Debat

Danmark stikker piben ind før klimatopmøde

DEBAT: Danmark var ikke i stand til at forhindre, at Det Europæiske Råd vedtog en ubrugelig erklæring om finansiering af den globale klimaindsats på mødet i sidste uge.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

10.000 deltagere spildte 14 dage i den gamle polske by, for forhandlingerne om en ny global klimaaftale rykkede sig ikke en millimeter.

John Nordbo
Leder af Verdensnaturfondens klimaprogram

Af John Nordbo,
Leder af klimaprogrammet i Verdensnaturfonden 

Da verdens lande mødtes til FN's klimaforhandlingsmøde i Poznan i december sidste år, skete der ingenting. De 10.000 deltagere spildte 14 dage i den gamle polske by, for forhandlingerne om en ny global klimaaftale rykkede sig ikke en millimeter.

Den vigtigste årsag var, at EU kom tomhændet til mødet. EU's forhandlere og ministre havde ikke medbragt forslag til, hvordan den globale klimaindsats skulle finansieres, og de havde slet ingen bud på, hvad EU selv ville bidrage med. Derfor var der meget lidt at forhandle om. EU forklarede sig med, at unionen var i gang med en intern afklaring, og at man ville have forslag med til det næste forhandlingsmøde.

Det møde starter i Bonn på søndag. Men heller ikke her vil EU kunne fortælle, hvordan man vil leve op til sit ansvar og bidrage til, at udviklingslandene kan tilpasse sig klimaforandringerne og hjælpes finansielt og teknologisk til at reducere deres udslip af drivhusgasser.

Finansieringen af den globale klimaindsats var ellers på dagsordnen for Det Europæiske Råds møde i sidste uge, men stats- og regeringscheferne valgte at vedtage et sæt konklusioner, som ikke vil bidrage til at sætte skub i de internationale forhandlinger. Tværtimod.

EU's erklæring dumper for nonsens-testen
EU's ledere kunne nemlig ikke blive enige om bidrage med såkaldt "nye og additionelle" midler. Det er et forhandlingsudtryk, som dækker over, at der er brug for ekstra finansiering, som ikke må tages fra midler, der i forvejen var tiltænkt den fattigdomsorienterede ulandsbistand.

Det er ret vigtigt med sådan en tilkendegivelse. Ellers er der risiko for, at der skæres i ulandsbistanden og dirigeres penge til klimaindsatser. På den måde bliver det i realiteten verdens fattigste lande og mennesker, der kommer til at finansiere den globale klimaindsats.

Der er rigtigt mange udviklingslande, som vil læse konklusionerne fra EU's topledere grundigt, og de vil blive meget skuffede. Nu står der blot, at EU vil påtage sig at finansiere en "fair andel" af klimaindsatsen i ulandene. EU's topledere kunne næppe have valgt et mere intetsigende udtryk. "Fair andel" siger jo kun lige akkurat, at EU ikke påtænker at bidrage med en unfair andel, men hvem kunne også finde på at mene det?

Connie Hedegaard har kæmpet for, at få formuleringer om "nye og additionelle midler" ind i Rådets konklusioner, og det lykkedes faktisk at få det med i vedtagelserne fra miljøministrenes møde tidligere på måneden. Anders Fogh Rasmussen har også flere gange offentligt givet udtryk for, at de rige lande skulle bidrage med ekstra midler til klimaindsatsen i udviklingslandene.

Ikke jysk bonde-snuhed
Alligevel valgte statsministeren tilsyneladende at stikke piben ind og lade være med at kæmpe for en fornuftig formulering i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde. Dermed har Danmark sin andel i, at de kommende ugers FN-klimaforhandlinger i Bonn får en svært start. Det gør det selvsagt ikke nemmere at opnå en god aftale på klimatopmødet i København.

Statsministeren har i pressen forsvaret den passive danske linje med, at det ville være uklogt, hvis EU afslørede sit forhandlingstilbud på nuværende tidspunkt. Logikken skulle være, at EU kommer til at betale mere, hvis man lægger et seriøst forslag på bordet.

I stedet fandt statsministeren og i øvrigt også EU-Kommissionens formand, Barroso, at de øvrige parter i forhandlingerne skulle fremlægge, hvad de ville gøre for at bekæmpe klimaforandringerne. D'herrer tænkte primært på, hvad lande som Kina, Indien og Brasilien ville gøre.

Det kunne ligne jysk bonde-snuhed, men er det ikke. Sagen er jo den, at de store udviklingslande allerede har fremlagt en række planer for, hvad de vil gøre for at øge energieffektiviteten, begrænse skovrydningen, øge udbygningen af vedvarende energi osv.

Det er med andre ord meningsløst at kræve, at de andre kommer med nye udspil i forhandlingerne, før der kommer seriøse udspil fra de rige lande om, hvordan de vil bidrage til at omstille økonomien og sikre at den bedste teknologi er til rådighed.

Danmark har haft fingrene i kagedåsen
En mere nærliggende baggrund for statsministerens passivitet er formentlig, at han vidste, at et mere offensivt udspil fra dansk side ville give bagslag. Et åbent krav om, at EU skulle melde klarere ud, ville blive mødt med et spørgsmål om, hvordan Danmark har tænkt sig at bidrage. Og så ville Danmark blive taget med fingrene i kagedåsen, for regeringen har besluttet at brugeindtægterne fra salget af CO2-kvoter på at finansiere skattereformen.

Statsministeren kunne altså reelt ikke kritisere de andre EU-lande, fordi Danmark ikke selv har noget at bidrage med og allerede har fraskrevet sig muligheden for at bruge den mest oplagte finansieringskilde.

Hele verden vil få gavn og glæde af en klimaaftale, der holder temperaturen et godt stykke under smertegrænsen på to grader celsius. En ambitiøs og retfærdig aftale vil skabe rammerne for at omstille økonomien og finde en bæredygtig model til at skabe vækst og velstand på. De muligheder er EU's ledere tilsyneladende blinde for. Spørgsmålet er, hvornår de åbner øjnene - og om de gør det i tide?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Nordbo

Klimarådgiver, CARE
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1995)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024