Danskerne kan gøre Jeppe Bruus til en succes, men regeringen spænder ben

Nu har han fået sin fornemmeste opgave til dato; Som minister for den grønne trepart. En af den slags opgaver, der kan få ham i historiebøgerne, som ministeren, der – helt bogstaveligt – ændrede Danmark.

Men hvis opgaven skal være andet end en to do-liste, der skal krydses af på regeringens scorecard, håber jeg, at han starter med det, som lige nu mangler i aftaleteksten: Os danskere.

Som nævnt her på Altinget før, skylder Danmark stadig at lave en engagementstrategi for at sikre folkelig opbakning til klimakampen i henhold til Parisaftalens paragraf 12. Det virker oplagt, at den kommer i forbindelse med oprettelsen af et nyt ministerium.

At Danmarks globale udledninger lige nu ikke tælles med i regeringens tiltag, er med til at tegne et billede af, at de danske klimatiltag mere har karakter af skrivebordsøvelse end reel problemløsning. 

Anna Ebbesen
Rådgiver

Det kan mere troværdigt lancere en ny tilgang, både fordi det er nyt, men også, fordi det har en anden slags minister for bordenden end klimaministeren.

Mens Lars Aagaard (M) er rundet af direktionsgangen i energisektoren, er Jeppe Bruus rundet af foreningslivet og Dansk Ungdoms Fællesråd.

En fortid, som jeg håber, han vil gøre brug af, så han får skabt en folkelig pendant til de forhandlinger, der ellers har kørt bag lukkede døre.

Inddragelsen af os har også den store fordel, at vi kommer til at tage medejerskab.

Som Rune Baastrup, direktør i Democracy X, nævnte til et oplæg om 'deltagereffekten', så larmer vindmøller bare mindre, når man selv har været med til at bestemme, hvor de skal stå. Så hvorfor ikke lade de mange forhandlinger om udførelsen af aftalen ske sideløbende med borgerting og inddragelse af lokalsamfundene?

Vi danskere skal dog også på banen, alene fordi vi selv er en del af problemet.

I følge Klimarådets seneste rapport er der "ingen vej udenom en omlægning af danskernes spisevaner" – uanset hvad politikerne ellers vælger at satse på af andre værktøjer for at nå reduktionsmålene. Og som Klimarådet konstaterer tørt i et baggrundsnotat fra sidste år, er der lige nu ikke "tilstrækkelig tilskyndelse til at reducere det forbrugsbaserede klimaaftryk". 

En indsats her ville også hjælpe forhandlingerne med landbruget på vej, så den omstilling fra animalsk til plantebaseret produktion, der lige nu er udeladt af aftalen, kan blive inkluderet.

Et sådant skifte ville også have den positive effekt ude i verden, at der ikke blev ryddet skov for at dyrke de gigantiske mængder af soya, som dansk landbrugs svinebestande aftager. Dermed ville man også vise, at man tog opgaven seriøst i sin helhed. 

At Danmarks globale udledninger lige nu ikke tælles med i regeringens tiltag, er nemlig også med til at tegne et billede af, at de danske klimatiltag mere har karakter af skrivebordsøvelse end reel problemløsning. Hvor man skærer problemet til, så det er muligt for regeringen at gøre fremskridt inden næste valg, upåagtet om man bare skubber problemerne videre. 

Det billede og den oplevelse er præcis, hvad der er med til at skabe både klimaangst og politikerlede. 

Klimaangst blusser op, når der er for stor dissonans mellem det, man oplever af klimakriser, og det, som gøres for at modgå dem. 

Politikerlede opstår, når man oplever, at politikerne siger et og gør noget andet. 

Politikerlede opstår, når man oplever, at politikerne siger et og gør noget andet.

Anna Ebbesen
Rådgiver

Senest har regeringen formået at kombinere begge dele, hvad angår transport.

Alle eksperter siger, at vi skal væk fra fly over mod bedre offentlig transport. Til klimarådets glæde vedtager regeringen en flyafgift (om end lille) for danskernes ferier, men vælger nu også at bruge 300 millioner kroner på privatfly til regeringens egne tre topministre. 

Samtidig med, at danskerne har måtte leve med, hvordan DSB har hævet priserne med op mod 13 procent sidste år alene, så vil man nu bruge 45.000 kroner om dagen per minister de næste seks år. 

Det samme sker på fødevareområdet, hvor alle eksperter plæderer for vegetarisk og vegansk kost som den letteste vej til CO2-reduktioner. Fødevareministeriet har i tråd med anbefalingerne udgivet klimavenlige kostråd til danskerne med langt mindre kød, men ikke lavet retningslinjer for frokosten i ministerierne eller staten som helhed. Ej heller har man fået en reel overgang fra animalsk til plantebaseret produktion i landbruget med i treparten. 

Regeringen bliver dermed mere til et fint spejlbillede på det overforbrug af klodens ressourcer med privatfly og billigt kød, end billedet på et grønt foregangsland, som den grønne trepart skulle være til at realisere. 

Jeppe Bruus kunne være med til at tegne en tiltrængt ny linje her – i ord og handling. Hvor danskerne også får en plads ved bordet og i implementeringen af aftalen, så Jeppe Bruus ikke bare bliver minister for en grøn trepartsaftale, men for en fælles grønnere fremtid. 

Man har jo lov til at håbe.