Verdenskendt historiker i ny bog: Vesten gjorde Putins imperieplaner mulige

For Willy Brandt, den daværende vesttyske udenrigsminister, var de forudsigelige alliancer en stor del af tillokkelsen ved projektet.

Han frygtede ikke at skulle se sit land blive afhængigt af Sovjetunionen. Tværtimod lagde han pres på sine forhandlere for at få dem til at gøre aftalen endnu mere omfattende. Det var primært af politiske grunde, da et gensidigt forpligtende økonomisk forhold efter hans opfattelse ville gøre en fremtidig militær konflikt utænkelig.

Da Brandt senere blev kansler, gjorde han sin Ostpolitik eller "østpolitik" til en af hovedsøjlerne i efterkrigstidens tyske udenrigspolitik.

De følgende år kom rørledningerne til at udgøre en fysisk forbindelse mellem Moskva og Bonn samt med tiden også Berlin, Rom, Amsterdam, Helsinki og adskillige andre europæiske byer. Også efter Sovjetunionens  opløsning  og  Tysklands  genforening  i 1990/1991 forblev de centrale i tysk udenrigspolitik.

Sideløbende hermed blev den tyske Ostpolitik ydermere en forandringsteori, der ikke blot kunne begrunde demokratiers muligheder for at handle med autokratier, men også deres muligheder for langsomt og raffineret at ændre dem.

I 1963 beskrev Brandts mangeårige rådgiver Egon Bahr tanken i en berømt tale, hvor han døbte den Wandel durch Annäherung – forandring gennem tilnærmelse. Hvis Vesten kunne skrue ned for konfrontationen, tage kontakt til regimet i Østtyskland og tilbyde handel i stedet for boykotter, hævdede han, ville en "slækkelse af grænserne" også kunne komme på tale.

Siden den bolsjevikiske revolution havde Kreml haft som et af sine erklærede udenrigspolitiske mål at undergrave de europæiske demokratier.

Anne Applebaum

Bahr opfordrede aldrig til boykot eller sanktioner mod Østtyskland og bragte kun sjældent politiske fanger på bane, uanset at han udmærket var klar over deres eksistens, for Vesttyskland betalte jævnligt for at få løsladt systemkritikere fra østtyske fængsler og brugte indtil 1989 over tre milliarder D-mark på denne særegne form for menneskehandel.

I stedet for at tale åbent om fanger eller menneskerettigheder undgik Bahr emnet gennem det, forfatteren Timothy Garton Ash har kaldt "upræcis patos".

Ikke alle var lige overbevist af aftalerne om rørledningerne. Richard Nixon forblev af den opfattelse, at Sovjetunionens egentlige formål med at forhandle og føre drøftelser med Brandt og Bahr var, med Nixons egen formulering, "at drive en kile ned mellem Tyskland og Nato".

Jimmy Carter, der ønskede at give menneskerettigheder højere prioritet end handel, brød sig så lidt om Ostpolitik, at han indførte boykot mod salg af visse former for amerikansk rørlægningsteknologi til Tyskland, efter at Sovjetunionen i 1978 havde fængslet de to dissidenter Aleksandr Ginzburg og Natan Sjaranskij.

Helmut Schmidt, den daværende tyske kansler, kaldte rasende Carter en "idealistisk prædikant" uden kendskab til Rusland.

Reagan-regeringen gik endnu videre og underkastede i 1981 efter indførelsen af undtagelsestilstand i Polen visse former for rørlægningsudstyr eksportkontrol, forhindrede amerikanske firmaer i at deltage i arbejdet med rørledningen og forbød udenlandske firmaer med forbindelse til projektet at handle med USA, hvilket dengang alt sammen blev anset for radikale skridt.

Nixon, Carter og Reagan var hverken drevet af foragt eller ren og skær økonomisk egeninteresse, men snarere af skepsis over for de politiske konsekvenser af at handle med et autokrati. Selvom Tyskland var hovedentreprenør, kom gassen mange lande til gode og kunne i teorien gøre hele kontinentet afhængigt af Sovjetunionens velvilje.

Kunne rørledningerne benyttes til afpresning? Reagans forsvarsminister, Caspar Weinberger, gav højlydt udtryk for sin bekymring over behovet for at begrænse "Sovjetunionens økonomiske greb om Vesten".

Bag uenigheden lå også et mere omfattende moralsk og politisk spørgsmål: Var handel mellem Øst og Vest med til at gøre Sovjetstaten og dens imperium rigere og stærkere?

Lige siden den bolsjevikiske revolution havde Kreml haft som et af sine erklærede udenrigspolitiske mål at undergrave de europæiske demokratier. I 1970'erne og 1980'erne støttede USSR terrorgrupper i Vesttyskland og Italien, bistod ekstremistbevægelser overalt i Europa og den øvrige verden samt undertrykte politisk modstand i Østeuropa, herunder Østtyskland.

Ikke desto mindre blev gassen ved med at strømme mod vest og den vestlige valuta ved med at strømme mod øst, hvorved Moskva fik midler til at opretholde den selvsamme Røde Hær, som Nato skulle være parat til at kæmpe imod, og det selvsamme KGB, som de vestlige sikkerhedstjenester konkurrerede med.

