Debat

Vindmølleindustrien: Kystnære parker er gidsel i fordelingspolitisk drama

REPLIK: Det giver ikke mening at påstå, at der nu betales overpris for de kystnære vindmølleparker, for intet dokument har nogensinde estimeret prisen. Det skriver Martin Bøndergaard fra Vindmølleindustrien i en replik til Thomas Danielsen (V).

Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Risum Bøndergaard
Chefkonsulent i Vindmølleindustrien

Fakta må på plads i debatten om de kystnære havvindmølleparker, særligt med tanke på, at Thomas Danielsens argumentation bygger på rekonstruerede tal opfundet til lejligheden.

Samtidig efterlader Danielsens indlæg ubesvarede spørgsmål om Venstres forståelse af value for money.

Først og fremmest vil jeg dog gerne kvittere for, at regeringen i sin 2025-plan er villig til at finde cirka 66 milliarder kroner i det økonomiske råderum til at lempe forbrugerprisen på el. Det vil være et vigtigt skridt for den grønne omstilling. 

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

De 66 milliarder – som kommer fra PSO-fremskrivningens 73 milliarder kroner fratrukket de 7 milliarder som regeringen kræver i besparelser – kan bruges til at lempe elafgiften eller til at flytte PSO'en over på finansloven. Det er et fordelingspolitisk spørgsmål, som vi i Vindmølleindustrien ikke forholder os til. Det må det politiske flertal beslutte.

Vi har dog en klar holdning, når Danielsen hævder, at der betales ”overpris” for de kystnære havmølleparker, og at de bør droppes, ”fordi de ikke kunne holde sig inden for de aftalte 1,9 milliarder kroner i statsstøtte”. 

Dette er det fordelingspolitiske spørgsmål, som udgør kernen i den ophedede PSO-debat, der nu holder de kystnære parker som gidsel i et storpolitisk drama om dansk økonomi, investeringssikkerhed, grøn omstilling, 6.000 jobs og en potentiel valgkamp. 

Martin Risum Bøndergaard
Chefkonsulent, Vindmølleindustrien

Fakta på plads – 1/3 billigere end ventet
Er de kystnære møller blevet 90 procent dyrere, eller er de billigere, og er det i så fald 32 procent eller 50 procent billigere? Der er intet at sige til, hvis offentligheden er forvirret.

Energiaftalen fra 2012 fastslår, at man ville opføre kystnære parker til en forventet pris på 70 øre/kWh.

Senere besluttede forligskredsen så at det skulle ske via udbud og med en loftspris på 70 øre/kWh. Den aktuelle pris på 47,5 øre er 32 procent under det aftalte prisloft.

De 47,5 øre er hvad Danmark skal betale for strømmen fra de kystnære parker i den ca. 11-årige tilskudsperiode. Det er uden for politisk diskussion og helt uafhængig af, hvordan elprisen vil udvikle sig i fremtiden. Så langt så godt.

At de 47,5 øre/kWh er prisen for Danmark, skyldes, at der heri ikke skeles til, om det er elforbrugerne eller skatteyderne, der betaler den samlede udgift – altså om prisen for forbrugeren betales som elpris eller som PSO.

Skal elforbrugerne fortsat betale hvad det koster at producere den grønne strøm, de forbruger, eller skal staten og dermed skatteyderne overtage denne udgiftspost, hvorved man reelt indfører statsstøtte til elforbrugerne, herunder ikke mindst erhvervslivet, som står for 60 procent af elforbruget?

Dette er det fordelingspolitiske spørgsmål, som udgør kernen i den ophedede PSO-debat, der nu holder de kystnære parker som gidsel i et storpolitisk drama om dansk økonomi, investeringssikkerhed, grøn omstilling, 6.000 jobs og en potentiel valgkamp. 

’Skredne forudsætninger’ opfundet til lejligheden
I PSO-forhandlingerne og den tilhørende debat, er det selvfølgelig relevant, hvor store PSO-udgifterne bliver – ikke mindst i debatten om at gennemføre eller droppe de kystnære parker. Sandheden er, at ingen ved, hvad de kystnære parker præcist kommer til at koste i tilskud, men det kan aldrig blive mere, end differencen mellem elprisen og de 47,5 øre.

Tilskuddet afhænger af elprisen, som man kan have forskellige forventninger til, hvilket der så sandelig også har været.

I marts i år betød Energistyrelsens forventning til elprisen, at man forventede PSO-udgifter til de kystnære parker på 4,5 milliarder kroner.

