Lidegaard skal sikre ro i Udenrigsministeriet

ROKADE: Danmarks nye udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), skal skabe stabilitet på Asiatisk Plads efter et meget turbulent halvår i ministeriet. Han kommer med stor erfaring fra international klimadiplomati og brede forlig.
Den nye udenrigsminister skal først og fremmest skabe lidt kontinuitet i det hårdt prøvede ministerium.
Den nye udenrigsminister skal først og fremmest skabe lidt kontinuitet i det hårdt prøvede ministerium.Foto: Christian Stæhr
Morten Øyen
Ni ministre på seks måneder.

Det er status i Udenrigsministeriet efter mandagens regeringsrokade. Igennem hele ministeroverdragelsen i ministeriet var det da også det underliggende tema. Det skete med glimt i øjet. Med en fodboldtrøje til den afgående udenrigsminister, Holger K. Nielsen, med nummer 52 på ryggen. 52 for antal dage, han var udenrigsminister.

Men det var også med en underliggende alvor, at departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen i sin tale sagde, det var vigtigt, at fornyelsen i ministeriet sker i en balance med stabilitet. Markeringen fra departementschefen blev grebet af den nye udenrigsminister i sin tale til ministeriets ansatte.

"Der er behov for kontinuitet på denne post," sagde Martin Lidegaard, som kommer fra posten som klima- og energiminister. En ministerpost, han har haft siden valget i 2011.

Nu er han øverste chef for et ministerium i en omvæltende tid. Foruden at have været en svingdør for ministre i denne regeringsperiode er toppen af embedsværket blevet udskiftet inden for kort tid. Lige inden rokaden blev der præsenteret en stor reform af hele ambassadestrukturen. Og med rokaden mistede ministeriet - igen - sin plads i regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Fremover er ministeriet og dets minister kun med, når regeringen diskuterer udenrigspolitik.

Fakta

Udskiftning i Udenrigsministeriet

Siden august 2013 har Villy Søvndal (SF), Pia Olsen Dyhr (SF), Nicolai Wammen (S), Christian Friis Bach (R), Holger K. Nielsen (SF), Nick Hækkerup (S), Rasmus Helveg Petersen (R) og nu Mogens Jensen (S) og Martin Lidegaard (R) været ministre i Udenrigsministeriet.

Dertil er der også minister for nordiske anliggender, som formelt også hører til i Udenrigsministeriet. Siden august har den post været hos Manu Sareen (R) og Carsten Hansen (S).  

Det gør den ofte, forsikrede den nye udenrigsminister, som dermed lod forstå, at det nok skal gå. Men det er samtidig klart, at en udenrigsmister, som har +100 rejsedage om året, i praksis ofte vil være afskåret fra arbejdet i regeringens maskinrum. Og det ærgrer man sig over i ministeriet.

Kompetent ideolog
Hvem er den nye udenrigsminister så?

Jeg tror ikke, at Danmark har en styrke internationalt, hvis vi ikke står stærkt i Europa.

Martin Lidegaard (R)
Ny udenrigsminister

Martin Lidegaard er blevet kaldt "regeringens kompetente ideolog". Det skyldes, at han er vidende om de områder, han arbejder med, og har en god evne til at markere sig skarpt. Få i landet er i tvivl om, at Martin Lidegaard er meget optaget af klimadagsordenen. At han ved noget om det, og hvor han står i debatten.

Den side af ham fik Udenrigsministeriet også at mærke fra første dag, da det kom frem, at Lidegaard for 10 år siden skrev en kronik, hvori han foreslog Udenrigsministeriet nedlagt. I stedet skulle Danmark satse på en fælles europæisk udenrigspolitik, skrev han i kronikken, som han i øvrigt skrev med tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

"Jeg vidste allerede, da vi skrev den, at den kronik ville skabe ballede," sagde den nye minister.

Solcelle-ministeren
Ud over denne idealitiske side har Martin Lidegaard også en meget pragmatisk tilgang til politik. Det fik man at se i hans arbejde for at nå en bred energiaftale, som faldt på plads i marts 2012. Aftalen har alle partier i Folketinget bag sig med undtagelse af Liberal Alliance. Forud måtte Lidegaard dog gang på gang tilbage til sit ministerium og bede sit embedsværk skære i udgifterne til aftalen for at få Venstre med.

Igennem en længere periode har han også måttet få sit embedsværk til at justere i solcelle-aftalen, da udgifterne løb løbsk. Et ukønt forløb, som medførte en "næse" til Martin Lidegaard for sin håndtering af sagen. Og sagen er endnu ikke helt afsluttet: Rigsrevisionen arbejder frem til sommer på at undersøge hele solcelle-sagen.

Minister med godt humør
Det, som står tilbage fra Martin Lidegaards periode som klima- og energiminister, er, at han er grøn og idealistisk - men dog ikke mere, end selv Dansk Folkeparti har kunnet stemme for alle hans lovforslag.

Det er der nogle strategisk-politiske grunde til. Men det hænger også sammen med Martin Lidegaards stil, som er inkluderende, og hvor ordførere og aktører føler, ministeren lytter.

Ved ministeroverdragelsen i Klima- og Energiministeriet omtalte departementschef Thomas Egebo Martin Lidegaard som meget social og omgængelig. Han er næsten altid i godt humør og kommer hurtigt over det, hvis han ikke er. Han har vist sig som en dygtig klimadiplomat, særligt på klimatopmødet i Durban og det seneste i Warszawa. Ifølge departementschefen har Lidegaard en god energi og er god til at skabe begejstring.

Målt alene på klapsalverne fra ministeriets ansatte til den afgående klima- og energiminister ved overdragelsen kunne man fristes til at tro, at der er noget om det.

EU, vækstøkonomier og Arktis
Hvad står så på programmet for den nye udenrigsminister?

Foruden at skabe lidt ro og kontinuitet i ministeriet vil EU det næste halve år fylde meget i ministerens kalender. I sin tale for Udenrigsministeriets ansatte nævnte Martin Lidegaard vigtigheden af Danmarks rolle i EU-sammenhæng, det kommende valg til Europa-Parlamentet og afstemningen om den fælleseuropæiske patentdomstol.

"Jeg tror ikke, at Danmark har en styrke internationalt, hvis vi ikke står stærkt i Europa," sagde Lidegaard efterfølgende til de fremmødte journalister.

Danmarks rolle i forhold til EU skal også stadig afklares i forhandlingerne om en Europaaftale, som Nick Hækkerup (S) arvede fra Nicolai Wammen (S), og som nu sendes videre til den næste minister.

Med inspiration fra arbejdet med klima- og energipolitikken har Martin Lidegaard også en ambition om, at Danmark skal spille en rolle uden for Europa og påvirke store og afgørende lande i verdensøkonomien.

"Jeg er meget optaget af, at Danmark kan påvirke udviklingen i de store vækstøkonomier. Det er uden for EU's grænser, at verden virkelig er i bevægelse," sagde udenrigsministeren og henviste til, at middelklassen på verdensplan har vokseværk og forskyder magtbalancerne.

"Og så er Arktis et område, som jeg håber på, jeg kan få lov at sætte mine fingeraftryk på," sagde Martin Lidegaard.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

Holger K. Nielsen

Fhv. MF (SF), minister og partiformand
cand.mag. i samfundsfag og dansk (Københavns Uni. 1979)

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024