Hvis handlen gjorde Moskva stærkere, var den så i virkeligheden til nogen nytte? Hvad var de skjulte omkostninger?

Så længe Sovjetunionen eksisterede, blev dette paradoks i amerikansk og europæisk politik aldrig for alvor løst, ligesom det også efter USSR's sammenbrud forblev uløst.

I 1990'erne, hvor de fleste forventede at skulle drage fordel af den nye fredsdividende og resten af tiden tale om tv-programmer, drøftede man stort set aldrig skjulte omkostninger ved noget som helst. I 1989 offentliggjorde Francis Fukuyama sit essay "End of History?" i National Interest, der dog i vidt omfang blev misforstået som et manifest for naiv, alt-er-godt-i-den-bedste-af-alle-verdener-jubel.

Det liberale demokrati vil sejre, før eller siden vil alle gerne have det, og det kræver ikke nogen særlig indsats at reklamere for det, man skal bare være tålmodig, så skal fordelene ved handel og globalisering nok på magisk vis sætte sig igennem.

Reelt var Fukuyamas argumentation imidlertid en hel del mere nuanceret end som så, men den forenklede udgave blev populær af den simple grund, at folk gerne ville have den til at være sand.

Og intet under – tanken om noget forudbestemt og sågar uundgåeligt ved det liberale demokrati var stærkt tillokkende. Den gjorde det muligt for indbyggerne i demokratier at føle sig dydige som følge af allerede at bo i det ideelle samfund. Den fik også de forretningsmænd og bankfolk, der lige var begyndt også at investere i Kina og den postsovjetiske verden, til at føle sig bedre tilpas.

Hvis de gamle moralske dilemmaer i forbindelse med at investere i autokratier ikke længere fandtes, behøvede de heller ikke gøre noget særligt for at retfærdiggøre deres adfærd.

Nogenlunde samtidig ændrede Bahrs gamle formulering Wandel durch Annäherung – forandring gennem tilnærmelse – sig til Wandel durch Handel – forandring gennem handel. Ikke blot lød det rimede slagord bedre på tysk, men det afspejlede også virkeligheden.

Handel mellem efterkrigstidens demokratier i Vesteuropa havde i form af det stadig mere integrerede fællesmarked vitterlig ført til fred og velstand. Efter 1990 håbede mange derfor på, at handel også ville komme til at berige kontinentets østlige halvdel og bringe den både politisk og kulturelt tættere på den vestlige. Slagordet Wandel durch Handel blev populært, fordi det var velegnet til erhvervslivet, men også fordi det var udtryk for almindelige menneskers konkrete oplevelser.

Intet land er dømt til at være autokratisk altid, lige så lidt som noget land er garanteret at kunne forblive et demokrati.

Anne Applebaum

Virkningen af at handle begyndte at blive omgærdet med en sådan overbevisning, at nogle hurtigt glemte den mere hårdhudede politik, der også havde medvirket til Europas genforening.

Da Berlin i 2014 markerede femogtyveåret for Berlinmurens fald, deltog jeg i den officielle fejring under ledelse af Tysklands daværende kansler, Angela Merkel. Mikhail Gorbatjov var til stede som en form for sejrstrofæ, og det samme var Lech Wałęsa.

Men præsident George H.W. Bush, som rent faktisk havde været med til at udvirke Sovjetunionens fald og opløsningen af det sovjetiske imperium, blev stort set ikke nævnt. Ej heller var de amerikanske tropper, der gennem adskillige årtier havde været med til at afværge sovjetiske angreb og haft – og stadig har – baser i Tyskland, genstand for nogen større opmærksomhed. Vold, soldater, hære og frem for alt atomvåben var blevet skrevet ud af historien.

Efter tyskernes opfattelse var deres land blevet genforenet gennem handel og demokrati. De var også af den opfattelse, at handel og diplomati med tiden ville bidrage til at normalisere forholdet mellem Rusland og Europa.

På samme tid og af tilsvarende grunde nåede mange amerikanere og europæere frem til, at handel også ville bringe harmoni til Stillehavsregionen, nemlig ved at integrere Kina i den demokratiske verden.

De havde noget at have deres forhåbninger i, for på det tidspunkt kæmpede flere forskellige fraktioner om magten i Kina, heriblandt nogle med ønske om liberale reformer. Som forskeren Julian Gewirtz for nylig har skrevet, havde kinesiske økonomer i den pågældende periode overraskende alsidig kontakt med vestlige økonomer og gjorde brug af såvel deres analyser af markeder og handel som deres opfattelse af  sammenhængen mellem økonomisk vækst og politisk system. Også for mange kinesere så et mere liberalt, hvis ikke ligefrem demokratisk, Kina ud til at være inden for rækkevidde.

Set i tilbageblik er det ikke desto mindre påfaldende, hvor hurtigt mange vestlige analytikere og ledere på tværs af det politiske spektrum kastede sig over det mest optimistisk tænkelige scenarie.

Så tidligt som i 1984, hvor Deng Xiaopings reformer kun havde været i gang i få år, besøgte Ronald Reagan Kina og erklærede i en glad, optimististisk og forhåbningsfuld tale, at "begge sider har meget at vinde ved udvidede muligheder inden for handel og erhvervsliv og kulturelt samkvem".

