En energiunion tager form

Af Jørgen Skovmose Madsen
Leder af Dansk Energis kontor i Bruxelles

I den seneste tid er der blevet sat tal og ansigter på flere ubekendte i Europas fremtidige energipolitik. EU’s regeringsledere blev for nyligt enige om 40-27-27-målene for reduktion af CO2-emissioner, andelen af vedvarende energi og besparelser via energieffektivitet frem mod 2030.

Den 1. november tiltrådte to nye kommisærer på området, spanske Canete og slovakiske Sefcovic, som de næste fem år er ansvarlige for at omsætte 40-27-27 til konkret lovgivning. Mens brikkerne ligeså stille falder på plads, fremstår andre dele af EUs energi- og klimapolitik uklart. Ikke mindst spørgsmålet: Hvad er definitionen på en energiunion?

En europæisk energiunion er ikke noget nyt fænomen. Tværtimod er Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab af 1952 og Det Europæiske Atomenergifællesskab af 1958 begge væsentlige forgængere i etableringen af Den Europæisk Union. Siden har Europa ændret sig betydeligt. Nye teknologier og vedvarende energi stiller tekniske krav til både energisystemet og energimarkedet, og i tillæg biddrager globale klimaforandringer og spørgsmålet om forsyningssikkerhed til, at samarbejdet må betragtes som mere end blot et fælles energimarked, som en energiunion. 

EU skal skabe rammerne
Så meget synes at være på plads. EU skal danne rammerne for en ”modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik”, lyder Kommissionens strategi. Sefcovic har indtil videre omsat denne lidt vage formulering til 5 søjler, som han vil bygge energiunionen omkring.

Den 1. november tiltrådte to nye kommisærer på området, spanske Canete og slovakiske Sefcovic, som de næste fem år er ansvarlige for at omsætte 40-27-27 til konkret lovgivning. Mens brikkerne ligeså stille falder på plads, fremstår andre dele af EUs energi- og klimapolitik uklart. Ikke mindst spørgsmålet: Hvad er definitionen på en energiunion?

Jørgen Skovmose Madsen
Leder af Dansk Energis kontor i Bruxelles

1)      Sikkerhed, solidaritet og tillid

2)      Et indre energimarked

3)      Moderation af efterspørgsel

4)      Dekarbonisering af energimixet

5)      Forskning og innovation

Det forventes, at Sefcovic vil præsentere en mere detaljeret plan i februar 2015, men allerede nu er det forberedende arbejde i fuld gang. Alle forsøger naturligvis at dreje ordene i en retning, der er optimal for deres land, valgkreds, industri og så videre.

I Polen er dekarbonisering af energiforsyningen lig med investeringer i ”clean coal”. Det vil sige effektiviseringer af eksisterende kulkraftværker og opførelse af nye og moderne kulbaserede anlæg. Frankrig, Storbritannien og Finland vil argumentere for at atomkraft er vejen til dekarbonisering, mens Danmark, Sverige, Tyskland med flere vil pege på vedvarende energi og energieffektivitet.

Kvotehandelssystemet skal optimeres
For at sikre netop investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet, er det vigtigt, at politikerne hurtigst muligt får repareret EUs kvotehandelssystem. Det har i de senere år har været præget af et meget stort overskud af kvoter og en meget lav kvotepris. Derfor bør EU’s kvotehandelssystem reformeres således, at det ikke kan betale sig at forurene, og at systemet dermed understøtter grønne investeringer.

Andelen af vedvarende energi i EU’s elsektor vil i 2030 vokse til over 40 %. Det betyder en mere grøn, men også en mere varieret produktion. Derfor er det vigtigt, at markedet indrettes på en måde, der sikrer den nødvendige reservekapacitet, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.

Energieffektivisering er centralt for både at reducere EUs importafhængighed og emissioner af drivhusgasser. Der er et betydeligt potentiale i både industrien og i boligsektoren i Europa.

Mere vedvarende energi i transportsektoren
Samtidig bør man se på, hvordan der kan bringes mere vedvarende energi ind i blandt andet transport og varmesektoren. Den gas og olie, der bruges i disse sektorer, er i høj grad importeret (hhv. 67 % for gas og 87 % for olie i EU). Ved i højere grad at bruge energi, der er produceret i Europa, vil vi kunne reducere vores importafhængighed betragteligt. I øjeblikket bruges der ca. 10 milliarder kroner om dagen på importeret energi i EU.

Investeringer i infrastruktur, større markedsintegration, fokus på forskning (hvor USA og Kina er ved at sætte EU til vægs) bør også indgå i udformningen af en ambitiøs energiunion. Som vicepræsident for energiunionen vil slovakiske Sefcovic være den centrale aktør, og både medlemslande og industriens lobbyister vil sørge for, at hans kalender vil være fuldt booket det kommende halve år.