En måned efter mente regeringen, efter at Finansministeriet og Skatteministeriet sammen med Energistyrelsen havde vurderet situationen, at det var 7 milliarder kroner. Benytter man ministeriernes elprisforventninger sammen med vinderprisen på 47,5 øre/kWh, bliver tilskudsomkostningerne ca. 3,5 milliarder kroner, hvorved tilskudsomkostningerne falder med 50 procent i forhold til regeringens mest aktuelle elprisforventninger.

Alternativt kan man, som regeringen i månedsvis har gjort gældende, pege på, at elprisen og forventningerne hertil er faldet, siden man indgik energiaftalen.

Det er grundlaget for regeringens fortælling om, at energiaftalens forudsætninger er skredet. Det står også centralt i Danielsens argumentation, når han mener, at det har været aftalt at afsætte 1,9 milliarder kroner i tilskud til de kystnære parker.

Magi på Slotsholmen
Der er bare et problem. Da man indgik energiaftalen i 2012, var der ikke nogen forventning til elprisens udvikling efter 2020, men alene frem til 2020.

Der findes ikke et dokument fra energiaftaleforhandlingerne, som benytter den elprisprognose, som nu kan ses præsenteret som ”energiaftaleforventning” i ministeriets pressemateriale om de kystnære møller. Det er en rekonstruktion opfundet til lejligheden.

Det var ikke i fokus for energiaftaleforhandlingerne, hvordan forholdet mellem elpris og PSO ville være, antageligvis fordi man udmærket var klar over, at ingen vidste, hvordan elprisen ville udvikle sig.

Derfor fokuserede man i stedet på den samlede pris, som Danmark betaler for vedvarende energi, herunder for havvind. For havvindmøllernes vedkommende skulle tilskuddet nedbringes fra de 105 øre for Anholt, til forventede 90 øre for Horns Rev 3 og Kriegers Flak, og 70 øre for de kystnære parker. Det var grundlaget for energiaftalen.

Der er derfor strengt taget kun én forudsætning, der med rette kan siges at være skredet: Havvind er faldet markant i pris.

At det fortsat er Energistyrelsens faglige vurdering, at energiaftalen slet ikke indeholder forventninger til PSO-omkostningerne efter 2020 kan bl.a. ses fra seneste opdatering af PSO-fremskrivningen fra 29. august.

  

Regeringen kan få ønskede besparelser
Rekonstruerede ’skredne forudsætninger’ eller ej, er det legitimt at mene, at PSO-udgifterne er for høje, og – såfremt man kan opnå opbakning fra forligskredsen – beslutte at reducere disse.

Det må også være baggrunden for, at regeringen i sit 2025-udspil kræver, at de samlede PSO-udgifter frem mod 2025 nedbringes med ca. 7 milliarder kroner (heraf 5 milliarder kroner på vindområdet), for at der er råd til at overflytte PSO-regningen til finansloven.

Prisfaldet på havvind betyder, at den ønskede besparelse på vindområdet kan findes krone til krone, uden at skulle aflyse de kystnære parker. Regeringen skylder svar på, hvorfor det, som var nok ved offentliggørelsen af 2025-planen, nu alligevel ikke er nok – 5 milliarder kroner er vel stadig 5 milliarder kroner?

Vind er billigst
Den grønne omstilling kræver et øget elforbrug grundet elektrificering af bl.a. varme- og transportsektorerne.

Danielsen fremhæver, at regeringens 2025-udspil vil fremme elektrificering, men siger samtidigt at der ”ikke er efterspørgsel efter den energi”, de kystnære møller producerer. Mit spørgsmål til Danielsen er derfor: Mener han, at det øgede elforbrug skal dækkes af fossil energi?

I Danmark er det vindenergi, der kan levere den billigste elproduktion. Landvindmøller er billigst, nu skarpt forfulgt af kystnære havvindmøller, solceller og havvindmølleparker længere til havs.

At de kystnære parker skulle betyde, at der ”svines med de grønne midler” er derfor lidt af en påstand, som savner forklaring, når man samtidigt kan se, at den seneste PSO-fremskrivning hen over sommeren (se tabellen ovenfor) – uden videre debat – øger omkostningerne frem mod 2025 med 2,9 milliarder kroner til biogasteknologien. En teknologi, som får fire gange mere i støtte, end de kystnære parker.

Fakta i debatten er, at de kystnære parker om noget er value for money!

Derfor burde Danielsen og regeringen glæde sig over situationen og sikre, at energiaftalens initiativer gennemføres som aftalt. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024