Han var overbevist om at have set tegn på dybtgående forandringer: "Den første indsprøjtning af tanken om et frit marked har allerede givet Kinas økonomi nyt liv. Den har også, tror jeg, bidraget til den kinesiske befolknings lykke og beredt vejen for et mere retfærdigt samfund".

Over ti år senere erklærede præsident Bill Clinton, der var fra en anden generation og en anden politisk lejr, at "voksende  gensidige  forpligtelser vil have en frigørende virkning på Kina (…) computere og internettet, telefaxer og kopimaskiner, modemmer og satellitter er alt sammen med til at øge synligheden af mennesker, tanker og verden uden for Kinas grænser".

Da han i 2000 argumenterede for at optage Kina i Verdenshandelsorganisationen, talte han endnu mere ihærdigt for sin sag. "For mig at se er det ikke muligt at vælge mellem økonomiske rettigheder og menneskerettigheder, mellem økonomisk sikkerhed og national sikkerhed," forklarede han sine tilhørere på Johns Hopkins School of Advanced International Studies. I udskriften kan man også følge publikums reaktioner.

Der er jo ingen tvivl om, at Kina har forsøgt at slå ned på internettet. (Klukken.)

Held og lykke med det! (Latter.)

Det er som at sømme budding fast til en væg. (Latter.)

Set i tilbageblik forekommer Clintons optimisme lettere utrolig. "I vidensøkonomien," sagde han, "vil økonomisk nytænkning uvægerligt gå hånd i hånd med politisk frigørelse, hvad enten man kan lide det eller ej." Der var også bred opbakning til en sådan optimisme.

I 2008 skrev Gerhard Schröder, daværende tysk kansler og nogenlunde jævnaldrende med Clinton, en artikel med overskriften 'Hvorfor vi har brug for Beijing', hvor han hyldede angivelige tegn på "fremskridt på Kinas vej mod et forfatningsbaseret, retfærdigt, og en dag også, er jeg sikker på, demokratisk samfund," og opfordrede Tyskland til at "føre en tillidsfuld og ligeværdig dialog med landet for derigennem at lade principperne for et retssamfund, for frihed og for enden af udviklingen også demokratiet sejre".

Der fandtes dog også skeptikere.

En bred koalition af politikere og fagforeningsledere forsøgte at hindre Kinas optagelse i Verdenshandelsorganisationen af frygt for den mulige betydning for vestlige arbejdere. Andre var slet og ret i tvivl om, hvorvidt forholdet ville kunne leve op til sine løfter.

Chris Patten, den sidste britiske guvernør i Hongkong, har kaldt det "vanvittigt" af Storbritannien at forestille sig, at et mere velstående Kina automatisk også ville blive demokratisk. Men i alle drøftelserne i 1990'erne om Kina og Rusland og på trods af alle diskussionerne om de åbne grænsers mulige økonomiske indvirkning på de vestlige markeder talte stort set ingen om den politiske indvirkning på de vestlige demokratier.

Kleptokrati og autokrati går hånd i hånd.

Anne Applebaum

Alle gik uden videre ud fra, at i en mere åben og indbyrdes forbundet verden ville demokrati og liberalt tankegods brede sig til de autokratiske stater.

At det i stedet ville blive autokrati og illiberale holdninger, der bredte sig til den demokratiske verden, var ingen i stand til at forestille sig.

Autokrati er et politisk system, en måde at strukturere et samfund på, en måde at organisere magt på. Det er ikke noget naturgivent. Det frembringes ikke nødvendigvis af bestemte kulturer, sprog eller religioner. Intet land er dømt til at være autokratisk altid, lige så lidt som noget land er garanteret at kunne forblive et demokrati. Politiske systemer ændrer sig. I slutningen af 1980'erne, under eksplosionen af offentlig samtale og debat kendt som glasnost, troede mange russere også på, at Rusland kunne ændre sig.

Og ikke blot det: Mange russere troede dengang også på, at deres land stod foran en historisk forvandling i positiv retning, måske endda ligefrem en forvandling i retning af at blive et liberalt demokrati. Ifølge avisen Izvestija, den sovjetiske regerings traditionelle talerør, var "de forkuede og svækkede tanker om demokrati og frihed atter begyndt at vinde frem".

Fysikeren og systemkritikeren Andrej Sakharov talte om "genfødslen" af det sovjetiske samfund på et nyt moralsk grundlag. Efter hans opfattelse var det muligt at bandlyse "korrumperende løgne, tavshed og hykleri" for altid.

Synspunktet trivedes heller ikke kun blandt eliten.

I 1989 viste meningsmålinger fra hele USSR ingen tegn på nogen dybtliggende bagstræberisk længsel efter diktatur. Tværtimod erklærede ni ud af ti adspurgte det vigtigt for borgerne at kunne "udtrykke sig frit". De satte også handling bag ordene, for i slutningen af 1980'erne diskuterede indbyggerne i Sovjetunionen alt. Jeg kan huske at have set små grupper samles i offentlige parker og diskutere og debattere. Alle havde en fornemmelse af, at der var ved at ske noget skelsættende, og nogle troede på, at det ville være til det bedre.

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 begyndte tanken om Wandel durch Handel – forandring gennem handel – også at vinde udbredelse i Rusland.

