DF skærper klimaretorikken

ÅRSMØDE: Klimaskepsissen er for alvor blevet en mærkesag for Dansk Folkeparti, som holdt årsmøde i weekenden. DF har fundet et ledigt synspunkt.
Ida Skytte

At den megen opmærksomhed på klimaet og FN-konferencen i december ikke huer Dansk Folkeparti kommer efterhånden næppe bag på nogen. Men under weekendens årsmøde i Herning skar både partileder Pia Kjærsgaard og i særdeleshed gruppeformand Kristian Thulesen Dahl det for alvor ud i pap.

Pia Kjærsgaard mener blandt andet, at klimadebatten bliver den nye udlændingedebat: At flere og flere med tiden vil begynde at føre samme politik på området som DF, hvor alle andre partier i dag kappes om at være grønnest.

Og Kristian Thulesen Dahl gjorde grin med regeringens klimakamp og bemærkede, at han da regner med at leve efter december.

Dokumentation
Her er et pluk fra Pia Kjærsgaard tale, som blev holdt lørdag den 19. september:

"Vi er heller ikke jublende fans af regeringens stort anlagte klima-konference i København.

Det ligger ikke lige for at løse alverdens problemer på et møde. Og vi tror faktisk, at det er langt bedre at anvende penge, masser af penge, på at forske i, hvordan vi afbøder skadevirkninger og retter op, redder menneskeliv end det er at vedtage resolutioner imod at klimaet gør, som klimaet vil.

Og eftersom flere hver år dør af kulde end af varme, kan det jo for eksempel godt være, at vi hellere skulle koncentrere os om at gøre noget ved dét her-og-nu frem for at lave en tusindårsplan for at sænke temperaturen med ingenting - med diskutable fordele til følge.

Men at regeringen bruger det meste af et år på at snakke klima og slutte af med en gigant-konference, der nok sætter julehyggen i hovedstaden lidt under pres, må den jo selv om.

Vi er så blot sat på Jorden for i mellemtiden at sikre, at den samme regering ikke glemmer de helt borgernære emner nede ved jorden, alt imens den svæver rundt oppe i blå.

Og jeg har faktisk en klar fornemmelse af, at blandt andet svineinfluenza er noget, som flere forholder sig til i dagligdagen her i Herning end CO2-udslip i Kina..."


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024