Gang i forhandlingerne om energieffektivitet i EU

Af Britta Thomsen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet 

I disse dage sidder jeg med til forhandlingerne om Europas fremtidige energipolitik. Efter flere uger med stilstand kom forhandlingerne endelig i gang her i maj. Parterne har nærmet sig hinanden, og vi er nu tæt på en aftale på flere områder.

Men der er stadig store sværdslag, der skal slås, og Rådets ambitionsniveau er på nuværende tidspunkt langt under det acceptable. 

Rådets udspil vil kun dække 38 procent af de nødvendige energibesparelser, og det er slet ikke nok til at gøre os uafhængige af import af olie og gas fra Mellemøsten og Rusland. Det vil heller ikke kunne gøre et markant indhug i de store summer, som EU samlet set bruger på at importere energi.

Vi risikerer, at vi skal betale langt mere for energien i fremtiden, hvis vi ikke allerede nu begynder at bruge den meget klogere. 

Større ambitioner
Rådets udspil vil heller ikke give det boost til vækst og jobskabelse, som EU så desperat har brug for. Hvis vi skal skabe de 2 mio. job, som direktivet har potentiale til, kræver det, at medlemslandene energirenoverer min. 2,5 procent af alle offentlige bygninger årligt, og at vi får sat gang i energirenovering af private hjem.

Både Parlamentet, Kommissionen og det danske formandskab er top-motiverede for at finde et kompromis nu, og derfor tror jeg stadig på en aftale under det danske formandskab. Men der er et godt stykke vej igen.

Britta Thomsen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Medlemslandenes ambitioner rækker desværre ikke så langt. De ønsker eksempelvis kun at renovere centraladministrationens bygninger, hvilket i Tyskland drejer sig om ca. 30 bygninger alt i alt. 

Både Parlamentet og medlemslandene i Rådet har stærke holdninger til ambitionsniveauet og midlerne i direktivet, og det er tvivlsomt, om parterne er klar til at indgå de nødvendige kompromisser.

Aftale under dansk formandskab
Her i Parlamentet siger man, at det er vigtigere at få et godt direktiv, end hvilket formandskab der forhandler aftalen hjem. Omvendt er det usikkert, om de kommende formandskabslande, Cypern og Irland, har tålmodigheden, ressourcerne og viljen til at lave en god og ambitiøs aftale.

Derfor er både Parlamentet, Kommissionen og det danske formandskab topmotiverede for at finde et kompromis nu, og derfor tror jeg stadig på en aftale under det danske formandskab. Men der er et godt stykke vej igen.