CBS-forsker: Københavns akademikertæthed er et mirakel

København er kåret som verdens bedste by at bo i, og Nørrebro er for nylig blevet hyldet som verdens mest cool bydel. Det virker måske overraskende, men det er i virkeligheden et resultat af en lykkelig, men på centrale områder uplanlagt, udvikling i København.

Som andre byer har København haft sine op- og nedgange, men lige nu er København igen i markant fremgang. Sidste gang, det skete, var under industrialiseringen fra slutningen af 1800-tallet.

Kombinationen af nye teknologier, i starten specielt dampmaskinen, nye produkter samt ledig arbejdskraft fra et landbrug, der ikke kunne brødføde landbefolkningen, gav København en massiv vækst og gjorde byen til landets absolut ledende industriby.

Københavns Kommunes befolkning voksede hastigt og toppede med trekvart million indbyggere omkring 1950. Men derefter forlod både virksomheder og arbejdere byen i så stor stil, at der omkring 1980 kun var en halv million tilbage.

København stod halvtom tilbage, trist, snavset og fattig. De af os, der var i byen for at uddanne os, skyndte os væk, så snart vi fik børn. For vuggestuepladser fik man kun ved at belejre og besnakke pladsanvisningen i ugevis, og tanken om ens barn i en københavnsk kommuneskole syntes ubærlig.

Og så står vi her, 40 år efter, med en by, der sprudler af energi, liv og ungdom. En by, der nu bidrager med hver femte nyfødte i Danmark mod hver tiende i 1980.

En by, hvor gymnasierne bugner af elever, og de unge familier kæmper med næb og klør for at finde måder at blive i byen på. Fordi livet i byen er godt, og fordi byen tilbyder godt arbejde.

Faktisk ser det ud til, at København ikke selv uddanner nok akademikere, men tapper ind på både andre danske og udenlandske kilder

Peter Lotz
Lektor og studieleder, HD-studierne, Copenhagen Business School

Overgangen til det kommunale

Lad os starte med arbejdskraften. I løbet af 1970'erne og 1980'erne steg andelen af ungdomsårgangene, der fik en gymnasial uddannelse, fra omkring 15 procent til halvdelen.

Det var kun muligt, fordi der var råd til det. Samfundet havde ikke brug for denne uuddannede arbejdskraft på marker og fabriksgulve. Derfor fik de (vi) lov til at uddanne os også, uden at der var nogen som helst overordnet plan, heller ikke for væksten i universitetsuddannelserne.

Hvor uddannelse før i høj grad skete på jobbet, for eksempel gennem elevansættelse i en bank eller et shippingfirma, så overtog den offentlige uddannelsessystem nu denne opgave.

Det løsrev uddannelseskapaciteten fra de eksisterende virksomheders aktuelle arbejdskraftbehov. I stedet blev der nu blev pumpet masser af uddannede unge mennesker ud på et arbejdsmarked, der egentlig ikke havde tænkt over, at de manglede dem.

Men det gjorde de. For samtidig var erhvervsstrukturen under omkalfatring. Væk var store dele af det manuelle arbejde og i stedet voksede behovet for "vidensarbejdere". Industrivirksomhedernes arbejdskraftefterspørgsel skiftede markant.

60 procent flere akademikere på fire år

I stedet for de blå smede havde man brug for ingeniører, der kunne udvikle erstatninger for dem.

Servicesektoren (især forretningsservice) eksploderede, og ikke mindst gennemlevede vi en it-revolution, der både har givet helt nye forbrugsgoder og nu også gennemsyrer produktionen.

Denne udvikling har som sagt været undervejs i flere årtier. Men den er accelereret kraftigt de allerseneste år. Ifølge lønstatistikken øgedes antallet af akademikere uden ledelsesansvar i den danske private sektor med 60 procent fra 2015 til 2019. Den private sektor er dermed blevet en større arbejdsgiver for akademikere end det offentlige.

Som landets største by var København foran fra starten. Men i løbet af de seneste 15 til 20 år har udviklingen klart styrket København. En vinkel på denne udvikling på er "akademikertætheden" i landsdelene.

