Medlemslande godkender energispareaftale
Morten Øyen
RedaktørI 2007 vedtog Det Europæiske Råd konklusioner om nødvendigheden af at øge energieffektiviteten i unionen for at nå målet om at spare 20 procent af unionens energiforbrug i 2020. Det Europæiske Råd har igen fremhævet vigtigheden af at nå målet om de 20 procent i energieffektivitetsdirektivet, og har bedt Energiministerrådet om at færdiggøre forhandlingerne om direktivet med Europa-Parlamentet inden udgangen af juni i år.
Formandskabet opnåede enighed om en aftale med Europa-Parlamentet natten til onsdag, og med medlemsstaterne på ambassadørniveau torsdag. Fredag den 15. juni mødes energiministrene til rådsmøde i Luxembourg.
Aftalen skal få Europa til at reducere energiforbruget frem mod 2020. Den er dog ikke så ambitiøs, som EU-Kommissionen oprindeligt havde foreslået, og ej heller så ambitiøs, som Europa-Parlamentet eller det danske formandskab gerne havde set den. Længe blev aftalen og ambitionsniveauet dog kun udvandet, og den danske klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) frygtede forhandlingerne helt ville strande (læs artikel i linkboks).
Et "kunstgreb" fra det danske formandskab (læs artikel i linkboks) var dog med til at bane vejen for den aftale, der blev indgået med Europa-Parlamentet natten til onsdag. Og trods formandskabet kun havde haft et relativt skrøbeligt forhandlingsmandat, endte flere lande med at tilslutte sig kompromiset på torsdagens møde mellem ambassadørerne.
Tyskland støtter aftale
Mest bemærkelsesværdigt var det, at den tyske ambassadør meddelte, at hans land også nu kunne melde sig klar til at støtte aftalen. Forud har der særligt i den internationale presse været en hård kritik af, hvordan Tyskland meget langt hen i forløbet havde formået ikke at have nogen holdning til det, som lå på bordet.