Overblik: Her er hovedpunkterne i finansloven
DOKUMENTATION: Generationsforureninger, minimumsnormeringer og flere penge til ungdomsuddannelserne. Det er nogle af de ting, der har fundet vej til næste års finanslov. Få overblik over hovedelementerne her.
Emma Qvirin Holst
JournalistRegeringen er sammen med Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet søndag blevet enige om finansloven for 2021.
Selvom aftalen i høj grad har været præget af coronakrisen, er der også blevet plads til en del klassiske, politiske mærkesager i den endelige aftale.
Få overblik over hovedpunkterne i aftalen nedenfor:
Ældrepleje
Flere hænder og højere faglighed i ældreplejen: Aftalen afsætter 425 millioner kroner i 2021, 450 millioner kroner årligt i 2022-2023 og 500 millioner kroner årligt fra 2024 og frem til højere faglighed og flere ansatte i ældreplejen.
Børn
Hurtigere indfasning af minimumsnormeringer: Der afsættes i alt 200 millioner kroner i 2021, 200 millioner kroner i 2022, 200 millioner kroner i 2023, 400 millioner kroner i 2024 og 200 millioner kroner varigt fra 2025 og frem til hurtigere indfasning af minimumsnormeringer. I 2021-2023 udmøntes midlerne via en direkte statslig tildelingspulje. Fra 2024 og frem udmøntes midlerne over bloktilskuddet.
Fremskyndelsen af indførslen af lovbundne minimumsnormeringer med ét år betyder, at lovkravet er gældende fra 2024. Der stilles således lovkrav om, at der på kommuneniveau og målt som et årligt gennemsnit skal være ét pædagogisk personale per tre børn i vuggestuer og ét pædagogisk personale per seks børn i børnehaver.
Sundhed og socialområdet
Forlængelse og udvidelse af tilbuddet om gratis psykologbehandling til 18-24-årige: Der afsættes 22,8 millioner kroner i 2021 og 47,2 millioner kroner årligt fra 2022 og frem til en forlængelse og udvidelse af forsøgsordningen, så den fra 2. halvår 2021 omfatter alle i aldersgruppen 18-24 år og bliver permanent.
Afvikling af sagspukler i Ankestyrelsen: Der afsættes fem millioner kroner i 2021 til at understøtte arbejdet med afvikling af sagspukler i Ankestyrelsen.
Styrket rådgivning til ofre for seksuelle overgreb: Der afsættes 20 millioner kroner årligt i 2021 og 2022.
Indsats målrettet sexchikane og forbedret psykisk arbejdsmiljø: Der afsættes ti millioner kroner årligt i 2021 og 2022 til at styrke Arbejdstilsynet for at øge indsatsen målrettet sexchikane og psykisk arbejdsmiljø.
Ungdomsuddannelser
Der afsættes samlet set cirka 1,7 milliarder kroner over perioden 2021-2024 til en markant styrkelse af ungdomsuddannelserne, de forberedende grunduddannelser med videre.
Økonomisk løft af de gymnasiale uddannelser: Der afsættes 220 millioner kroner årligt fra 2021-2024 til et markant økonomisk løft af taxametertilskuddene på de gymnasiale uddannelser, herunder både de almengymnasiale uddannelser (stx, hf), de erhvervsgymnasiale uddannelser (htx, hhx), de private gymnasier samt eux.
Økonomisk løft af erhvervsuddannelserne: Der afsættes 80 millioner kroner årligt fra 2021-2024 til et generelt taxameterløft på tværs af erhvervsuddannelserne (eksklusiv social- og sundhedsuddannelserne).
Taxameterløft af social- og sundhedsuddannelserne: Der afsættes 80 millioner kroner årligt fra 2021-2024 til et ekstraordinært løft af taxametertilskuddene til hovedforløbene på social- og sundhedsuddannelserne, det vil sige både social- og sundhedsassistent og social- og sundhedshjælper.
Ekstraordinært løft af FGU: Der afsættes samlet set 120 millioner kroner i perioden 2021-2022 til en række tiltag målrettet institutionerne.
Grøn iværksætterpulje til ungdomsuddannelserne: Der afsættes ti millioner kroner årligt i perioden 2021-2023 til en iværksætterpulje med et grønt fokus på tværs af ungdomsuddannelserne.
Kulturløft
Børne- og ungepakke til kulturindsatser: Der afsættes midler til en børne- og ungepakke på samlet set 185 millioner kroner i perioden 2021-2024. Midlerne går til huskunstnerordningen, ungdoms- og børneteater samt opsøgende teater, Levende Musik i Skolen og landsdelsorkestrene og til at forny bogsamlinger på landets daginstitutioner og fritidsordninger.
Musik og sang: Der afsættes 20 millioner kroner årligt i 2021-2022 til musik- og kulturskoler.
Forundersøgelse vedrørende formidling af kolonihistorie: Der afsættes en millioner kroner i 2021 til at gennemføre en forundersøgelse af styrket forskning og formidling af Danmarks kolonihistorie.
Løft til medierammen: Aftalepartierne er enige om at styrke dansk public service ved at annullere de forudsatte besparelser på DR og tilføre medieområdet yderligere midler. Der afsættes i alt 120,4 millioner kroner i 2022, 260,3 millioner kroner i 2023, 392,6 millioner kroner i 2024 og 410 millioner kroner i 2025 til DR og øvrige medieformål.
Miljø og klima
Natur- og biodiversitetspakken: Der afsættes midler til en natur- og biodiversitetspakke på i alt 888 millioner kroner i perioden 2021-2024.
Generationsforureninger: Der afsættes 50 millioner kroner i 2021, 100 millioner kroner i 2022, 155 millioner kroner i 2023, 150 millioner kroner i 2024 og 175 millioner kroner i 2025. Der er således i alt afsat 630 millioner kroner til generationsforureninger frem mod 2025.
Aftalepartierne er enige om, at generationsforureningerne ved Himmark Strand, Kærgård Klit-plantage, det tidligere Grindstedværket, Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund skal prioriteres.
Klimabistand: Der er enighed om at afsætte 100 millioner kroner til klimabistand i 2021 i tillæg til den afsatte bistandsramme på 0,7 procent af BNI.
Se hele finanslovsaftalen her.