Efter reformtilhængernes opfattelse ville et dybtgående og hurtigt engagement i verden udenfor kunne bidrage til opgøret med det dysfunktionelle gamle system og dets centrale planlægning til fordel for skabelsen af såvel en ny økonomisk som en ny politisk orden.

"Jeg var fuldstændig sikker på, at det ville lykkes os," sagde den russiske økonom Jegor Gajdar, der var fortaler for politisk "chokbehandling". "Jeg var fuldstændig sikker på, at der ikke er nogen anden vej, og fuldstændig sikker på, at en udskydelse ville være selvmord for landet." Andre havde imidlertid andre planer.

En af dem var Vladimir Putin.

I en kort dokumentar fra februar 1992 gjorde Putin, der på det tidspunkt var viceborgmester i Sankt Petersborg, sig også til fortaler for små virksomheder. "Iværksætterklassen bør være grundlaget for velstanden i vores samfund generelt," erklærede han. Med tilsyneladende oprigtig overbevisning opmuntrede  han vestlige partnere til at investere i russisk industri.

Et par årtier senere fortalte instruktøren af  dokumentaren, Igor Sjadkhan, journalisten Catherine Belton, at Putin "virkelig overbeviste mig". Ifølge Sjadkhan fremstod han som en mand "med vilje til at bringe landet fremad, til virkelig at gøre noget".

Efter at være blevet præsident bragte Putin også ganske rigtigt landet i en ny retning. Ligesom de liberale økonomer var han opsat på at reformere det sovjetøkonomiske system og håbede på at se Rusland blive rigt. Han fastholdt imidlertid også et nostalgisk forhold til Sovjetimperiet, hvis sammenbrud han kaldte en "storpolitisk katastrofe", og var så afgjort ikke indstillet på at genoplive sovjetsamfundet på et nyt moralsk grundlag.

Karen Dawisha, der skrev en af de første bøger med en detaljeret gennemgang af Putins politiske projekt, konstaterede, at mange fejlagtigt beskrev Rusland i 1990'erne som "et spirende demokratisk system, der blev holdt tilbage af historien, tilfældige autokrater, folkelig træghed, bureaukratisk inkompetence og Vestens dårlige råd".

Den sande historie om årtiet var en ganske anden: "Lige fra begyndelsen gik Putin og hans kreds efter at etablere et autoritært regime styret af en tæt klike (…) hvor man mere brugte demokrati til pynt end som pejlemærke".

Den stat, der endte med at stå frem i midten af det 21. århundredes første årti, var ikke længere en supermagt. Rusland havde imidlertid bevaret meget af sin indflydelse og var i højere grad forbillede og inspirationskilde for mange andre moderne diktaturer, end mange på det tidspunkt forstod. Putins Rusland var ikke en gammeldags totalitærstat af den isolerede og autarkiske type. Men det var heller ikke et fattigt diktatur, der i et og alt var afhængigt af udenlandsk bistand. Tværtimod var det udtryk for noget nyt, nemlig et gennemført autokratisk kleptokrati, en mafiastat, der alene blev udviklet og forvaltet med henblik på at berige sine ledere.

Da Putin blev præsident, var han efterhånden velbevandret i de vestlige demokratiers dobbeltmoral.

Anne Applebaum

Projektet blev sat i værk langt tidligere, end de fleste bemærkede. Det første svage glimt af tanken viste sig antagelig i KGB's hovedkvarter i Dresden, hvor Putin var udstationeret i 1980'erne, og hvor grupper fra KGB og Stasi allerede var i gang med at opbygge deres netværk af spioner, sikre adresser og hemmelige bankkonti.

De var heller ikke alene om det, for russisk "kapitalisme" blev lige fra begyndelsen udviklet med henblik på at gavne en inderkreds med sans for at udføre penge og skjule dem i andre lande. Man blev ikke rig af at bygge en bedre musefælde. Man blev det takket være de fordele, man blev tildelt af eller stjal fra staten. Det var dem, der for alvor nød godt af systemet – de oligarker, hvis formuer afhang af deres politiske forbindelser.

Da Sjadkhan i 1992 interviewede den senere russiske præsident, var Putin allerede leder og antagelig også den primært begunstigede af en plan om at stjæle penge fra Sankt Petersborg. Hans oprindelige svindelnummer er efterhånden blevet efterforsket og beskrevet adskillige gange – første gang i Rusland af myndighederne i Sankt Petersborg og siden uden for Rusland af Dawisha, Belton, Masha Gessen med flere – og var i og for sig ret enkelt.

I sin rolle som viceborgmester udstedte Putin eksporttilladelser for råmaterialer som for eksempel diesel, cement og kunstgødning. Forsendelserne, som blev indkøbt til lave statspriser i Rusland, skulle så sælges til høje priser i udlandet for at give mulighed for at kunne købe mad. Varerne blev ganske rigtigt også solgt, hvorefter pengene imidlertid forsvandt ind på bankkonti tilhørende en lyssky gruppe firmaer, der var ejet af Putins venner og kolleger.

