Kampen om fingeraftrykkene

I to uger har Bella Center været en summende bikube. Messecenterets gange og mødelokaler har været fyldt til mere end randen med miljøivrige NGO'er, klimakendisser, forhandlere med alvorlige nålestribede miner og alt fra indfødte indianere til oliesheiker.

I morgen er dagen for den officielle afslutning på verdens største FN-topmøde uden for New York, og hele verden venter på at se, om der kommer en aftale, og hvad der i så fald står i den. Én af de spændte er John Nordbo, chef for WWF Verdensnaturfondens danske klimaprogram. Han har i de sidste to uger lobbyet igennem for at få sat det størst mulige pandapote-aftryk på aftaleteksten.

Men de danske lobbyisters arbejdsvilkår har været anderledes siden efteråret sidste år før COP14 i polske Poznan, hvor daværende klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) ændrede på sammensætningen af den danske delegation, så den ikke længere indeholdt NGO-repræsentanter fra både industri og miljø- og humanitære organisationer.

Det har ændret tilgængeligheden for lobbyister som John Nordbo, forklarer han.

Det er sjældent resultatet, at ministeren pludselig indser, at vi har ret, og at hun skal ændre holdning. Men det er heller ikke målet, og det er i højere grad et forum, hvor vi vender situationen og i fællesskab skaber et billede af, hvad der sker, og hvad der giver mening at gøre. Men de problemstillinger, der bliver vendt, er velkendte og har været diskuteret både i Folketinget og til andre møder før.

John Nordbo
Klimachef, WWF Verdensnaturfonden

"Nu har vi i stedet daglige briefingmøder med varierende grad af substans, men de møder blev også holdt, inden NGO'er blev udelukket fra delegationen. Til tider har det fungeret utilfredsstillende, fordi vi har manglet informationer, men det har været i de færreste tilfælde dog," siger han.

Iført ulasteligt gråt jakkesæt og den sort-hvide panda-pin med de sørgmodige øjne i reversen møder Altinget | Energi & Klima ham mellem ministermøde med Lykke Friis og et interview i radioavisen.

En mail er ikke nok
Tilgængelighed er nøgleordet for lobbyister. Tilgængelige informationer og tilgængelige modtagere af lobbyistens information. Men også tilgængelige politikere, forhandlere og embedsmænd. Det sidste står på side et i lobbyistens håndbog.

"Det personlige møde er kernen i godt lobbyarbejde. Man kan ikke sende et stykke papir og tro, at det afføder den ventede reaktion i den anden ende. Det vigtigste ved det personlige møde er muligheden for at få vendt modargumenterne. Grundlæggende er der mange gode grunde til, at ens idéer ikke er blevet udført - og det er fordi, der er mange gode modargumenter," siger John Nordbo og tilføjer, at det i øvrigt ikke er til at vide, hvornår og om mails bliver læst under topmødetravlheden.

Til de daglige briefinger med klima- og energiminister Lykke Friis (V) får han sammen med andre NGO-repræsentanter mulighed for at vende situationen i forhandlingerne og stille spørgsmål. Hvad sker der i EU? Hvorfor har de så svært ved at blive enige om reduktionsmålene?

Men der er forskel på, hvad en lobbyist får ud af at mødes med en højniveau-minister og andre delegationrepræsentanter, som arbejder med mindre højspændte emner.

"Det er sjældent resultatet, at ministeren pludselig indser, at vi har ret, og at hun skal ændre holdning. Men det er heller ikke målet, og det er i højere grad et forum, hvor vi vender situationen og i fællesskab skaber et billede af, hvad der sker og hvad der giver mening at gøre. Men de problemstillinger, der bliver vendt er velkendte og har været diskuteret både i Folketinget og til andre møder før," siger han.

Ordenes magt
Men møderne er er dog stadig en vekselvirkning mellem at få og give informationer, forklarer han. Dog er det sjældent, at der bliver efterspurgt tekstforslag, som ellers er kutyme i andre forhandlingssituationer. Og det er helt normalt og forventet af forhandlerne, at NGO'er skriver udkast og bidrag til teksten, forklarer John Nordbo.

