Hvad kan Danmark gøre for at redde klimaet?

Af Jens Hauch
Cheføkonom, Kraka

Den globale temperatur stiger, årsagen er udledning af drivhusgasser, og konsekvenserne er betydelige. Men hvad kan et lille klimavenligt land som Danmark gøre?

I Kraka har vi vurderet klimaplanen. Udgangspunktet for dansk klimapolitik er to ubehagelige kendsgerninger:

Den første kendsgerning er, at uanset hvad vi gør, har det meget lille effekt på det globale klima. Så længe lande som USA og Kina udleder drivhusgasser, vil den globale temperatur stige uanset vores – efter global målestok – meget beskedne indsats.

Den anden kendsgerning er, at en klimaindsats ikke er gratis. Vi skal bruge andre og oftest dyrere teknologier, og vi skal ændre sammensætningen af vores forbrug. Vi kan kompensere erhvervene, så de ikke mister konkurrenceevne, og vi kan forsøge at fremme "grønne arbejdspladser". Men også dette har en økonomisk omkostning, og ad den ene eller anden vej ender regningen med sikkerhed hos de danske husholdninger.

Størst klimaeffekt for prisen
Men hvorfor så yde en ekstra indsats? Man kan argumentere for, at vi som et velstående land har en moralsk forpligtelse til at yde en ekstra indsats, også selvom gevinsten er begrænset. Der kan så være forskellige holdninger til prisen for "den høje moral". Det er et politisk spørgsmål. Men uanset om vi vil betale meget eller lidt, bør vi stræbe efter den størst mulige klimaeffekt for prisen.

Ad den ene eller anden vej ender regningen med sikkerhed hos de danske husholdninger.

Jens Hauch
Cheføkonom, Kraka

Den internationalt anerkendte miljøøkonom Michael Hoel peger i en udredning for det svenske finansministerium på, at små klimvenlige lande som Sverige og Danmark formentlig kan sikre den største klimaeffekt ved at fokusere på teknologisk udvikling og derved indirekte påvirke andre lande.

Den sædvanlige anbefaling er at skabe tilskyndelse til teknologisk udvikling (og reduceret udledning) via høje priser på drivhusgasser. Det kan fx være via høje kvotepriser eller høje afgifter på ikke-kvotemarkedet. Men Hoel peger særligt på, at også en målrettet forsknings- og udviklingsindsats inden for klimateknologi kan reducere omkostningerne ved at være klimavenlig. Og den opnåede viden kan spredes til virksomheder i andre lande.

Klimaplan rammer ved siden af
Regeringens klimaplan har ikke ramt den skive. Planen er primært rettet mod at reducere de samlede danske udledninger. Virkemiddelkataloget peger i retning af påbud og nationale investeringer på kvotemarkedet.

Men EU's kvotemarked betyder, at særskilte danske tiltag – såsom PSO-finansierede danske vindmøller – ikke kan forventes at give nogen CO2-reduktion: Hvis Danmark udleder mindre fra de kvoteomfattede sektorer, vil andre lande udlede tilsvarende mere, og erhvervene får ikke tilskyndelse til teknologiudvikling.

Direkte påbud kan i nogle tilfælde være den eneste farbare vej til reduktioner i ikke-kvotesektorerne. Og de gratisgevinster, der identificeres i klimaplanens virkemiddelkatalog, bør under alle omstændigheder høstes. Men påbud giver ofte kun begrænset tilskyndelse til teknologisk udvikling. 

Regeringen bør derfor overveje at justere sigtekornet i retning af teknologisk udvikling: Støtte forskning og udvikling af klimateknologier. Brug af afgifter i ikke-kvotesektorerne – så vidt muligt. Understøttelse af kvotemarkedet politisk, som regeringen lægger op til, evt. suppleret med opkøb og destruktion af kvoter.

Vi kan ikke gøre meget, men vores beskedne bidrag bør være målrettet.