Kontorchef søges til Koncernøkonomi i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement

Har du budgetvejledningen liggende på natbordet? Giver veltilrettelagte finanslovsprocesser dig et kick? Og er bevillinger, aktstykker og budgetanalyser en del af din DNA? Så er det måske lige dig, vi er på udkig efter som vores nye kontorchef.


Din nye arbejdsplads

I Udlændinge- og Integrationsministeriet beskæftiger vi os med spørgsmål som:

Hvem må indrejse og opholde sig i landet?

Hvordan sikrer vi, at udlændinge bidrager til og tager del i samfundet?

Hvordan sikrer vi, at personer uden lovligt ophold forlader landet?

Dette er vigtige spørgsmål, som alle lande skal forholde sig til – og det er netop vores kerneopgaver.

Du kan læse mere om vores kerneopgaver og vores ministerium her.

Velkommen til Koncernøkonomi

I Koncernøkonomi varetager vi det overordnede budget- og bevillingsansvar for ministerområdet. Det indebærer ansvar for ministerområdets generelle bevillingssager, herunder finanslovsprocesser, økonomiudvalgssager, aktstykker og budgetanalyser mv. 

Vi har det departementale ansvar i forhold til driften af asylcenter- og indkvarteringsområdet og den overordnede styring og fremdrift i forhold til implementering af en række Schengenretsakter/EU-projekter.

Din hverdag som kontorchef for Koncernøkonomi

Dine vigtigste opgaver bliver:

  • Koordination og kvalitetssikring af finanslovsprocessen på ministerområdet, herunder bidrage i forbindelse med de politiske finanslovsforhandlinger

  • Ministerbetjening og betjening af Udlændinge- og Integrationsministeriets direktion i en bred vifte af sager

  • Forberede sager til regeringens Økonomiudvalg og Koordinationsudvalg

  • Økonomiske konsekvensvurderinger af lovforslag mv.

  • Bevillingsafregninger og udgiftsopfølgninger.

Dine nærmeste samarbejdspartnere er kontorets souschef og afdelingschefen for koncernstyring. Du vil også få tætte samarbejdsrelationer med den øvrige direktion og chefgruppe i departementet og økonomikontorerne i vores tre styrelser.

Du får personaleansvar for ca. 11 medarbejdere, herunder souschefen.

I Udlændinge- og Integrationsministeriet er der gode muligheder for mobilitet, og det er derfor et plus, hvis du i løbet af din karriere hos os kan se dig selv i andre chefstillinger i koncernen.

Vores forestillinger om dig

Vi forestiller os, at du har en samfundsvidenskabelig videregående uddannelse, f.eks. cand.polit. eller cand.oecon. og erfaring med personaleledelse. Det er afgørende, at du har erfaring med budgetter og bevillinger i en statslig kontekst, tilrettelæggelse af finanslovsprocesser, skarpe analytiske evner og gode samarbejdsevner.

Din ledelsesstil er motiverende, samarbejdende og inddragende, og du formår at uddelegere ansvar og opgaver gennem klare rammer og retningslinjer.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til udlændingeområdet, men det er ikke et krav.

Søg stillingen som kontorchef hos os

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest søndag den 10. november 2024.

Vi forventer at holde første samtalerunde den 13. og 14. november 2024 og anden samtalerunde i slutningen af uge 47. Mellem første og anden samtalerunde vil der være et testforløb med bistand fra Statens Center for Rekrutteringstest.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Jakob Spangsberg Lundsager på tlf. 6198 3550 eller e-mail [email protected].

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten med indplacering i løngruppe 1. Stillingen besættes på åremål og er med tiltræden den 1. januar 2025.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, vil ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering kunne finde sted i lønramme 37.

Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen.

Dit arbejdssted er Udlændinge- og Integrationsministeriets departement, Slotsholmsgade 10-12, 1216 København K.

Som kontorchef omfattes du af ministeriets arbejdstidsaftale for chefer. Chefer ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 39 timer med tildeling af 11 cheffridage pr. år.

Du skal opnå sikkerhedsgodkendelse til "HEMMELIGT" for at arbejde i denne stilling og opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har overordnet to politikområder: Hvem må indrejse og opholde sig i landet – og hvordan sikrer vi, at udlændinge bidrager til og tager del i samfundet?

Ministeriet har ca. 1925 medarbejdere fordelt på departementet, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen - herunder Nationalt ID-center, Udlændingenævnets sekretariat og Flygtningenævnets sekretariat.


Icon
Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job
Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024