Udover at lobbye i de generelle forhandlinger er han også WWF's repræsentant i en FN-arbejdsgruppe, som forhandler teknologidelen af klimaaftalen på plads - eller forsøger at komme så langt som muligt med teksten i hvert fald. Og her er mulighederne større for at få afsat konkret tekst. Det er til fordel for alle, mener han.

"Teksterne bliver hurtigt på et FN-sprog, der er skabt til at gøre det uklart. Her hjælper det, at vi kommer med så præcise formuleringer som muligt. Også for at det skal blive klarere, hvad der er stridens kerne," siger han.

Ord bliver ekstremt vigtige, når forhandlingerne tager til, forklarer han. Og Danmark kunne godt have være mere rundhåndet med ordene, før topmødet startede, lyder kritikken. Det ville have gjort en aftale mere "ærlig", hvis formandskabet fra starten af havde sat bundlinjen.

Men en lobbyist har også flere tangenter at spille på for at få sin dagsorden igennem. De skal også kunne håndtere pressen og kunne trænge effektivt igennem med en dagsorden. Hvis det lykkes, så er man kommet langt, forklarer John Nordbo.

"Hvis der er offentlig opmærksomhed om et emne, så bliver det sværere for politikere at løbe fra løfter eller sige ja til en bestemt ting."

Mere effektive end kul- og olielobbyister
John Nordbo er kun én ud af mange tusinde lobbyister, der har holdt møder, talt, argumenteret og propaganderet op til klimakonferencen i København - og mange år før det. Også hans politiske modstandere fra den anden side af klimakampen gør sit arbejde. De magtfulde erhvervsorganisationer og kul- og olieindustrien.

Men John Nordbos side er stærkere, mener han. Hvis man gør det op i lobbygevinsten per krone brugt, altså. Men ikke hvis man kigger på, hvor mange penge, der så bliver brugt.

"Det er desværre sådan, at hvis en kreds af virksomheder udser en dagsorden, de vil vinde, så kan de meget hurtigt få pengene op af lommerne og få det til at ske. Der er en stor kreds af virksomheder, som har langt nemmere adgang til for eksempel den tyske kansler Angela Merkel," lyder det med henvisningen til Tysklands modstand mod EU's reduktionsmål på 30 procent.

Lobbyarbejde er meget mere end at sidde Bella Centers mødestole flade. Det er det lange, seje træk, der er mest afgørende, mener John Nordbo.

"Men problemet er, at når beslutninger træffes, så er det svært at vurdere rækkevidden af dem. Og det gør, at det er vanskeligt at vurdere, hvilket specifikke element der betyder, at læsset vælter til den ene eller anden side," siger han.

Eksempelvis besluttede Dong Energy for nylig ikke at bygge et planlagt kulkraftværk i den nordtyske delstat Mecklenburg-Vorpommern. Og ifølge WWF-lobbyisten kan der trækkes direkte linjer tilbage til en af organisations lobbyistiske sejre i EU's klimapakke sidste år: nemlig at europæiske elselskaber selv skal købe sine CO2-kvoter i 2013.

På hesten igen på mandag
At WWF har held med det, de laver, er John Nordbo ikke i tvivl om.

"Men en lobbyist er en ydmyg sjæl. Det er ikke centralt at tage æren for noget af det, vi laver, så længe tingene bevæger sig i den rigtige retning. Men vi bliver taget alvorligt, og det går jeg ud fra betyder, at noget af det, vi siger, bliver afvejet nøjere. Vores bidrag er med i spillet," slår han fast.

Topmødet går i dag ind i sine allersidste timer, og John Nordbo er ifølge ham selv ikke optimist på aftalens vegne. Det er han derimod på menneskehedens vegne.

"For problemet skal løses. Men jeg tror ikke, at aftalen i dag eller lørdag leverer nok, til at målet kan nås. Men så er det sådan. Og så fortsætter arbejdet - og så er det op på hesten igen på næste mandag," siger han.