Eldrup bliver leder af nyt klima- og energipolitisk netværk

NETVÆRK: Den tidligere departementschef og adm. direktør i Dong, Anders Eldrup, vil fremover lede nyt klima- og energipolitisk netværk. Netværket henvender til sig til ”nøglemedarbejdere” inden for klima- og energipolitik.
Foto: Dong
Morten Øyen
Tidligere direktør i Dong og departementschef i Finansministeriet Anders Eldrup skal fremover stå i spidsen for et nyt klima- og energipolitisk netværk. Det er rådgivningsvirksomheden Samuelsen, der siden 2005 specialiseret sig i at udvikle og drive samfundsfaglige netværk, der står bag ideen.

Det nye netværk skal fokusere på de aktuelle udfordringer på det klima- og energipolitiske område og på de muligheder, initiativer og løsninger, der i dag anvendes, overvejes og allerede planlægges til fremtiden. Samuelsen skriver selv, at målgruppen for netværket er "ledere og nøglemedarbejdere, der arbejder professionelt med klima- og energipolitik".

Anders Eldrup bliver leder af netværket og skal facilitere møderne i netværket, der både byder på oplæg fra politikere, erhvervsfolk, journalister og professionelle interessevaretgere. Det er meningen, det nye netværk skal mødes hver anden måned, og der er allerede planlagt seks møder i København i 2013, hvor det første løber af staben i marts (se liste nedenfor).

Dokumentation
Her kan du se en liste over planlagte møder i netværket:

Klimaudfordringerne - FN, Danmark eller hvad?
Onsdag den 6. marts 2013, 9.15-12.00
Isen i Grønland smelter kraftigt, og Arktis er på vej til at blive isfri om sommeren. FN-systemet har ikke været i stand til gennem globale aftaler at forhindre temperaturen på kloden i at stige mere end de to grader, som forskere anser for at være kritisk for dyr, planter og mennesker. Hvad kan vi selv gøre i Danmark? Hvilken rolle spiller energiforliget fra 2012 i kampen mod klimaforandringer og hvilke forventninger er det realistisk at have til en kommende klimalov? Steen Gade deler ud af mere end 30 års erfaringer og lægger op til debat.
v/ Klima- og energiordfører i SF, Steen Gade

Fremtidens energiforsyning
Tirsdag den 23. april 2013, 9.15-12.00
Hvordan spiller hensynet til energieffektivitet, bæredygtighed og klimatilpasning sammen med hensynet til arbejdspladser, produktion og eksport? Hvordan kan energiforliget fra 2012 omsættes til konkret handling, og hvordan ser Danmarks energisystem ud i 2020? Dansk Energi er erhvervs - og interesseorganisation for de danske energiselskaber og giver på mødet deres bud på fremtidens energiforsyning.
v/ Administrerende direktør Lars Aagaard, Dansk Energi

Kampen mod klimaforandringer - nye veje, nye midler?
Torsdag den 6. juni 2013, 9.15-12.00
For 15 år siden blev den første globale aftale om bekæmpelse af klimaforandringer indgået i den gamle japanske kejserby, Kyoto. Ambitionerne og forventningerne var ganske betydelige og i 2009 skulle verdens ledere på klimatopmødet i København så indgå en ny global aftale. Hvad gik der galt, hvor store er de aktuelle klimaudfordringer og hvad er der egentligt tilbage i værktøjskassen? En af Danmarks kyndigste iagttagere giver sit bud og lægger op til debat.
v/ Klima- og miljøjournalist Jørgen Steen Nielsen, Information

Byernes rolle - København som det gode eksempel
Onsdag den 4. september 2013, 9.15-12.00
Mange danske byer har sat bærdygtighed på dagsordenen. Ofte navnlig for at nedbringe udslippet af CO2 og dermed at bidrage til kampen mod klimaforandringer. En af de mest ambitiøse satsninger finder vi i København, der har som målsætning at blive verdens første CO2-neutrale storby i 2025. København er også af Europa-kommissionen udpeget som European Green Capital i 2014. Overborgmesteren præsenterer de samlede politiske ambitioner og introducerer os til Københavns aktiviteter som EGC i 2014.
v/ Overborgmester Frank Jensen eller Teknik- og Miljøborgmester Ayfer Baykal

Pensionskasserne investerer i grøn teknologi
Torsdag den 3. oktober 2013, 9.15-12.00
Flere pensionskasser har i de seneste år suppleret de traditionelle investeringer med projekter, der fokuserer på energiinfrastruktur og grøn teknologi. En af de væsentligste er PensionDanmark, der allerede har investeret 5 mia. kr. i havmøllerparkerne ved Nysted og Anholt - og som inden 2017 i alt planlægger at investere 18 mia. kr. i grøn energi. Vi får besøg af den administrerende direktør, der fortæller om investeringerne og om hvordan han ser på samspillet mellem afkast og samfundsansvar.
v/ Administrerende direktør Torben Möger Pedersen

Grønne arbejdspladser og erhvervsudvikling
Tirsdag den 12. november 2013, 9.15-12.00
Den danske økonomi er som bekendt gået mere eller mindre i stå, og der er udsigt til en meget begrænset stigning i produktionen i de kommende år. Samtidig har regeringen meldt ud, at Danmark skal være uafhængig af kul og olie i 2050. Hvordan skal disse kolossale udfordringer og forandringer håndteres? Hvordan kombineres omlægning til en bæredygtig produktion med skabelse af nye grønne jobs og eksport af fremsynede højteknologiske løsninger? Vi får et kompetent og tænksomt bud herpå med en særlig belysning af, hvordan en mere begavet anvendelse af biomasse kan spille en helt central rolle som et led heri.
v/ Direktør Anne Grete Holmsgaard, BioRefining Alliance


Altinget logoKlima
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget klima kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Klima

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024