Venstre: Klimalov er overflødig
Morten Øyen
RedaktørHvis der er nogle lavthængede frugter, som samfundsøkonomisk giver mening, så lad os kigge på det.
Lars Chr. Lilleholt (V)
Klima- og energiordfører
Regeringens mål er at reducere Danmarks samlede drivhusudledninger med 40 procent i 2020 i forhold til niveauet i 1990. Regeringen ønsker niveauet fastsat i en klimalov, som skal sikre der føres regnskab og gøres status på Danmarks klimaindsats.
Med Energiaftalen fra 2012 er Danmark, ifølge regeringens fremskrivninger, på vej til en samlet reduktion på 34 procent.
Der mangler altså seks procent, svarende til ca. fire mio. tons CO2-reduktion.
Regerinens virkemiddelkatalog indeholder reduktionsforslag for i alt 10 mio. tons CO2.
"Jeg mener ikke, der er behov for sådan en lov. En klimalov, tror jeg, mere er til for at vise omgivelserne, at vi vil en masse med klimaet. Men i forhold til det politiske indhold, så mener jeg, den er overflødig," siger Venstres klima- og energiordfører Lars Chr. Lilleholt.
Regeringen kalder den kommende klimalov for en "proceslov", der skal sikre, at der føres et løbende regnskab med drivhusgasudledningen og gives en årlig status over klimaindsatsen. Men de egentlige klimatiltag skal findes i helt andre love. Samtidig får Folketinget i forvejen en årlig status i klima- og energiministerens energi- og klimaredegørelse hvert forår.
"Der får vi jo en status over, hvor langt vi er nået med de forskellige målsætninger. Derfor er det også svært at se, hvorfor en ny lov er nødvendig," siger Lars Chr. Lilleholt.