DLO: Forhandlinger om minimumsnormeringer kan ende i et monopol på dagtilbudsområdet

Af Thinne Nielsen
Konstitueret sekretariatschef, Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO)

Under stor fanfare afsatte regeringen og dens støttepartier i februar 2020 500 millioner til mere pædagogisk personale i de danske daginstitutioner.

Lige om lidt tager de politiske forhandlinger om minimumsnormeringerne fart igen, og for nogle er der meget på spil. 

De private daginstitutioner fik i 2020 ikke glæde af regeringens midler til bedre normeringer og er i tiden omgærdet af stærke politiske antagelser og forbehold. Forhandlingerne foregår på Christiansborg. 

En stor andel af de private daginstitutioner, hvor børnene ikke får glæde af minimumsnormeringerne, ligger til gengæld ofte langt fra Borgen. I mange tilfælde både geografisk og forståelsesmæssigt.

Selvejende institutioner trues
Som et mellemled finder vi kommunerne, hvor daginstitutionerne bliver færre og færre, men til gengæld større og større. 

Vi risikerer at stå tilbage med kun én form for daginstitutionstilbud til landets børnefamilier - den kommunale. Vi kan altså i realiteten tale om et monopol.

Thinne Nielsen
Konstitueret sekretariatschef, Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO)

Det skyldes, at der siden 2007 har været mange kommunale sammenlægninger med resultat af større enheder, hvad der også afspejler sig i det danske daginstitutionsmiljø. En typisk bevægelse er nedlægningen af de mindre enheder i oplandet og sammenlægninger og oprettelse af langt større centrale enheder i hovedbyerne. 

Sammenlægningerne har i stort omfang kostet de selvstændige, selvejende daginstitutioner livet og truer resten. De er sjældent en del af den omfattende centralisering og topstyring. Af samme grund opsiger kommunerne driftsoverenskomsterne med institutionerne.

En selvejende institution, hvor driftsoverenskomsten er truet, har tre muligheder: De kan lukke, lade sig kommunalisere eller søge om godkendelse som privat leverandør. En selvejende institution er drevet af en bestyrelse med forældre, og er juridisk defineret af sin vedtægt, et stykke papir. 

Hvis den selvejende institution har brug for økonomiske midler til etablere sig som privat leverandør, er det derfor ganske svært at optage lån. Hvis institutionen oven i købet er nystartet, er etableringsomkostningerne endnu højere og finansieringen endnu sværere.

Et de facto monopol
Der er altså mange forhindringer for at etablere og drive en ny daginstitution i Danmark. 

Faktisk er der de facto kun to muligheder. Den kommunale og den private.

Som en del af forhandlingerne kan vi forstå, at nogle politiske aktører vil forlange, at privatejede institutioner forbydes, mens andre forlanger, at normeringerne skal løftes ved ansættelse af uddannede pædagoger. 

Men for børnefamiliers adgang til de små institutionsfællesskaber ude omkring i landet handler det i bund og grund om, hvorvidt der overhovedet er en institution til rådighed.

Hvis en ny politisk beslutning på Christiansborg fortsat udelukker de private fra lige vilkår, eller ligefrem forbyder nogle af dem, vil det have store konsekvenser. 

Vi risikerer at stå tilbage med kun én form for daginstitutionstilbud til landets børnefamilier - den kommunale. Vi kan altså i realiteten tale om et monopol. 

Det er muligvis det, som ministeren ønsker sig. Men er det det, som borgerne ønsker sig?