Seniorforsker om Houthi-angreb: Tiden er inde til at gentænke vores strategi i Det Røde Hav

Der er intet godt at sige om angrebenes konsekvenser – måske lige på nær fragtraterne, der set fra shippingindustriens perspektiv faktisk er fordoblet hen over perioden.

Den internationale respons

Årsagen til angrebene i Rødehavet er, ifølge houthierne, Israels ageren i Gaza. Deres talsperson Yahia Saree proklamerede således, at deres mål var fragtskibe med forbindelse til – eller ærinder i – Israel. Men som en del af den iranske modstandsakse må houthiernes motiv også findes i politiske ambitioner nationalt og regionalt.

Med kapringen af Galaxy Leader eskalerede, hvad der i det foregående årti var en lavspændingskonflikt imellem Houthi-bevægelsen og deres nabo, Saudi Arabien, men også med involvering af USA, Israel og Iran.

Angrebene fik på få uger internationale koalitioner til at etablere flere maritime sikkerhedsoperationer, hvortil den danske fregat Ivar Huitfeldt bidrog tidligere på året. Både USA og dennes allierede i Operation Prosperity Guardian, samt EU's Aspides-mission, patruljerer endnu her ti måneder efter kapringen af Galaxy Leader.

Hverken krigsskibe eller bomber ind i Yemen har hidtil ændret truslen imod den fri navigation.

Jessica Larsen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Den amerikansk-ledede mission består af en defensiv mission, Prosperity Guardian, og en offensiv mission, Poseidon Archer. Her forsøger amerikanerne og briterne at neutralisere militære mål inde i Yemen.

Dette fik ikke opbakning i FN's Sikkerhedsråd som en legitim respons, hverken juridisk eller politisk, da Sikkerhedsrådets medlemmer i januar 2024 forfattede en resolution om situationen i Rødehavet.

Nogle mente, at angreb på land var at tolke folkeretten omkring selvforsvar for langt i forhold til, hvad der udgør en umiddelbar trussel. Andre mente endvidere, at det ikke ville nytte at bombe et allerede krigshærget land.

Houthi-bevægelsen svarede da også igen ved at udvide deres israelske mål til nu at inkludere amerikanske og britiske skibe. Det har dog vist sig, at houthierne ikke er helt så stringente i deres måludvælgelse. Flere flagstater er blevet angrebet af houthiernes missiler, hvad end dette har været med overlæg eller ej.

Brug for et nyt mandat

Den internationale indsats har nedskudt adskillige missiler og droner siden december 2024. Uden at kunne kvantificere det nøjagtigt, har den offensive Operation Poseidon Archer neutraliseret væsentlige dele af houthiernes landbaserede våbenlagre og militære faciliteter.

Alligevel angriber houthierne ufortrødent handelsskibe i Rødehavet med så stor intensitet, at EU altså nu har bedt om flere krigsskibe. Houthierne er overordentligt modstandsdygtige. Det har de bevist i mindst et årti, hvor Saudi Arabien som sagt har ligget i konflikt med dem, og i lighed med USA, har sendt bomber ind over Yemen. Houthiernes kampgejst består.

Vi ved, at Houthi-bevægelsen modtager hjælp fra Iran i form af træning, økonomisk støtte, efterretninger og materiel. FN har kortlagt, hvordan våben smugles i land langs kysten i den houthi-kontrollerede del af Yemen. En lavthængende frugt er at stoppe denne indstrømning af våben.

De patruljerende krigsskibe giver os øjne på vandet og kunne reagere på våbensmuglingen, hvis de havde det rette mandat. Både i Det Europæiske Råd i Bruxelles og i de bidragende nationers hovedstæder kunne krigsskibenes politiske mandat udvides til at omfatte denne opgave.

FN's Sikkerhedsråd har allerede vedtaget en resolution omkring våbenembargo imod Houthi-bevægelsen.

Vi skal tænke langt bredere over, hvordan vi skaber fred og stabilitet.

Jessica Larsen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Løsningen er proaktiv

Men selv et udvidet mandat, der tillader krigsskibene at opbringe fartøjer mistænkt for at smugle våben ind i Yemen, er i den 'reaktive' ende af respons-skalaen. Den langsigtede og bæredygtige løsning ligger i en proaktiv respons, som vi endnu har til gode at se aktiveret, nemlig politisk dialog og diplomati.

Det er betændt at påpege, men Houthi-bevægelsens angreb i Rødehavet er viklet ind i regional politik i Mellemøsten, og når det ene adresseres, kan man med fordel have opmærksomhed på det andet som en aktiv del af opgaveløsningen.

Vi løser ikke nødvendigvis truslen imod skibstrafikken i Rødehavet ved at adressere Israel-Palæstina-konflikten. Og nej, sidstnævnte står naturligvis ikke til at blive løst lige med det første. Men at holde tingene adskilt, som tilfældet er nu, er at overse en vigtig kilde til spændingerne i Rødehavet, herunder også houthiernes angreb på skibstrafikken.

Hverken krigsskibe eller bomber ind i Yemen har hidtil ændret truslen imod den fri navigation. Vi skal tænke langt bredere over, hvordan vi skaber fred og stabilitet – i første omgang i Yemen, hvorfra truslen i Rødehavet udspringer.

Svært, men nødvendigt er en genoptagelse af de fredsforhandlinger, som pågik imellem Saudi Arabien og houthierne, og som indtil starten af 2023 var i en særdeles konstruktiv fase, men som kuldsejlede med houthiernes kapring af Galaxy Leader.

Lige så svært men nødvendigt er – igennem den diplomatiske værktøjskasse – en mere aktiv inddragelse af Iran, samt regionale aktører som Golfstaternes Samarbejdsråd og Den Arabiske Liga. For ikke at nævne Yemens (internationalt anerkendte) regering.

Som med alle trusler imod den maritime sikkerhed gælder det, at symptomet opleves til vands, alt imens løsningen skal findes til lands. Krigsskibe er vigtige, fordi de beskytter handelsskibene her og nu. Men de kan ikke stå alene, hvis endemålet er at skabe sikkerhed.