Rød blok frygter lukket debat om CCS

CCS: Oppositionen kræver sikkerhed for folketingsbehandling af eventuel tilladelse til CO2-lagring i fremtiden. SF, R og Enhedslisten ser dog helst, at Danmark aldrig benytter sig af teknologien.
Det er folketingssalen og ikke det energipolitiske udvalg, der skal danne ramme for drøftelse af CCS, mener venstrefløjen.
Det er folketingssalen og ikke det energipolitiske udvalg, der skal danne ramme for drøftelse af CCS, mener venstrefløjen.Foto: ft.dk
Hjalte T. H. Kragesteen

Jeg synes ikke, det er særligt betryggende, at det bare skal fremlægges, og at der skal ske drøftelser. Det risikerer at være uden for folks bevågenhed, hvis det sker på et lukket samråd, hvor ministeren så konkluderer, at nu har der været drøftelser, og så må man køre videre med det.

Margrethe Vestager (R)
Energi- og klimaordfører

Tilladelser til CCS - lagring af CO2 i undergrunden - skal tages op i folketingssalen, mener venstrefløjen. Partierne frygter, at debatten om CCS bliver gemt væk på lukkede samråd. Men klima- og energiminister Lykke Friis (V) holder fast i, at tilladelse skal gives af ministeren efter drøftelse i energiudvalget.

Det kom frem ved førstebehandlingen af et EU-direktiv, der skal give Danmark mulighed for at bruge undergrunden til blandt andet CCS. Lovforslaget tager dog ikke stilling til brugen af CCS, men baner vejen for tilladelser på et senere tidspunkt.

Folketingsbehandling skaber tryghed
Men for oppositionen er det vigtigt, at CCS-tilladelser bliver behandlet  i Folketinget. Ellers ønsker man ikke at stemme for lovforslaget, lød det fra salen.

"For Socialdemokraterne er det meget vigtigt, at en eventuel tilladelse først gives efter en seperat folketingsbehandling. Det er betingelsen for vores positive medvirken til lovforslaget," siger medlem af Folketinget Per Husted (S).

Der er i forbindelse med CCS stor bekymring i befolkningen, som også kom til udtryk i sidste uge, da en gruppe borgere mødte op i energiudvalget. En bekymring, der skal tages mere alvorligt, lyder det fra Radikale.

"Jeg synes ikke, det er særligt betryggende, at det bare skal fremlægges, og at der skal ske drøftelser. Det risikerer at være uden for folks bevågenhed, hvis det sker på et lukket samråd, hvor ministeren så konkluderer, at nu har der været drøftelser, og så må man køre videre med det," siger energi- og klimaordfører Margrethe Vestager.

Men det afviser klima- og energiministeren.

"Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen minister vil sidde et flertal i Det Energipolitiske Udvalg overhørig. Det er fuldstændigt utænkeligt," siger hun.

"Med livrem og seler"
Men bekymringen hos oppositionen og i befolkningen bliver taget alvorligt, forsikrer Lykke Friis. Hun peger på, at der ikke bliver givet tilladelse, uden at alle forhold er grundigt undersøgt.

"Hvis vi skal give tilladelse omkring CCS, skal det være sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Med livrem og seler," siger klima- og energiministeren, som bakkes op af Dansk Folkeparti, der mener, at der allerede i det nuværende beslutningsforslag er lagt op til meget gennemgribende undersøgelser.

Nok til at partiet vil være positive over for at bruge CCS.

"Hvis de minutiøse undersøgelser, der lægges op til, falder positivt ud, har jeg svært ved at se, hvorfor vi skal sige nej til det," siger energi- og klimaordfører Per Dalgaard.

CCS - en del af strategien?
Hvis det står til SF, Radikale og Enhedslisten, så bør Folketinget allerede på nuværende tidspunkt tage afstand fra brugen af CCS. Men det er der ikke noget, der tyder på, at regeringen vil være med til.

Af regeringens klimaplan - Energistrategi 2050 - fremgår det, at regeringen vil være åben for en vis anvendelse af kul med CCS, hvis det viser sig at være økonomisk og miljømæssigt forsvarligt. Ministeren påpeger, at det ikke er en del af den nuværende plan, men at regeringen ikke vil afskrive sig muligheden.

Det samme mener Socialdemokraterne.

"Som ansvarligt parti må vi selvfølgelig også forholde os til virkeligheden, som den er i dag. Og af hensyn til klimaet kan CO2-lagring vise sig at blive nødvendigt," siger Per Husted.

Men i resten af oppositionen finder man ikke, at CCS er foreneligt med målet om at blive fri for fossile brændsler.

"Hvorfor skal vi lagre CO2 i undergrunden, hvis vi har en strategi, der handler om at være uafhængig af fossile brændstoffer?" spørger Enhedslistens klima- og energiordfører, Per Clausen.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024