Mere komplicerede planer fulgte hurtigt efter. De indbefattede ejendomme i Rusland, skuffeselskaber i Spanien, russisk-finske joint ventures, tyske stråmænd og bankkonti i mange forskellige lande, heriblandt antagelig konti oprettet flere år tidligere. Ligesom i forbindelse med madsvindlen i Sankt Petersborg er historien om disse investeringer og planer blevet fortalt før. Men normalt plejer hovedvægten at ligge på de russiske involverede og de russiske ofre.

Her vil jeg gerne henlede opmærksomheden på et aspekt af Putins vej til magten, som til gengæld ikke så tit omtales, nemlig betydningen af de lovlige vestlige institutioner, firmaer, advokater og politikere, som gjorde hans planer mulige, nød godt af dem eller var med til at holde dem skjult.

Viceborgmesteren i Sankt Petersborg tjente penge, fordi vestlige firmaer købte eksportvarerne, fordi vestlige politikere ikke lod sig gå på af de dårlige kontrakter, og fordi vestlige banker var forunderligt lidt nysgerrige over for de nye pengestrømme, der løb ind på deres konti.

Det samme gjaldt en anden berømt plan, ligeledes fra 1992, hvor Putin og en gruppe kolleger og samarbejdspartnere fra Rusland, Tyskland og Liechtenstein indregistrerede St. Petersburg Real Estate Holding Company i Frankfurt.

I 1998 gik firmaet på børsen i Frankfurt med Putin som medlem af det rådgivende udvalg. I 1999 offentliggjorde det tyske efterretningsvæsen en rapport med påstand om, at firmaet både hvidvaskede russiske penge og udenlandske narkopenge. I 2000, umiddelbart efter Putins indsættelse som præsident i Rusland, blev en af hans oprindelige partnere, Rudolf Ritter, arresteret af politiet i Liechtenstein. Derefter tabte efterforskningen dog tilsyneladende pusten. Først i 2003 ransagede politiet langt om længe de syvogtyve kontorer og banker med forbindelse til St. Petersburg Real Estate Holding Company i Tyskland. Der blev aldrig rejst nogen form for tiltale mod Putin.

Fra først til sidst i hele denne historie spillede vestlig medvirken en afgørende rolle.

Blandt mange andre krævede hvidvaskoperationen også deltagelse af Ritter, der tilfældigvis var bror til økonomiministeren i Liechtenstein, af de andre partnere i Tyskland og Liechtenstein plus deres advokater og revisorer, af personalet på børsen i Frankfurt og sågar af den tyske kansler, Gerhard Schröder – der også havde været stensikker på, at handel ville føre til politisk forandring i Kina. Efter sigende sørgede Schröder (selv om han senere benægtede det) af hensyn til fred, fremgang og Wandel durch Handel også for at holde Putin underrettet om efterforskningen.

Det politiske system, der endte med at blive Putins Rusland, var et produkt af to verdener – på den ene side miljøet omkring KGB med dets omfattende erfaring inden for hvidvask af penge som følge af mange års støtte til terrorister og passive agenter, og på den anden side den lige så kyniske og amoralske internationale finansverden. Nøjagtig samtidig med at politiske ledere i Vesten talte om "demokrati" og "retsstat" i Rusland, bidrog vestlige firmaer og finansinstitutioner til at opbygge autokrati og lovløshed og endda ikke kun i Rusland.

Forud for den britiske overdragelse af Hongkong til Kina var visse britiske og andre udenlandske forretningsmænd knap så begejstrede for udsigten til demokratiske reformer i kolonien af den grund, at de selv håbede på at etablere forbindelser til det nye regime. Ifølge Chris Patten havde endog visse britiske embedsmænd det på samme måde.

Da Putin blev præsident, var han efterhånden velbevandret i de vestlige demokratiers dobbeltmoral, forstået som at prædike liberale værdier hjemme, men med største fornøjelse bidrage til at opbygge illiberale regimer alle mulige andre steder. Gennem sine første ti år i embedet gjorde han selv nøjagtig det samme og betjente sig af slagord om demokrati, alt imens han opbyggede et kommende diktatur. I 2000 erklærede han i en tale til nationen, at "kun en demokratisk stat er i stand til at sikre balancen mellem den enkeltes interesser og samfundets, til at kombinere privat initiativ med nationale mål". I 2002 sagde han, at det for en demokratisk stat er nødvendigt med ”et retssamfund, frie valg og stor vægt på menneskerettigheder”.

Men selv om Rusland var anlagt til at ligne et demokrati, eller til i hvert fald at ligne et demokrati tilstrækkeligt til at narre udenlandske investorer, var der ingen uventede sejrherrer i russiske valg af den simple grund, at der ikke var nogen uventede kandidater.

Illusionen af at have noget at vælge imellem blev omhyggeligt opretholdt ved at lancere modstandere, som var godkendt af  regimet uden nogen sinde at ville kunne true tingenes tilstand. Ægte modstandere af Kreml blev til gengæld tævet under demonstrationer, fængslet, forfulgt og svinet til. I 2013 fik Aleksej Navalnyj, der senere skulle blive Putins mest markante kritiker, lov til at stille op til borgmesterposten i Moskva for på den måde dog at give valgkampen et skær af legitimitet, men fik for stor opbakning. I løbet af valgkampen blev han dømt på falske anklager om korruption og umiddelbart efter sat i husarrest.

