Dumstædig ideologi holder solcellerne væk fra hovedstadens tage

Klagesangen var ikke til at overhøre, da 99 af landets borgmestre i januar gik sammen om et opråb til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M): Administrativt bøvl står i vejen for udbygning af solceller. Fjern dem, og der er ingen grænser for, hvor mange kommunale tage, der kan bringes i spil til gavn for den grønne omstilling.

At udviklingen med solceller på kommunale tage er gået fuldstændig i stå mærkes på Frederiksberg.

Fra 2010-2014 blev der opsat 20 solcelleanlæg på kommunale bygninger, og til sammenligning blev der fra 2017-2022 opsat to. Det skyldes, at der i en årrække var regler, som sagde, at hvert anlæg skulle have et separat selskab, og at strømmen kun måtte bruges på samme matrikel.

Problemet med kommunernes klagesang er dog, at reglerne blev ændret i 2020. Siden da har det været muligt på helt samme vis som de kommunale forsyningsselskaber, for eksempel HOFOR eller Frederiksberg Forsyning, at lave ét selskab.

Pinligt for KL og kommunerne, så tordnede de altså frem og i mere end to år har de fortalt kommunalpolitikere historien om, at det ikke kunne lade sig gøre på grund af regler fra Christiansborg, uden det var sandt. Før de gik ud i januar, kom Energistyrelsen endda med en vejledning, der klart udpegede, hvordan kommunerne kunne opsætte solceller. Hvis det ikke er et vink med en vognstang, så ved jeg ikke, hvad det er.

Men hvad afholder så kommunerne fra at bidrage til den grønne omstilling, tænker du måske? Hvis der altså ikke længere er regler, der står i vejen?

Der er mange tage, hvis man lægger alle i hovedstaden sammen, og netop fordi det er os, der i stor stil bruger strømmen, så har vi et ansvar, som vi ikke bare kan overlade til andre kommuner

Anders Storgaard (K)
Kommunalbestyrelsesmedlem, Frederiksberg

Svaret er penge. Kommunerne mener ikke, at solceller giver en sikker nok indtjening på tagene, til at det er værd at investere i, hvis strømprisen bliver lav.

Derfor beder de om en indirekte støtstøtte på 300 millioner kroner gennem en fjernelse af elafgiften for kommunerne, så de kan gå på markedet og slå priserne fra de private.

Det vil være en enorm dyr måde at sikre den grønne omstilling, og derfor hældte Lars Aagaard da også meget hurtigt KL og borgmestrene ned ad brættet. Men hovedstaden og Frederiksberg har et ansvar for at løfte vores del af den grønne omstilling, og vi kan ikke blive ved med at vente på, at staten kommer med en pose penge.

Der er ikke nogen tvivl om, at solceller på tage (over en bred kam) er markant dyrere end private solceller på marker og vindmøller. Det er helt reelt dyrt at få solcellerne op på tagene, og tagene er også typisk små, når man sammenligner med moderne solcelleparker. Én enkelt energipark, som staten har udlagt ved Solrød, har for eksempel det dobbelte areal af Frederiksberg Kommune.

Omvendt er der mange tage, hvis man lægger alle i hovedstaden sammen, og netop fordi det er os, der i stor stil bruger strømmen, så har vi et ansvar, som vi ikke bare kan overlade til andre kommuner. Derfor burde vi løfte blikket og tænke i alternative løsningsmodeller frem for kun at tage hensyn til vores egen pengepung.

En åbenlys mulighed er at lade private byde ind, når en opgave skal løses. Det er en kommunal kerneopgave at drive børnehaver – ikke at drive solceller. Hvis kommunerne ikke mener, at det kan betale sig at opsætte solceller på tagene, hvorfor giver de så ikke private muligheden?