Ny måling viser flertal for rigsfællesskabet, men politikere ser tegn på knas i forholdet

De fleste danskere vil stadig bevare rigsfællesskabet, viser ny måling. Men Grønland og Danmarks turbulente forhold sætter sit præg på målingerne, mener både grønlandske Aaja Chemnitz og SF.

Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) under Folketingets åbning i 2021.
Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) under Folketingets åbning i 2021.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Rasmus Raun Westh

61 procent af danskerne vil bevare rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland.

Det viser en ny meningsmåling, som Epinion har lavet for Altinget og DR.

Således svarer 30 procent, at rigsfællesskabet bør fortsætte som hidtil, mens 31 procent gerne ser det fortsætte med ændringer, der giver Grønland og Færøerne mere selvstyre.

Målingen viser dog et signifikant fald i sidstnævnte gruppe. Da Epinion stillede samme spørgsmål til danskerne i 2021, var der 37 procent, som gerne så, at Færøerne og Grønland fik mere selvstyre inden for rigsfælleskabet.

Altså et fald på seks procentpoint, hvilket er uden for den statistiske usikkerhed på 3,1 procent.


Aaja Chemnitz: Konflikterne slider

Spørger man det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA), har de mange historier om knas i forholdet mellem Grønland og Danmark sat sit præg på målingerne.

"Jeg synes, det er et markant fald i dem, der ønsker at se, at Grønland og Færøerne får større indflydelse. Jeg er ikke tvivl om, at de konflikthistorier, der har været mellem Grønland og Danmark, har slidt på rigsfællesskabet," siger hun.

"Det synes jeg, man skal være opmærksom på hjemme i Grønland," siger Aaja Chemnitz.

Hvem eller hvad hentyder du til hjemme i Grønland?

"Helt specifikt er det Pele Broberg, som har travlt med at tale konflikterne op," siger Aaja Chemnitz med henvisning til formanden for det grønlandske parti Naleraq. Han har senest markeret sig med et forslag om at forbyde dansk i Inatsisartut, Grønlands landsting.

Hun tilføjer dog også:

"Min kollega i Folketinget har måske også travlt med at se konflikterne i rigsfællesskabet," siger Aaja Chemnitz med en slet skjult henvisning til Folketingets andet grønlandske medlem, Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut).

Læs også

Aki-Matilda Høegh-Dam ryster kritik af sig

Siumut-politikeren Aki-Matilda Høegh-Dam tager ikke kritikken fra Aaja Chemnitz tungt.

"Er det ikke det, hun gør, når hun går til medierne i stedet for at bringe den problematik til mig," spørger Aki-Matilda Høegh-Dam.

"Jeg vil bare gerne understrege, at vores arbejde for Grønlands statsdannelse altid har handlet om at fremme den demokratiske ret og sikre, at den grønlandske befolkning kan bestemme over deres eget land, egen politik og egen fremtid," siger hun og fortsætter:

"Jeg ser ikke konflikten som det centrale – som det nu bliver påduttet mig af Aaja – men snarere som en naturlig del af en politisk diskussion, der handler om at finde en vej frem for Grønland," siger Aki-Matilda Høegh-Dam.

De to folketingsmedlemmers partier, Inuit Ataqatigiit og Siumut, sidder i regering sammen i Grønland, hvor der senest om et halvt år skal afholdes valg.

Hønge glad for opbakning

SF's grønlandsordfører, Karsten Hønge, glæder sig "først og fremmest" over de mange danskeres opbakning til rigsfællesskabet.

"Jeg er især glad for, at der er opbakning til at fortsætte den naturlige udvikling, med at Færøerne og Grønland bliver mere selvstændige," siger Karsten Hønge.

Han vurderer ikke, at de seks procent er et nævneværdigt stort fald. Det overrasker ham heller ikke, at fem procent flere end i 2021 svarer "ved ikke" til spørgsmålet om, hvordan de gerne ser rigsfællesskabet se ud i fremtiden.

"Jeg forstår godt, hvis folk bliver mere i tvivl, fordi der er en del turbulens om vores forhold," siger Karsten Hønge og nævner blandt andet Grønlands boykot af Nordisk Råd som eksempel.

Lidegaard: Det går kun én vej

Ligesom Karsten Hønge glæder den radikale grønlandsordfører, Martin Lidegaard – der også er partiformand og tidligere udenrigsminister – sig over støtten til rigsfællesskabet.

"Det glæder mig, at 61 procent bakker op om rigsfællesskabet. Det er klogt, for Danmark har utroligt stor nytte og gavn af det," siger Lidegaard.

"Men vi skal også indse, at lige så rivende en udvikling verden er i, lige så rivende en udvikling kommer rigsfællesskabet også til at være i. Og tendensen går i én retning, og det er, at vi kommer til at give mere selvstændighed til Grønland og Færøerne," siger han.

I den tendens er der også muligheder for Danmark, understreger Martin Lidegaard.

"Men vi skal være bevidste om, at vi skal holde sammen på det. Det må være det vigtigste mål i den verden, vi kigger ind i. Det kræver, at alle parter er komfortable og glade for at være der."

Altinget har kontaktet Pele Broberg for en kommentar til Aaja Chemnitz’ kritik, men han har ikke svaret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Aaja Chemnitz Driefer

MF (IA), formand, Arktiske Parlamentarikere
cand.scient.adm. (Ilisimatusarfik 2004)

Aki-Matilda Høegh-Dam

MF (Siumut)
ba.scient.pol.

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium
tømrer (Aarhus. 1983), journalist (DMJX 2013)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024