Atomenergi er ikke løsningen

Vi ender op med radioaktivt affald, som skal opbevares topsikret under jorden i tusindvis af år, alt imens risikoen for en ulykke altid vil være der. Omend risikoen er lille, så er konsekvenserne og omfanget heraf katastrofale, hvis først det går galt, som vi så på atomkraftværket i Fukushima, Japan.

Britta Thomsen (S)
MEP

Af Britta Thomsen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Kulkraftværkerne er vi nået til en rimelig enighed omkring. De ødelægger vores klima ved for høj CO2-udledning og bidrager væsentligt til, at 600.000 europæere hvert år mister livet som følge af luftforurening.

Når det gælder atomkraft, står Europa en del mere splittet, og det kendte ordsprog om "at tisse i bukserne for at holde varmen" dækker ret godt, hvad de EU-medlemslande, som fortsætter med at udvide atomenergisektoren, har gang i. For atomenergi er ikke vejen frem.

Vi ender op med radioaktivt affald, som skal opbevares topsikret under jorden i tusindvis af år, alt imens risikoen for en ulykke altid vil være der. Omend risikoen er lille, så er konsekvenserne og omfanget heraf katastrofale, hvis først det går galt, som vi så på atomkraftværket i Fukushima, Japan.

I mine øjne burde ulykken være det længeventede momentum, som for alvor kunne sætte skub i den europæiske omlægning til bæredygtig energi, som EU's direktiv for vedvarende energi er rammen for. Og netop effektiviseringsdelen er et område, hvorpå vi let kan sætte ind.

Som der lægges op til i Kommissionens handlingsplan for energibesparelse, ligger der et kæmpe potentiale i at renovere gamle, utætte bygninger og gøre nybyggeri CO2-neutralt. Set i en større kontekst er det et relativt enkelt indsatsområde med stor betydning for klimamålene, men det kræver investeringer, og det er her, evnen til at se de langsigtede fordele svigter.

Polen er et godt eksempel herpå. For at vriste sig fri af den store afhængighed af kulkraftværker er landet i gang med at opføre et atomkraftværk, og ulykken i Fukushima har ikke skabt slinger i valsen. Stod det til mig, var de penge investeret i energieffektivisering og vind- og solenergi.

I stedet bliver resultatet, at vi står tilbage med atomaffaldet, altså radioaktive stoffer, som skal holdes strengt adskilt fra alt liv, indtil de har mistet deres radioaktivitet. Det farlige stof Plutonium-239, som er et atombrændsel, har en halveringstid på cirka 24.000 år. Det tager med andre ord 24.000 år, før radioaktiviteten er reduceret til det halve.

Desuden er verden godt i gang med at tømme verdens uranlagre, hvilket sætter store spørgsmålstegn ved atomenergi som en holdbar løsning. Til gengæld er der ikke noget, der tyder på, at vinden stopper med at blæse eller solen med at skinne, så lad os hellere fokusere indsatsen her.