Kommentar af 
Carsten Mai

Med Mia Nyegaards fyring baner Radikale vejen for en rød valgsejr

De Radikale på Rådhuset laver et selvmål, hvis de vælter spidskandidaten Mia Nyegaard. Hun er partiets eneste realistiske bud på en overborgmester, rød og blå blok kan enes om, skriver Carsten Mai.

Meldes Mia Nyegaard (RV) ud af spillet som mulig overborgmester, er der kun to kandidater tilbage: Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Sisse Marie Welling (SF), skriver Carsten Mai.
Meldes Mia Nyegaard (RV) ud af spillet som mulig overborgmester, er der kun to kandidater tilbage: Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Sisse Marie Welling (SF), skriver Carsten Mai.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Carsten Mai
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vælger Radikale Venstre i København at vælte borgmester Mia Nyegaard som spidskandidat til november, melder de sig ud af kampen om at erobre posten som byens overborgmester.

Mia Nyegaard er nemlig Radikales eneste realistiske bud på posten.

Skal rød og blå blok blive enige om en kandidat, skal vedkommende helst ikke være en kæmpe succes.

Carsten Mai
Lobbyist og forhenværende særlig rådgiver

Den kyniske grund til, at Mia Nyegaard er en mulig kompromiskandidat, er det forhold, som i dag kaldes hendes ulempe. Nemlig at hun ikke samler på venner, men derimod ofte trækker fronterne noget skarpt op.

Skal rød og blå blok blive enige om en kandidat, der ikke kommer fra nogle af blokkene, skal vedkommende jo helst ikke være en kæmpe succes – set med hverken røde eller blå briller.

Kompromiskandidaten skal være politisk driftssikker, men den må ikke overskygge de andre spidskandidater i personlig popularitet.

Så udover at kunne levere på det politiske håndværk vil Mia Nyegaard som overborgmester næppe stå i vejen for, at de andre partiledere markerer sig med forslag, der giver applaus fra blokkene.

Det er sådanne tanker, der udspiller sig i krogene på rådhuset og i de stærke baglandsgrupper, som ikke mindst i Socialdemokratiet er langt med planlægningen af valgkampen.

Toperfarne kræfter, der længe har haft erkendelsen ovenfor, er lysår foran i deres strategiske overvejelser målt i forhold til de sure medlemmer af de radikales gruppe på rådhuset.

De fire kritiske radikale i Borgerrepræsentationen, som udover borgmester Mia Nyegaard udgør hele partiets gruppe på rådhuset, er såmænd politikere med værdier og holdninger. Til gengæld mangler de evnen til at placere deres parti optimalt i det politiske spil.

Først adskillige dage efter de udtrykte mistillid til Mia Nyegaard, er de nu ude blandt de radikale medlemmer og sætte nogle ord på deres kritik.

Læs også

Men ånden er allerede ude af flasken. Mange dages usikkerhed og gætterier om, hvorfor de fire gruppemedlemmer greb til den drastiske udmelding, kan næppe omveksles til ro og opbakning.

Fordufter Mia Nyegaard ud af spillet som mulig overborgmester, er der her og nu kun to kandidater tilbage. Den ene er Pernille Rosenkrantz-Theil (S), og den anden er SF’s sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling.

Ganske vist har de radikale vælgere traditionelt set en rød politisk slagside, men ligefrem at spille sig magten af hænde et år før valget er stærk kost.

Hvis de radikale medlemmer genvælger Mia Nyegaard og dermed slår ind på vejen til indflydelse i byen, skal de hurtigt tage bestik af de to andre kandidater til overborgmesterposten. De er nemlig værdige modstandere.

Sisse Marie Welling fra SF har placeret sit parti centralt på rådhuset. SF bakker op om de store udviklingsprojekter som Lynetteholm, metro med videre, men de har fastholdt en klar social profil.

Da Pernille Rosenkrantz-Theil nyder Socialdemokratiets fulde opbakning, vil hun med sikkerhed få nogle gaver fra Christiansborg.

Carsten Mai
Lobbyist og forhenværende særlig rådgiver

Det er lykkedes Sisse Marie Welling at kombinere reel politisk indflydelse og en bevægelse hen mod den politiske midte med ro og opbakning i baglandet.

SF står til et kanonvalg næste gang og vil hugge en del stemmer fra den ellers suveræne Enhedsliste.

Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokratiet er heller ikke til at komme udenom. Hun har startet sit arbejde i København i højt tempo og har på kort tid formået at vise, at hun er en erfaren politiker, som i modsætning til den radikale gruppe forstår spillet.

Hendes anden store fordel vil også snart vise sig. Da hun nyder Socialdemokratiets fulde opbakning, vil hun med sikkerhed få nogle gaver fra Christiansborg. Det kan eksempelvis være, at der findes penge til at grave metroen ned på Amager.

De to milliarder kroner vil være givet godt ud, hvis københavnerne får øjnene op for, at pengekassen kun åbnes, fordi Socialdemokratiet stiller med en stærk spidskandidat.

Også set i det perspektiv har de radikale næppe råd til at skifte politisk hest i vadestedet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), MA i afrikastudier (Københavns Uni.)

Sisse Marie Welling

Sundheds- og omsorgsborgmester (SF), Københavns Kommune, fungerende formand, KL's Sundheds- og Ældreudvalg
cand.mag. i historie (Københavns Uni. 2017)

Pernille Rosenkrantz-Theil

MF (S), fhv. social- og boligminister (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024