Debat

Lad os investere i et grønt Europa!

DEBAT: Danmark og EU skal fokusere på konkret lovgivning, der kan give virksomhederne en løftestang til at træffe de svære beslutninger om energieffektivitet. Det skriver Lars Andreasen, koncerndirektør for klima og energi i SE.

Den danske regering har en forpligtigelse til at udnytte mulighederne i energibranchen. Det mener koncerndirektør Lars Andreasen.
Den danske regering har en forpligtigelse til at udnytte mulighederne i energibranchen. Det mener koncerndirektør Lars Andreasen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vækstpotentialet er stort. Det understøttes af Nationalbanken, der for nylig fremlagde tal, der viser at danske industrivirksomheder – gennem energibesparelser - har forbedret konkurrenceevnen svarende til en besparelse på 27 kr. pr. time pr. medarbejder.

Lars Andreasen
Koncerndirektør for energi og klima i SE
Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til: [email protected]

Af Lars Andreasen
Koncerndirektør for klima og energi i SE

Danmark er et foregangsland for energieffektivitet, men vores forspring er skrumpet ind til det minimale. Hverken Danmark eller Europa investerer det nødvendige i energieffektivitet, og selvom vi ser ud til at nå vores målsætninger i 2020, så skal det ses i sammenhæng med det mindskede energiforbrug, som krisen medfører. Energiforbruget og forureningen vil skyde af sted, så snart der kommer gang i hjulene igen.

Jeg vil derfor appellere til, at vi tager skeen i den anden hånd. Politikerne og industriens repræsentanter i Danmark og EU skal sætte fokus på konkret lovgivning, der giver virksomhederne en løftestang til at tage de ofte svære beslutninger om energieffektivitet, der på den lange bane er kilde til forbedring af konkurrenceevnen og en fantastisk platform for danske innovative løsninger. 

Stort vækstpotentiale

Vækstpotentialet er stort. Det understøttes af Nationalbanken, der for nylig fremlagde tal, der viser, at danske industrivirksomheder – gennem energibesparelser - har forbedret konkurrenceevnen svarende til en besparelse på 27 kr. pr. time pr. medarbejder. Men Danmark er et lille land, og hvis vores indsats skal batte, så skal vi gøre mere for at komme ud på det europæiske marked. Danmark eksporterede i 2013 energiteknologi for mere end 61 mia. kroner.

Selvom det er et stort tal, så er det ikke nok. Én undersøgelse viser, at Polen kan skære tre gange den danske industris samlede energiforbrug, mens en indsats på det tyske marked kan generere investeringer for minimum 250 mia. euro i perioden 2014-2020. Vi sætter vores lid til, at EU-politikerne og regeringen vil være med til at foreslå konkrete virkemidler i EU-landene. Dansk industri skal også påvirke deres europæiske kolleger, så også de arbejder for konkret lovgivning om energieffektiviseringer.

Bedre rammebetingelser for grøn omstilling
Når energibranchen har så stort et potentiale, så har den danske regering også en forpligtelse til at udnytte mulighederne ved at komme i gang med at stille konkrete krav og holde igen med den velmenende varme luft. Vi skal ikke give statsstøtte til arbejdspladser, som hører fortiden til. Vi skal derimod skabe rammebetingelser, der gør det muligt for Danmark at nå i mål med den grønne omstilling, og som kan gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige.
Ja, politikerne snakker da i høj grad om energieffektivitet. Men snakken bærer meget præg af luftige målsætninger.

Nogle siger 30, andre siger 40 og så fremdeles. Vi støtter et mål for energieffektivitet i 2030, men selvom tal er gode, så er det hverken målsætninger eller overbudspolitik, der gør en markant forskel. Nej, vi skal have konkrete værktøjer til at åbne de enkelte markeder. Man behøver ikke at være bange for at stille konkrete krav til virksomheder om energieffektivitet. Det er en hjælp, der gør det muligt for virksomhederne at gå en mere bæredygtig og konkurrencedygtig vej.

Med SE’s seneste opkøb i Tyskland har vi cirka 140 medarbejdere i Danmark, Tyskland og Polen, der arbejder med energieffektivitet. Og via disse medarbejdere ved vi, at der er voldsomt store kulturforskelle i landene. Danske virksomheder kan hjælpe til med en forståelse for, hvordan energibesparelser kan gennemføres. Energieffektivitet har i årevis fået en stedmoderlig behandling i EU. Nu er det på tide, at der sættes strøm til konkrete initiativer frem for endnu en konsulentrapport, hvis en holdbar og bæredygtig vækst skal bidrage til en lys fremtid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024