I diagrammet bruger jeg den andel af den beskæftigede befolkning, der er akademikere. På den vandrette akse har jeg den seneste opgørelse, og på den lodrette har jeg væksten siden 2008.

København - en ekstrem landsdel

For landet som helhed var der i aldersgruppen i 2019 godt 23 procent af de 30- til 34-årige beskæftigede, som havde en længerevarende uddannelse.

Det kom efter en vækst i andelen på cirka ti procentpoint siden 2008. Men øverst til højre ligger landsdelen Byen København (defineret som kommunerne København, Frederiksberg, Tårnby og Amager) som en ekstrem outlier.

Blandt dette områdes generation af beskæftigede 30- til 34-årige har nu godt 44 procent en længerevarende uddannelse. Det niveau er nået efter en vækst siden 2008 på 15 procentpoint.

Man kunne tænke sig, at disse unge akademikere fik job i Københavns store centraladministration. Det gør nogle af dem også, men langt de fleste er ansat uden for den del af den offentlige sektor, som har branchekoden "offentlig administration, forsvar og politi". Den beskæftiger 12 procent af de unge akademikere i København, hvor landsgennemsnittet er 11 procent.

Men diagrammet viser også en stærk, positiv sammenhæng mellem udgangspunkt og vækst. Jo flere akademikere en landsdel havde i 2008, desto flere fik de efterfølgende, med København som en ekstrem landsdel.

Moderne karrieveje

Hvad er forklaringen på det? Københavns erhvervsliv vokser i disse år af mange grunde.

Mekanisering, automatisering og udflytning af produktion til lavtlønsområder svækker de primære og sekundære erhverv generelt, og de overlevende virksomheder lokaliserer sig (hvor de kan vælge) typisk i Københavnsområdet, hvor de bedre kan få løst videntunge opgaver som for eksempel koncernledelse, finansopgaver, udvikling, salg og compliance. Virksomheder inden for videnservice er endnu mere tilbøjelige til at lokalisere sig i København, for her er der både adgang til kunder og arbejdskraft.

Der er grund til at glæde sig over et lille mirakel

Peter Lotz
Lektor og studieleder, HD-studierne, Copenhagen Business School

På arbejdstagersiden er der også rigtig gode arbejdsmæssige grunde til at bosætte sig i københavnsområdet. Moderne karriereveje indebærer hyppige jobskift (det er vejen til avancement og højere løn), så man vil nødig risikere at være fanget på et lille arbejdsmarked.

Som jeg har uddybet andetsteds, vil både arbejdsgivere og arbejdstagere altså være i København. Og denne "fortætning" af aktivitet er en ideel grobund for den innovation og entreprenørskab, der udvikler vores erhvervsliv.

En dansk-københavnsk vækstmotor

Udviklingen i den samlede beskæftigelse over de seneste 15 til 20 år er da også klart bedre i København end i resten af landet, ligesom arbejdsløsheden for akademikere er den laveste blandt universitetsbyerne, især for de unge akademikere. Faktisk ser det ud til, at København ikke selv uddanner nok akademikere, men tapper ind på både andre danske og udenlandske kilder.

Denne adgang til flere akademikere har muligvis afværget et lønpres i den private sektor. Således steg akademikerlønningerne 2015 til 2019 klart mindre end for eksempel de erhvervsfagliges løn.

Vi har dermed fået en dansk-københavnsk vækstmotor, der til stadighed tilføres højtuddannet og billig arbejdskraft og til gengæld skaber masser af arbejdspladser og værdier til glæde for både København og resten af Danmark.

De unge akademikere er glade for at kunne arbejde og bo i byen. De skal ikke klippe hæk og male vinduer, så de går i byen og skaber derfor arbejdspladser i restauranter, cafeer, events, spillesteder og museer, som igen lokker turister til byen og dermed skaber endnu flere arbejdspladser, også til mange andre end akademikere. Alene Københavns Kommune står for en fjerdedel af Danmarks turisme. Og så føder de mange børn og kræver derfor en ren og grøn by at leve i.

Der er grund til at glæde sig over et lille mirakel. Hæderen til København og Nørrebro er velfortjent. Den er i høj grad uplanlagt, men ikke uforklarlig. Derfor har vi også gode muligheder for at understøtte en fortsat vækst.