Det politiske system, der endte med at blive Putins Rusland, var et produkt af to verdener.

Anne Applebaum

Den russiske kapitalisme var ikke spor anderledes. Banker lignede banker uden at være det og var lige så tit hvidvaskoperationer. Firmaer lignede firmaer, men kunne også sagtens blot være facader eller redskaber for de meget velhavende til at lirke aktiver ud af staten med.

Selv for reelle firmaer havde markedet sine grænser, for hvis Kreml besluttede at knuse et firma, kunne man gøre det og gjorde det til tider også.

I 2004 blev Mikhail Khodorkovskij, der var bestyrelsesformand for olieselskabet Yukos og på det tidspunkt Ruslands rigeste mand, arresteret og idømt fængsel. De næste ti år måtte Khodorkovskij tilbringe i en arbejdslejr. Yukos gik konkurs og blev solgt på auktion til en hidtil ukendt opkøber, hvis firma delte adresse med en mobiltelefonbutik i byen Tver nordvest for Moskva. Et par dage efter solgte det mystiske firma Yukos videre til olieselskabet Rosneft, hvis hovedaktionær var den russiske stat. Den administrerende direktør i Rosneft var også Putins vicestabschef.

Hen ad vejen blev Rosneft udbudt på børsen i London med støtte fra nogle af finansverdenens førende navne. Da næsten tre fjerdedele af Rosnefts værdi på 80 milliarder dollar var baseret på stjålne aktiver, var ABN AMRO Rothschild, Dresdner Kleinwort Wasserstein, J.P. Morgan og Morgan Stanley – sammen med Linklaters (Rosnefts advokater) og Ernst & Young (Rosnefts revisorer) – nødt til at forklare omstændighederne helt tydeligt. "Kriminalitet og korruption kan komme til at skabe et vanskeligt erhvervsklima i Rusland," konstaterede prospektet.

Hvis nogen skulle være i tvivl om ejerforholdene i forbindelse med firmaet, fastslog prospektet, at hovedparten af firmaet ville forblive kontrolleret af repræsentanter for regeringen, "hvis interesser muligvis ikke er sammenfaldende med andre aktionærers (…) og muligvis vil få Rosneft til at benytte en forretningspraksis, der ikke er optimal for aktionærerne". Ikke desto mindre hævdedes de pågældende firmaer at have tjent over 100 millioner dollar på salget.

På trods af at være blevet advaret købte investorerne i London løs af aktierne alligevel. I juli 2006, kort tid efter salget, mødtes G8 – den oprindelige G7-gruppe bestående af verdens syv rigeste demokratier samt Rusland – i et overdådigt renoveret palads fra zartiden lige uden for Sankt Petersborg. Putin var vært. Ved en pressekonference under topmødet erklærede han, at hans indsats i et og alt var rettet mod at gøre "demokratiseringsprocessen og etableringen af en markedsøkonomi i Den Russiske Føderation irreversibel. Den er også rettet mod at etablere de nødvendige betingelser for, at det russiske folk kan foretage frie valg".

Putin vidste selvfølgelig godt, at det ikke passede. De tilstedeværende journalister må også have vidst, at det ikke passede, og de andre præsidenter og premierministre til topmødet har højst sandsynligt ligeledes vidst det. Alligevel var der kun få, der kom med indvendinger, og det skete ikke mindst af den grund, at så mange indbyggere i den demokratiske verden selv nød godt af at acceptere den illusion.

I 2010 opstod der problemer på stålværket i byen Warren i Ohio i det amerikanske rustbælte, som senere ved hele to lejligheder skulle komme til at stemme på Donald Trump.

Et kølepanel sprang læk, og den ansvarlige for smelteovnen opdagede ikke lækken i tide med det resultat, at vandet ramte smeltet stål og udløste en eksplosion, der sendte arbejdere på hospitalet med brandsår og andre skader. Et år efter førte en ny eksplosion til yderligere ødelæggelser. Forbundsmyndighedernes efterforskning afslørede talrige sikkerhedsbrist. "De blev bare ved med at spare," udtalte en af de ansatte. "De kørte med minimal bemanding. De nægtede at ansætte flere". Et par år efter ophørte fabrikken med at være aktiv. I januar 2016 lukkede den endegyldigt. Omkring to hundrede mennesker mistede deres arbejde.

Sådan her beskrev Casey Michel, forfatteren til American Kleptocracy, i 2021 stålværket i Warren:

"Store huller i beklædningen med gul og blå maling i flager uden på rustpletter og mudder. Tomme grunde og manglende vinduer, skrammede skabe og rodede kontorer overalt – om de er blevet ødelagt af hærværksmænd eller tidligere ansatte, er ikke til at sige. Fabrikken ligner noget fra en fremtidsdystopi – eller noget fra visse dele af den tidligere Sovjetunion."

Michel valgte sine ord med omhu, for fabrikken var faktisk "noget fra visse dele af den tidligere Sovjetunion".

