Jørn Vestergaard: Det er svært at se behovet for den strafskærpelse, Hummelgaard efterspørger

Det sagkyndige udvalg blev bestykket med en landsdommer som formand, en byretspræsident, en forsvarsadvokat, en vicestatsadvokat, en kontorchef fra Justitsministeriet samt undertegnede.  

Vi afgav betænkning medio 2023. Heri redegjorde vi for de senere års mange lovændringer og gennemgik et stort antal domme, som blev tilvejebragt og analyseret af dygtige fuldmægtige fra ministeriet og Rigsadvokaturen.  

Udvalgets overordnede konklusion blev, at domstolene generelt følger lovgivers anvisninger om strafniveauet.

Voldssager i straffeloven

Voldssager kan handle om forhold af meget forskelligartet beskaffenhed og grovhed. De spænder fra helt enkle krænkelser i form af skub uden personskade over slag med genstande eller anvendelse af våben til de helt grove tilfælde med varig skade eller døden til følge.

Det sagkyndige udvalg konkluderede, at der i voldssager udmåles straffe inden for den samlede strafferamme, og at domstolene følger anvisningerne i lovbemærkningerne. 

Jørn Vestergaard
Professor emeritus i strafferet, Københavns Uni.

Det er der taget højde for i straffeloven, som indeholder tre paragraffer med en indbyrdes grænsedragning mellem forskellige grader af krænkelser og overlap mellem strafferammerne.  

I paragraf 244 er der som udgangspunkt fastsat en strafferamme af bøde eller fængsel indtil tre år for det, der af jurister betegnes som "simpel vold". Hvis volden gentagne gange er begået over for en person i husstanden, er der tilføjet en skærpet strafferamme af fængsel indtil seks år.  

I paragraf 245 er der en strafferamme på fængsel indtil seks år for særlig grov vold. I paragraf 246 er strafferammen fængsel indtil ti år for vold med alvorlige skader eller døden til følge.  

Domstolene har med andre ord mulighed for at udmåle straffe inden for en samlet strafferamme, der strækker sig op til fængsel i ti år. I den enkelte sag giver det god mulighed for at udmåle en straf, som er proportional sammenlignet med andre voldstilfælde.  

I retspraksis fordeler straffene i voldssager sig over en glidende skala fra bøde i de mindst alvorlige sager til fængsel i otte år i de mest alvorlige sager.

Anvisningerne følges

Det sagkyndige udvalg konkluderede, at der i voldssager udmåles straffe inden for den samlede strafferamme, og at domstolene følger anvisningerne i lovbemærkningerne.  

Udvalget kunne som ventet konstatere, at straffe for overtrædelse af paragraf 244 og paragraf 245 ligger i den nedre del af strafferammerne. Dette skal imidlertid ses i lyset af samspillet mellem de tre voldsbestemmelser.

Sager om vold, der udøves med våben eller genstande, eller som rettes mod særligt sårbare dele af legemet, henføres ikke under den øvre del af strafferammen i paragraf 244, men straffes efter den strengere bestemmelse i paragraf 245. Tilsvarende bedømmes de mest alvorlige voldssager ikke efter paragraf 245, men efter den endnu strengere bestemmelse i paragraf 246.  

Undladelsen af at anvende de øvre dele af strafferammerne er med andre ord ikke udtryk for, at der straffes mildere end ønsket af Folketinget, men for, at de mere alvorlige voldssager behandles efter den strengeste af de bestemmelser, der er til rådighed. I sager om overtrædelse af paragraf 246 udmåles der straffe også i den øvre del af strafferammen.  

Peter Hummelgaard giver i Altingets interview udtryk for, at politikerne "ikke har været præcise og dygtige nok til rent lovteknisk at vise domstolene, hvilke straffe vi gerne vil have etableret ved voldsforbrydelser".  

Derfor skal der nu angives normalstraffe for bestemte forbrydelser, så intentionerne bliver helt klare. Det afgørende for ministeren er, "at de faktisk udmålte straffe bliver hårdere for de værste personfarlige forbrydelser".

Årtiers stramninger

Gennem de seneste 35 år er der imidlertid gennemført en stribe opstramninger af reglerne om strafudmåling i voldssager. Hver gang har Folketinget givet nærmere anvisninger om de ønskede forhøjelser.

I forbindelse med tidligere skærpelser har domstolene jo efterkommet politikernes ønsker, så det er svært at se behovet. 

Jørn Vestergaard
Professor emeritus i strafferet, Københavns Uni.

I 1989 blev det bestemt, at der skulle ske skærpelser for de groveste tilfælde af "simpel vold". I 1994 blev der lovgivet om skærpet straf for gentagelsestilfælde. I 1997 blev straffene for de groveste tilfælde efter paragraf 245 og paragraf 246 skærpet med et år.  

I 2002 blev strafferammen i paragraf 244 fordoblet fra et år og seks måneders fængsel til tre års fængsel. Dette afspejlede et politisk ønske om, at der for visse sager skulle skærpes med en tredjedel. 

 I 2018 blev strafniveauet efter paragraf 245 og paragraf 246 på ny forhøjet med en tredjedel. I 2018 og 2022 blev der indsat forhøjede strafferammer i paragraf 244 og paragraf 245 om vold i hjemmet og giver nærmere anvisninger om skærpet strafudmåling. 

Ændringen i 2002 af strafferammen i paragraf 244 øgede overlappet i forhold til strafferammen i paragraf 245, hvilket bidrog til afstanden mellem maksimum og det faktisk udmålte strafniveau i sager om overtrædelse af paragraf 244. 

Svært at se behovet 

Det er helt legitimt, at Folketinget bestemmer, hvor strafniveauet skal ligge i forskellige typer af sager.

Dog kan der godt stilles spørgsmålstegn ved, om det giver en fornuftig balance i forholdet mellem lovgivningsmagten og den dømmende magt, at politikerne i endnu højere grad end hidtil praktiserer mikromanagement i forhold til domstolene.

I forbindelse med tidligere skærpelser har domstolene jo efterkommet politikernes ønsker, så det er svært at se behovet. 

Det store spørgsmål er dog, om det overhovedet giver mening at forhøje strafniveauet, når forholdet er det, at den samlede strafferamme på fængsel indtil ti år allerede udnyttes næsten fuldt ud.  

I den forbindelse kan der være grund til at henlede opmærksomheden på udmålingspraksis i drabssager.  

Her har Højesteret som udgangspunkt fastsat tariffen til 12 år fængsel, men har tilføjet, at i tilfælde af formildende omstændigheder kan straffen efter en konkret bedømmelse fastsættes til 11 år fængsel eller ti års fængsel. 

Hvis der fortsat skal være sammenhæng og forholdsmæssighed i strafudmålingen, skal straffen for vold med døden til følge vel ikke være strengere end for forsætligt drab.