Ida Auken: Hvad er planen egentlig, Lilleholt?

Af Ida Auken
klimaordfører, Radikale.

Efter to år med en Venstre-minister i spidsen for klima- og energiområdet er det lettere at pege på det, der er sløjfet og skrottet, end de ambitioner, der fortsat lever. Det kendetegnende ved Lars Chr. Lilleholt er, at foden er havnet solidt på bremsen, når det handler om den grønne omstilling af vores energiforsyning. 

Der er ellers en del opgaver at tage fat på: En tredjedel af Danmarks vindenergi kommer fra vindmøller, der om ganske få år vil være forældede og ikke funktionsdygtige. Vi ved ikke, hvad ministeren vil.

Skal vi have en række mindre vindmøller til at erstatte dem? Skal vi have kæmpevindmøller på land? Kystnære møller? Eller skal vi satse på olie eller kulkraftværker? Jeg ved det ikke, selvom 2020 i forhold til energiforsyning er lige rundt om hjørnet.

"Grøn optimisme"
Ministeren er heller ikke kommet med den afgifts- og tilskudsanalyse, der skal lægge grunden til at kunne ændre på tingene og få sikret, at der kommer mere el ind i for eksempel varmesektoren.

Det er lettest at blive klog på, hvad regeringen ikke vil. Lars Chr. Lilleholt har blandt andet konstateret, at han ikke ønsker, at hans børnebørn skal kigge på kystnære vindmøller, da de ikke falder i ministerens æstetiske smag.

Vi har tidligere hørt fra ministeren, at der er masser af tiltag i støbeskeen for 2020-2030, men det er svært at blive klog på, hvad det egentlig er, regeringen vil, når det handler om fremtidens energiforsyning.

Ida Auken (R)
Klimaordfører, Radikale

Det på trods af vindmøllerne er den billigste form for vindmøller. Hverken den smalle Venstre-regering eller VLAK-regeringen har adresseret en handlingsplan, og i stedet bliver vi præsenteret for floskler som ”grøn realisme” og ”grøn optimisme”.

Den grønne førertrøje sættes over styr
Vi har tidligere hørt fra ministeren, at der er masser af tiltag i støbeskeen for 2020-2030, men det er svært at blive klog på, hvad det egentlig er, regeringen vil, når det handler om fremtidens energiforsyning. 

Det gælder blandet andet ministerens ønske om hurtigt at udfase den offentlige støtte til bæredygtige energikilder. Jeg har i udgangspunktet intet imod, at man foretrækker, markedet skal kunne klare sig selv.

Det virker dog uklogt alene at tale om at fjerne støtten til vind, når flere eksperter og forskere indenfor energisektoren advarer imod det, fordi alle grene af elsektoren i forvejen modtager støtte. 

Mens Lars Chr. Lilleholt nøler med de grønne tiltag, så er Danmark godt i gang med at sætte den grønne førertrøje over styr. Det ærgerligste er, at det sker på et tidspunkt, hvor verden for alvor begynder at rykke på vindenergi, cleantech og bæredygtige løsninger i kølvandet på Paris-aftalen. Derfor kan vi kun håbe på, at Lars Chr. Lilleholt får børstet støvet af de glemte ambitioner for en bæredygtig energiforsyning.

Selvom regeringen prøver at glemme dem, vil jeg og de Radikale i hvert fald kæmpe for, at Lars Chr. Lilleholt husker dem, når der skal forhandles ny energiaftale.