Da Warren Steel lukkede, var værket ejet af den ukrainske oligark Ihor Kolomojskyj, der havde tjent sin formue i den periode, hvor Ukraine i lighed med meget af den øvrige postsovjetiske verden fulgte samme vej som Rusland mod diktatur og kleptokrati. Ifølge det amerikanske justitsministerium købte Kolomojskyj værket og andre ejendomme i Midtvesten til en værdi af flere hundrede millioner dollar som del af en hvidvaskoperation med forbindelser til bedrageri af forbrugerbanken PrivatBank i Ukraine. Oligarken har antagelig haft brug for at flytte illegalt tjente penge over i noget "rigtigt" for på den måde at skjule deres oprindelse (og måske for at kunne bruge dem som sikkerhed for legitime lån). Kolomojskyj har muligvis også håbet på, at byerne og fabrikkerne i det amerikanske rustbælte var så desperat pressede, at man var villig til at se stort på, hvor hans penge kom fra.

Han kan meget vel have haft ret.

I mange år behøvede amerikanske ejendomsmæglere ikke at kontrollere kilderne til deres klienters midler på samme måde som bankfolk og andre erhvervsdrivende. Det har længe både i USA og i mange europæiske lande været muligt at købe fast ejendom anonymt, det vil sige gennem skuffeselskaber. En ud af fem lejligheder i bygninger ejet af eller navngivet efter Trump er ejet anonymt, for nu blot at tage et enkelt relevant eksempel. Ikke alle disse mystiske ejere er nødvendigvis beskæftiget med hvidvask, men hvis de skulle være det, får vi det aldrig at vide. Mindst tretten personer, som hævdes eller er dokumenteret at have forbindelse til den russiske mafia, vides at have ejet eller drevet forretning fra lejligheder i ejendomme navngivet efter Trump. Men selv mens han var præsident i USA, blev firmaer med mystiske ejere ved med at købe sig ind i Trumps bygninger, og hvis det var en form for kampagnebidrag, får vi det aldrig at vide.

For at kunne holde sig ved magten er moderne autokrater nødt til at kunne tage penge og gemme dem af vejen uden at blive besværet af politiske institutioner.

Anne Applebaum

Under Kolomojskyjs ti år lange indkøbsturné fra 2006 til 2016 opkøbte firmaer med forbindelse til ham en håndfuld stålværker, fire kontorbygninger, et hotel og konferencecenter i Cleveland, en kontorpark i Dallas og en nedlagt Motorola-fabrik uden for Chicago.

De færreste af de mennesker, der boede eller arbejdede i de pågældende ejendomme, ville imidlertid have haft nogen anelse om, hvem han var, eller at pengene oprindelig stammede fra PrivatBank, for pengene til opkøbene kom til Midtvesten via skuffeselskaber på Cypern, Jomfruøerne og i Delaware med hjælp fra Deutsche Banks amerikanske afdeling og ad den samme type rute, som russiske, kasakhiske, aserbajdsjanske, kinesiske, angolanske og venezuelanske penge følger på deres vej fra kleptokratiske autokratier ud mod markeder og finansinstitutioner i Nordamerika og Europa.

Kolomojskyj, som nægter at have foretaget sig noget som helst ulovligt (og ved ukrainske og europæiske domstole stadig prøver at forhindre nationaliseringen af PrivatBank), er næppe et kendt navn i Cleveland.

Sandt at sige blev hans plan heller ikke spoleret af nogen form  for  amerikansk  efterforskning, men af Euromajdan-revolutionen i Ukraine i 2014 – de samme demonstrationer, som overbeviste Ukraines prorussiske præsident, Viktor Janukovitj, om, at han hellere måtte forlade landet. Demonstranterne på den centrale plads i Kyiv krævede både demokrati og ophør af den omfattende korruption, der havde lagt sig over deres land.

De to senere ukrainske præsidenter, Petro Porosjenko og Volodymyr Zelenskyj, har begge forsøgt at få Ukraine i en anden retning, blandt andet ved at efterforske PrivatBank. Men hvor deres indsats har været genstand for ganske megen opmærksomhed og berettiget kritik, gælder det samme ikke de amerikanere, der spillede en rolle i Kolomojskyjs eventyr i USA.

Tværtimod tager amerikanere i forbindelse med at fordømme russisk, ukrainsk  eller postsovjetisk korruption sjældent højde for den betydning, deres egne landsmænd har haft eller stadig har for at gøre den mulig.

Chaim Schochet fra Miami var treogtyve, da han begyndte at købe fast ejendom i Cleveland på vegne af Kolomojskyj. Mordechai Korf, en anden erhvervsmand fra Miami, blev administrerende direktør for firmaet Optima Specialty Steel, der ejede industriejendomme i USA indkøbt for Kolomojskyjs penge. Både Korf og Schochet benyttede sig af en amerikansk advokat, Marc Kasowitz, der blandt andre juridiske slagsmål ligeledes repræsenterede Donald Trump under efterforskningen af hans russiske forbindelser. Kasowitz erklærede på Korfs og Schochets vegne, at de ikke havde kendskab til nogen form for ulovlige aktiviteter fra Kolomojskyjs side.

Det tog lang tid at afdække deres angivelige plan, til dels fordi mange af deres investeringer ikke giver nogen mening, hvis man er vant til at opkøbe ejendomme med henblik på at forvalte dem godt og tjene penge. Deres plan giver ligesom Trumps salg til mystiske kunder udelukkende mening inden for det internationale kleptokratis hemmelige verden, som er et parallelunivers med regler så åbenlyst forskellige fra den normale økonomi, at iagttagere har opfundet særlige betegnelser for den. Den britiske journalist Oliver Bullough har døbt universet 'Moneyland', hvilket også er titlen på hans bog fra 2019. Graverjournalisten Tom Burgis fra Financial Times har kaldt det 'Kleptopia', titlen på hans bog fra 2020.

