Debat

Forsker: Politikerne står i vejen for den grønne omstilling

Geotermi har et uforløst potentiale. Men der mangler politisk vilje til at gøre noget ved den grønne omstilling, skriver Søren Erbs Poulsen.

Vi har brug for en Klimageneralstab, der kan bringe de ofre, der er nødvendige og træffe beslutninger, der fører til reel grøn omstilling, skriver Søren Erbs Poulsen.
Vi har brug for en Klimageneralstab, der kan bringe de ofre, der er nødvendige og træffe beslutninger, der fører til reel grøn omstilling, skriver Søren Erbs Poulsen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Spørgsmålet om hvorvidt udfasningen af biomasse kan fremskyndes afhænger af, hvad biomassen bliver brugt til. Hvis biomassen bliver brugt til kraft/varme, hvor strøm er en væsentlig del af produktionen, er der formentlig ikke det store potentiale.

Hvis geotermien erstatter varmeproduktion på biomasse, er det en oplagt vej at gå, da ren varmeproduktion på biomasse kun er fordelagtigt, fordi politikerne har vedtaget, at det er sådan.

Temadebat

Er geotermi vejen til grøn fjernvarme i Danmark?

Det blev kaldt en "historisk dag for fjernvarmen i Aarhus”, da der forleden blev indgået en ny aftale, som skal sikre, at geotermi efter 2030 skal stå for 20 procent af varmen, når aarhusianerne skruer op for radiatorerne. 

Aftalen falder efter, at regeringen sidste år gav AP Møller en række tilladelser de nødvendige boringer.

Derfor spørger Altinget Forsyning i en ny temadebat:

  • Vil geotermi kunne sætte fart på udfasningen af biomasse?
  • Kan det blive konkurrencedygtigt i nær fremtid?
  • Hvad mangler, før at Danmark bliver klar til geotermi i stor skala?

Hvis politikerne beslutter, at geotermi er fordelagtigt, så kan det skubbe til en hurtig, men formentlig kun delvis udfasning af biomassen. Geotermien løser nemlig ikke udfordringen med spidslaster i varmebehovet, der nødvendigvis skal dækkes med andre energikilder såsom biomasse.

Geotermi er konkurrencedygtigt

Det er veldokumenteret, at geotermi allerede på nuværende tidspunkt er konkurrencedygtigt i lille skala til trods for, at teknologien endnu ikke har haft den samme modningsperiode som andre forsyningsformer. Vi har beregninger, der viser positiv bruger-, selskabs- og samfundsøkonomi for termonet, der baserer sig på overfladenær geotermi.

Teknologisk set er der ikke noget til hinder for, at dette også kan gælde for den dybe geotermi, men det afhænger af rammebetingelserne. Den nye aftale om prisregulering af fjernvarme fra geotermiske anlæg kan tiltrække private investeringer i geotermi, såfremt at denne aftaletekst anvender EU's definition af geotermi, der indregner al energi fra jordoverfladen og nedefter.

Både den dybe og den overfladenære geotermi har et uforløst potentiale, men som med al ny teknologi skal vejen til succes banes med politiske beslutninger

Søren Erbs Poulsen
Forskningsleder, VIA University College

Aftalen kan således med fordel forankres i varmeforsyningsloven i stedet for undergrundsloven. Hertil vil en fremtidig CO2-afgift kunne gøre konkurrenceforholdene endnu mere realistiske og hensigtsmæssige. Både den dybe og den overfladenære geotermi har et uforløst potentiale, men som med al ny teknologi skal vejen til succes banes med politiske beslutninger.

Den kommende tids arbejde på rammebetingelserne skal støtte op om de aktører, der er klar til at tage stafetten og løbe for den grønne omstilling. Der er også gode muligheder for at gå i gang i en lidt mindre skala og øge kendskabet og tilliden til geotermi som en af fremtidens klimaløsninger.

Politikerne har ansvaret 

Men desværre ligger en af de største barrierer for reelle klimaløsninger som geotermi hos vores politiske beslutningstagere, der i den grad mangler mod og mandshjerte. Det seneste eksempel med Benny Engelbrechts kreative CO2-bogføring og efterfølgende afgang som transportminister viser, at vi ikke for alvor kommer nogen vegne, hvis landets ledere fortsat nægter at tage de svære, men rigtige beslutninger.

Vi har i stedet brug for en Klimageneralstab, der kan bringe de ofre, der er nødvendige og træffe beslutninger, der fører til reel grøn omstilling. Det nuværende politiske lederskab - eller mangel på samme - er præget af en form for Orwellsk dobbelttænkning, hvor man med ord gør noget ved klimaforandringerne, men ofte og fuldt bevidst handler stik modsat.

En sådan fordækt klimaskepsis er et demokratisk problem, fordi vi alle føres bag lyset, når vores politikere bevidst manipulerer tal og fakta for at kunne vedblive med at tage beslutninger, der ikke er til gavn for klimaet.

Vi har ikke brug for en tofrontskrig, hvor vi på den ene side kæmper med en vanskelig, men reel grøn omstilling samtidig med, at vi på den anden side kæmper med green washing i de politiske beslutninger. Vi har simpelthen ikke tid til den slags. Det må og skal stoppe nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024