Energiudfordringer kræver politisk mod

Af Thomas Becker
Administrerende direktør i EWEA

Energisektoren i Europa skal forandres. Vi står overfor beslutninger, som får indflydelse på vores fremtid. Min rolle som nytiltrådt direktør i EWEA er at åbne de europæiske og nationale politikeres øjne for tre udfordringer, som bliver afgørende for, hvordan Europa skal se ud på dette felt.

Brug for langsigtede mål
Først og fremmest skal politikerne i EU sætte mål for mængden af vedvarende energi (VE) i 2030, fordi klare mål kan trække EU i en forsyningssikker og grøn retning. Problemet i Europa er, at vi er storimportører af kul, gas og olie, og at de svingende priser på fossile brændsler er skadelige for borgere, virksomheder og miljøet.

Så siger mange politikere og modstandere af vindmøller, at vind er for dyrt - men her er det vigtigt, at have de langsigtede briller på. Kortsigtede finanspolitiske beregninger kan ikke bruges til ret meget, da de ikke inddrager de negative effekter af CO2 og de stigende fossile prisers indflydelse på samfundsøkonomien. Ulemper, som VE ikke har.

Lommeregnerne i finansministerierne rundtom i Europa viser derfor desværre i disse tider, at kul og skifergas er godt, da det er billigst. Det er forkert! Når vindenergi får skudt i skoene, at det er en teknologi, der ikke kan leve uden tilskud, er det vigtigt at se på de tilskud, som de fossile brændsler får, og som heller ikke indgår i de kortsigtede økonomiske beregninger.

Klare og høje mål for VE i 2030 er billigst for EU
IMF har anslået, at fossile brændsler i 2011 globalt fik 1,9 billion dollars i direkte eller indirekte tilskud, hvilket svarer til 2,5 procent af verdens BNP - vel at mærke betalt af skatteyderne. Det Internationale Energiagentur (IEA) har estimeret, at fossile brændsler i 2011 kun fik 523 milliarder dollars sammenlignet med 88 milliarder dollars til alle former for VE. Altså modtager fossile brændsler væsentligt højere tilskud end VE.

EU og medlemslandene med stor samfundsmæssig og økonomisk fordel bør sætte klare og høje mål for VE i 2030 og på længere sigt. Det er nemlig billigst!

Thomas Becker
Administrerende direktør i EWEA

Derfor er der heller ikke nogen, der skal bilde mig ind, at det er mere fornuftigt at sejle kul fra Kina eller Sydafrika til Danmark og brænde det af her end at satse langsigtet på vindenergi med de positive følgevirkninger, det har for for eksempel danske arbejdspladser.

Konklusionen er, at EU og medlemslandene med stor samfundsmæssig og økonomisk fordel bør sætte klare og høje mål for VE i 2030 og på længere sigt. Det er nemlig billigst!

Brug for et tværeuropæisk elnet
Helt konkret mangler man et tværeuropæisk elnet, som kunne gøre det muligt at få store mængder vindenergi fra for eksempel havet ud for Esbjerg ned til Essen.

Derfor er optimeringen af elnettet i Europa en klar opgave, som skal prioriteres højt, og heldigvis har Danmark her en stor erfaring, som kan eksporteres til andre lande sammen med vores viden om integration af vindmøller i elnettet.

Der skal ryddes op i kvotesystemet
Sidst men ikke mindst er en altoverskyggende udfordring, som står i vejen for vores fælles omstilling til VE, CO2-kvotesystemet i EU, som er på vej mod et kollaps. Jeg tager hatten af for EU og forsøget på at implementere et kvotesystem. Problemet er, at man uddelte alt for mange kvoter til landene, da direktivet skulle vedtages i EU's ministerråd. Og man skal passe på med den slags politiske gratis-gaver - de kommer tilbage som problemer!

Der skal ryddes op, og vi skal øge kvoteprisen ved at fjerne nogle kvoter her og nu. Jeg foreslår, at man tager 2,2 milliarder tons ud af systemet, da det vil sikre rigtige investeringsincitamenter samt en rimelig pris på forurening. Altså et mere intelligent system set med markedsbriller og investorers øjne. De tre udfordringer bør fylde meget i de enkelte EU-lande, og jeg ser frem til denne diskussion.