Sammen med andre har de igen og igen påpeget, at området er skabt i fællesskab af den autokratiske verden og det internationale finansmiljø, og at det er meget stort og rigt. Skuffeselskaber og fonde med anonyme ejere og adresser i skattely som Jersey og Caymanøerne skjuler måske op til 10 procent af verdens BNP. Det er penge tjent på narkohandel, som er unddraget skattemyndighederne eller i Kolomojskyjs tilfælde angivelig stjålet fra almindelige ukrainere. I denne verden bliver tyveri belønnet. Man betaler ikke skat. Politiet er magtesløst og underbetalt. Lovgivning er noget, man undviger.

De fleste indbyggere i verdens demokratier har en vag fornemmelse af dette parallelunivers, men forestiller sig det som noget i fjerne lande eller på eksotiske tropeøer. Deri tager de fejl.

I oktober 2021 offentliggjorde nonprofitorganisationen International Consortium of Investigative Journalists, der er en sammenslutning af aviser fra hele verden, uddrag af Pandorapapirerne, en stor samling dokumenter med detaljerede beskrivelser af skattelyenes funktionsmåde og de mennesker, der har penge i dem. Blandt andet gjorde papirerne det klart, hvor meget hemmelig økonomisk trafik der bevæger sig gennem ikke kun Caribien, men også USA og Storbritannien. Rige nigerianere ejer i hemmelighed britiske ejendomme for 350 millioner pund. Kongen af Jordan købte helt lovligt huse i London og Ascot gennem skuffeselskaber.

Konsortiets efterforskning viste også og for første gang på så tilgængelig vis, hvordan Delaware, Nevada, South Dakota og Wyoming – pæne, normale, amerikanske delstater med masser af pæne, normale amerikanere – har skabt finansielle instrumenter, som anonyme investorer kan udnytte til at skjule deres penge for den øvrige verden.

De gør det ofte ved at flytte til helt igennem almindelige steder, hvor ingen forventer at møde dem. I 2016 besøgte jeg venner i Bramley ude på landet i Hampshire, hvor der er en pub, en middelalderkirke, grønne parker og et herresæde. Herresædet ved navn Beaurepaire Park var for nylig blevet købt af Elena Baturina, der er gift med Moskvas tidligere borgmester Jurij Luzjkov.

Jeg fandt det fascinerende at konstatere, at den eneste kvindelige milliardær i Rusland havde besluttet at stifte bekendtskab med landlivet i England, og slog derfor huset op i det britiske ejendomsregister. Selvom købsprisen stod anført – 5,5 millioner pund eller godt 7,9 millioner dollar – kunne jeg ikke finde nogen russiske navne. Ejeren var noget ved navn Skymist Holdings Limited og identisk med det obskure firma, der betalte for den omfattende istandsættelse. Havde jeg ikke rent tilfældigt vidst, at den tidligere borgmester selv var blevet set i pubben (og hvis hans advokat ikke havde skrevet et truende brev, da jeg omtalte opkøbet i Washington Post), var jeg måske aldrig blevet i stand til at fastslå med sikkerhed, hvem der i virkeligheden gemte sig bag Skymist Holdings Limited.

Lige så svært er det for indbyggerne i små engelske landsbyer og pressede amerikanske fabriksbyer at forstå, at de nye klienter, nye naboer eller nye ejendomsbesiddere, som flytter penge til deres lokalsamfund, muligvis gør det på grund af deres forbindelser til en stat, som praktiserer undertrykkelse og politisk vold. For at kunne holde sig ved magten er moderne autokrater nødt til at kunne tage penge og gemme dem af vejen uden at blive besværet af politiske institutioner, der opfordrer til transparens, ansvarlighed og offentlig debat. Pengene gør det til gengæld muligt for dem at samle midler til undertrykkelse.

Ud over hans historiske feberdrømme er det derfor, Putin i en sådan grad hadede den ukrainske demokratibevægelse og blev så ophidset over den ukrainske revolution i 2014 – hvis en tilsvarende bevægelse nogensinde kom til magten i Rusland, ville han selv ryge i fængsel som den første.

Kleptokrati og autokrati går hånd i hånd og forstærker hinanden, men underminerer samtidig også en hvilken som helst anden institution, de kommer i berøring med. Ejendomsmæglerne i Sussex eller Hampshire, som ikke stiller unødige spørgsmål, fabriksejerne i Warren, som er ivrige efter at slippe af med pressede virksomheder, bankfolkene i Sioux Falls, som med glæde tager imod mystiske indskud fra mystiske klienter – de er alle sammen med til at underminere retsstaten i såvel deres egne lande som ude i verden.

Globaliseringen af finansverdenen, mylderet af gemmesteder og demokratiers velvillige tolerance over for udenlandsk bestikkelse giver i dag autokrater nogle muligheder, de færreste for blot tyve år siden kunne have forestillet sig.