddannelserne, der skal halveres til at være etårige, men derimod hele 23 procent af alle kandidatuddannelser.

Det vil være ren roulette at fortsætte mod det kandidatlandskab, som rapporten tegner. 

Lauge Lunding Bach
Uddannelsespolitisk næstforperson, Danske Studerendes Fællesråd

I tal betyder det, at over 5.300 studerende hvert år må indstille sig på at deres kandidat bliver halveret fra to til et år. 

Kandidatreform opfylder ikke samfundets behov

Vi er overbeviste om, at det ikke er det kandidatlandskab som politikere, universiteter, erhvervsliv og studerende havde forestillet sig.

Erhvervslivet får slet ikke det antal erhvervskandidater, der er lagt op til. I stedet får de yderligere 3.000 kandidater, der kun har en etårig kandidat.

Universiteterne bliver begravet i studieomlægninger, når de på grund af sammenkædningen hvert eneste år skal lægge flere og flere kandidatuddannelser om til etårige.

For de studerende betyder det, at endnu flere får en halveret kandidatuddannelse, og for endnu flere bliver studievalget en lotto-kupon.

I de kommende år ved landets bachelorstuderende reelt ikke, om de ender med at bliver blandt de 23 procent, som må tage til takke med en forkortet etårig kandidat.

Læs også

Risikoen for A og B hold stiger

En etårig kandidatuddannelse er naturligvis ikke fagligt og fordybelsesmæssigt det samme som en toårig. Det anerkender Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I rapporten lægges der også op til, at de 5.300 ud af 24.000, som får deres kandidat beskåret, skal have en tilføjelse på deres titel, så det tydeligt fremgår, at de er blevet påtvunget en forkortet kandidatuddannelse.

Forslaget går på, at de får et "brevis" med i deres titel, altså eksempelvis cand.polit.brevis. Brevis betyder kort/forkortet, og de, der bliver brevis-kandidater, kommer i årevis til at være på et arbejdsmarked, hvor de er oppe imod dem, der nåede at tage uddannelsen, inden den blev forkortet.

Kandidatreformen har nogle af de samme træk som den kuldsejlede folkeskolereform. Alle de parter, den vedrører, er skeptiske.

Lauge Lunding Bach
Uddannelsespolitisk næstforperson, Danske Studerendes Fællesråd

Det øger risikoen for et A- og B-hold blandt kandidaterne med risiko for, at "brevis"-kandidaterne slet ikke er attraktive, når der i ansøgerbunken også ligger nogle, der fik deres kandidat, mens den stadig var toårig.

Delrapporten om det nye kandidatlandskab har i vores øjne en åbenbar konklusion. Den politiske aftale skal genåbnes.

Det vil være ren roulette med de videregående uddannelser og ungdommens fremtidsdrømme at fortsætte mod det kandidatlandskab, som rapporten tegner.

Den nuværende regering og en bred forligskreds vedtog for mindre end tre måneder siden en ny aftale om folkeskolen, som på lange stræk rullede folkeskolereformen fra 2013 tilbage.

Kandidatreformen har nogle af de samme træk som den kuldsejlede folkeskolereform. Alle de parter, den vedrører, er skeptiske. Universiteterne, underviserne, de studerende og erhvervslivet, der skal aftage de studerende. Så vi hejser det gule flag. Pas nu på med igen at lave en reform, der ikke virker.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lauge Lunding Bach

Uddannelsespolitisk næstforperson, Danske Studerendes Fællesråd

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024