Poul Madsen: Paludan har udset sig Guds hus som sin kampplads. Demokratiet må forkaste ham

På grund af en teknikalitet i menighedsrådsvalglovens kapitel tre, vil Rasmus Paludan som udgangspunkt her stå på samme liste som René Rud Mikkelsen, alle de andre suppleanter og medlemmer af menighedsrådet.

Det mente René Rud Mikkelsen med god grund kunne få folk til at tro, at alle disse brave mennesker er enige med Rasmus Paludan. Det er de naturligvis ikke, og derfor var René Rud Mikkelsen nu ude på at samle stillere til en liste uden Rasmus Paludan.

René gik derfor fra babysalmesangen med mange nye stillere til hans liste uden Rasmus Paludan.

Og er det ikke smukt. Normalt er menighedsrådsvalg noget, som meget få går op i, men på grund af Rasmus Paludan er der nu opmærksomhed omkring valget.

Det vilde er, at hvis der ikke havde været opmærksomhed om valget, så ville Rasmus Paludan ifølge René Rud Mikkelsen, formentlig kunne blive valgt med fem eller seks stemmer.

Demokratiet sejrede i 2019, fordi det ikke forbød Rasmus Paludan, men rummede ham.

Poul Madsen
Forfatter og kommentator

Demokratiets styrke vil vise sig

Sådan er det sikkert også til mange andre menighedsrådsvalg i Danmark, og det burde måske få regeringen til at overveje at gøre opmærksom på, at Folkekirken er meget mere end bare gudstjenester om søndagen.

Kirken er også et tilbud til sådan nogle som mig, der er på barsel, eller til alle dem, der savner nogen at tale med.

Men tilbage til valget på Vesterbro. Nu kan vi ikke bare blive hjemme på sofaen og tage for givet, at det der med kirken tager nogle andre sig af. Det kunne jo være, at Rasmus Paludan afskaffede de skønne seancer med baby-salmesang.

Og de, der gerne vil vælges, kan ikke bare sidde i en rundkreds sammen med ganske få andre til en valgforsamling. De må nu på demokratisk vis kæmpe for deres valg.

Pludselig giver demokratiet mening og viser sin styrke.

Fuldstændig lige som i 2019, hvor Rasmus Paludan stillede op til Folketinget. Her fik han lov til at udspy alle sine groteske forbandelser, vi lyttede, og vælgerne forkastede ham.

Demokratiet sejrede, fordi det ikke forbød Rasmus Paludan, men rummede ham.

Jeg synes, at demokratiet, ligegyldigt hvor det udøves, er smukkest, når vi skal gøre en indsats.

Det gør René Rud Mikkelsen og hans venner på Vesterbro for at undgå at give Rasmus Paludan magt, og det bør minde alle os andre om, at hvis vi ikke aktivt støtter demokratiet ved at deltage i alle de valg, der er, så ender det med, at typer som Rasmus Paludan tager over.

Derfor var det en smuk demokratisk dag til salmesang.