Realisme i klimadebatten, tak!

Anna Rosbach
Medlem af Europa-Parlamentet, sidder i gruppen ECR (The European Conservatives and Reformists)

COP17 står for døren, og igen skal verdens lande forsøge at nå til enighed om en vej til at reducere udledningen af CO2. De globale klimaforandringer er en realitet. Derfor er det vigtigt, at verdenssamfundet efter klimakonferencen i Durban står med brugbare resultater.

Balance mellem ambitioner og realiteter
Men vejen til resultater findes gennem den rette balance mellem ambitioner og realitetssans. Jeg har på fornemmelsen, at det ofte er vigtigere for en række politikere at sige det, der lyder godt, frem for at arbejde realistisk på at skabe resultater.

Realisme tak!
EU står lige nu for ca. 11 % af den globale udledning af drivhusgasser. Derfor kan vi intet gøre alene. Kina og USA er i den forbindelse altafgørende. Men Kina og USA befinder sig i en helt anden politisk virkelighed end EU.

Obama vil ikke kunne tilslutte sig en aftale, der forpligter USA på at reducere deres udledning af CO2, og Kina har først og fremmest fokus på fortsat at skabe økonomisk vækst. Det er realiteter, som vi gør klogest i at tage alvorligt.

Vi får ikke USA og Kina med
For at det ikke skal være nok, så modsætter Japan, Canada og Rusland sig en ny Kyoto-periode, hvilket vil udvande en eventuel forlængelse af aftalen. Derfor er det ærgerligt, at en forlængelse og udvidelse af Kyoto-aftalen stadig bliver nævnt som et succeskriterium for COP17.

COP17 vil ikke løse verdens udfordringer, og alle andre påstande vil være at føre befolkningen bag lyset.

Anna Rosbach
Medlem af Europa-Parlamentet

Den danske klimakommissær Connie Hedegaard er langt mere realistisk, når hun har gjort det klart, at vi ikke får USA og Kina med til at sænke udledningen af CO2 inden 2020.

Støt op om Connie Hedegaard
Det giver rum til at fokusere på at få lavet aftaler, som rent faktisk bliver til noget, og som derfor vil kunne gøre en forskel i sidste ende. Mange tolkede det som en kursændring fra klimakommissæren, men sådan opfattede jeg det ikke.

Connie Hedegaard har et ambitiøst forhandlingsmandat, som hun står fast på. Men som ansvarlig kommissær siger hun selvfølgelig sandheden. I stedet for at begræde at borgerne får realiteterne at vide, så bør vi alle støtte op om Connie Hedegaard i hendes bestræbelser på at få så meget som muligt ud af COP17.

Skaber ikke de tilsigtede resultater
Hvad er så realistisk? Der er meget fokus på abstrakte og overordnede diskussioner om 2 grader og 2050-målsætninger. EU stiller som betingelse for at gå med i en forlængelse af Kyoto-aftalen, at der bliver lavet en køreplan for, hvornår resten af verdens lande indgår i forpligtende aftaler.

Det er i princippet fornuftige mål, men det kommer ikke til at skabe de tilsigtede resultater. Vi vil få en masse papirer med en masse hensigter, men når alt kommer til alt, vil de enkelte lande kun omstille sig til grøn energi, hvis det kan betale sig og er realistisk.

Opnåelige delaftaler
Jeg mener, at man bør fokusere på opnåelige delaftaler, som også vil gøre det nemmere for USA og Kina at reducere deres CO2-udledning på længere sigt. Lad os få nogle konkrete aftaler mht. skovrydning i Latinamerika. Lad os få nogle brugbare løsninger på udbygningen af solenergi, og lad os få lavet nogle effektive aftaler om vidensdeling.

Gør en konkret og brugbar forskel
Det vil gøre en konkret forskel, som er meget mere brugbar end en abstrakt aftale om 2050-målsætninger, som ikke har opbakning blandt de største CO2-udledere, eller en usikker køreplan, som bare udskyder de vigtige beslutninger.

Og lad os tage fat på problemerne med madspild. Spild af mad står for omkring 14 procent af verdens CO2-udledning, og vi ville kunne løse en række økonomiske og sociale udfordringer på samme tid. Her er virkelig noget konkret og måleligt at komme efter, som vil kunne gøre en forskel.

COP17 løser ikke udfordringerne
Vi lærte det allerede i København. Det er ikke i FN-regi, at de store skridt på vej mod en grøn revolution skal findes. Konferencerne kan bruges til at sætte fokus på udfordringerne, og i den forstand var COP15 en stor succes. Men den nødvendige omstilling vil komme nedefra, hvor Danmark for tiden udgør et godt og konkret eksempel for resten af verden.

EU kan sagtens gå forrest med en ambitiøs grøn omstilling, og her skal vores fokus være. EU skal ikke hænge sin hat på COP17, og det skal Danmark heller ikke. Vi skal bare selv komme i gang. COP17 vil ikke løse verdens udfordringer, og alle andre påstande vil være at føre befolkningen bag lyset.