Får vi en polsk chef for EU-Kommissionen?

Af Ulrich Bang
EU-chef i Dansk Energi

Når EU-sæsonen åbner til september, er det sidste periode for den nuværende EU-Kommission og det nuværende EU-parlament. Der skal være valg til parlamentet den 22.-25. maj næste år, og den nuværende kommissions mandat udløber i efteråret 2014.

Skiftedagen nærmer sig ubønhørligt, og det betyder, at de politiske fronter trækkes en anelse skarpere op i EU-Parlamentet, og at tonen bliver lidt mere barsk end ellers. For de parlamentarikere, der genopstiller, skal der bruges mere og mere tid på at pleje den hjemlige valgkreds og få markeret nogle klare synspunkter.

Skiftedagen betyder også, at gættelegen, om hvem der bliver den nye formand for EU-Kommissionen, for alvor begynder. Et varmt rygte siger, at den polske premierminister, Donald Tusk, er i spil. Han bliver nævnt som et bud fra den konservative gruppe i parlamentet. Samtidig kan det være på tide med en kommissionsformand fra Østeuropa - ja, og så er Tusk premierminister for en økonomi i vækst.

Noget for noget
I den mere kulørte ende af rygtestrømmen er der nogen, der mener at vide, at Tusk har lavet en politisk studehandel med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, om, at Polen melder sig ind i Euro'en i bytte for tysk støtte af Tusk som kommissionsformand.

Set med energibriller, vil det være noget af et stilskifte fra grønne Barroso, der som kommissionsformand de seneste knap ti år har været meget aktiv i forhold til at støtte den grønne omstilling med fokus på vedvarende energi, aktiv klimapolitik og satsning på energieffektivitet (20-20-20-målene for 2020). Grøn kan man næppe beskylde Tusk for at være. I nyere tid har Polen tre gange nedlagt veto mod langsigtede energi- og klimamål for EU.

Ét er imidlertid at være polsk premierminister, noget andet er at være formand for EU-Kommissionen.

Øverst på energisektorens ønskeseddel over virkemidler står CO2-kvotesystemet, hvor EU-Kommissionen bliver nødt til at handle.

Ulrich Bang
EU-chef i Dansk Energi

Klimamål i fokus
Hvad enten det bliver Tusk eller en anden, er det afgørende, at det forslag til en langsigtet energi- og klimapolitisk ramme, som kommissionen p.t. arbejder på og har annonceret i slutningen af året, bliver ambitiøst.

Det er vigtigt med ambitiøse energi- og klimamål for 2030, men faktisk endnu vigtigere, at kommissionen kommer med konkrete lovforslag i form af direktiver, forordninger eller andre retsakter og ikke blot en politisk meddelelse.

Og hvorfor så det?

Jo, af den simple årsag at politiske meddelelser fra kommissionen altid behandles af EU's Ministerråd, som træffer beslutninger ved enstemmighed. Det er her, Polen tre gange har nedlagt veto mod nye energi- og klimamål for 2030.

Lovgivning derimod vedtages med kvalificeret flertal, så et enkelt land ikke kan nedlægge veto.

Øverst på energisektorens ønskeseddel over virkemidler står CO2-kvotesystemet, hvor EU-Kommissionen bliver nødt til at handle. Vi skal have et kvotesystem, der ikke undergraver investeringer i kraftvarme, energieffektivitet og vedvarende energi.

En CO2-kvote koster i dag knap 4,5 euro/ton, hvilket er knap 15 procent af de 30 euro, som kan være med til at sikre en grøn omstilling og de rigtige investeringer i Europa. En reform er altså nødvendig.