Rigsrevisionen: CO2-svindelsag kan afsluttes

CO2: Ministerierne har taget en række initiativer til at forbedre administrationen af CO2-kvoteregistret. Det begrænser muligheden for svindel så meget, at rigsrevisionen mener kvote-svindelsagen nu kan afsluttes.
Morten Øyen
Fakta
CO2-kvoteskandalen:

Administrationen i Miljøstyrelsen og Energistyrelsen levede ikke op til EU-forordningens krav om dokumentation ved oprettelse af konti i Kvoteregisteret. Derved har det i en periode på næsten 5 år været muligt at handle med CO2-kvoter fra det danske register via falske identiteter med momskarruselsvindel for øje.

Kilde: Statsrevisorerne
De danske myndigheders administration af CO2-kvoteregistret fra 2005-2009 har været så utilfredsstillende, at det har tiltrukket momssvindlere og haft betydning for omfanget af momskarruselsvindel i andre EU-lande. Men de tiltag, som Miljøministeriet, Klima- og Energiministeriet og Skatteministeriet har taget siden 2009, er efter Rigsrevisionens opfattelse så gode, at mulighederne for momskarruselsvindel ved handel af CO2-kvoter er blevet markant begrænset.

Derfor bør sagen nu afsluttes, lyder konklusionen i et nyt notat fra rigsrevisor Lone Strøm til Statsrevisionen.

Notatet er skrevet efter, Klima- og Energiministeriet, Miljøministeriet og Skatteministeriet har afgivet nye redegørelser i maj. Rigsrevisorens konklusion bygger på at:

"Da Energistyrelsen nu har etableret skrappe dokumentationskrav, så Kvoteregistret administreres i overensstemmelse med EU-forordningen, og da indførelsen af omvendt betalingspligt ved handel med CO2-kvoter i de fleste europæiske lande har medført, at muligheden for at begå momskarruselsvindel ved handel med CO2-kvoter er stærkt begrænset, er det min opfattelse, at sagen kan afsluttes," skriver rigsrevisor Lone Strøm.

Dokumentation

EU's CO2-kvoteregister

En række industrilande forpligtede sig i 1997 i Kyoto til at reducere udledningen af drivhusgasser. Store danske elproducenter var i perioden 2000-2004 omfattet af en dansk kvoteordning for CO2-udledning, og siden 2005 har elproducenterne og en række andre producenter været omfattet af EU's kvotehandelssystem. Handlen med kvoter muliggør, at CO2-reduktionen sker i virksomheder, hvor det er økonomisk mest fordelagtigt. I det elektroniske kvoteregister kan oprettes både virksomheder, der skal have tilladelse til at udlede CO2, og virksomheder og privatpersoner, der ønsker at handle med kvoter. Handlen registreres via et netværk af elektroniske kvoteregistre, hvor hvert EU-land har sit eget register.

Info: Statsrevisorerne.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024