Efter tæt kampvalg: Eva Kjer valgt som borgmesterkandidat i Kolding

KAMPVALG: Blot ti stemmer adskilte Eva Kjer Hansen fra sin modstander, da hun torsdag aften blev valgt som Venstres nye borgmesterkandidat i Kolding. 

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Emma Qvirin Holst

Det bliver Eva Kjer Hansen, der skal forsvare Venstres borgmesterpost i Kolding.

Det skriver JydskeVestkysten.

Venstres medlemmer stemte torsdag aften om, hvem der skal stå i spidsen for partiet til kommunalvalget om et års tid, og efter et tæt kampvalg, løb V-folketingsmedlemmet Eva Kjer Hansen med sejren.

Hun fik 245 stemmer, mens modkandidaten, Jakob Ville, fik 235. Jakob Ville er i øjeblikket Venstres gruppeformand i Kolding byråd, og han har i kampen om borgmesterkandidaturet især slået sig op på at være mere lokal end Eva Kjer Hansen.

Kjer Hansen har indtil for nyligt boet i Aabenraa, men nu er hun flyttet til Kolding. Hun begrunder dog sit tilhørsforhold med, at hun siden 1990 har været Venstre i Koldings folketingskandidat og- medlem.

Nu står kampen mellem Kjer og Søvndal
Venstre leder efter ny borgmesterkandidat, efter den nuværende borgmester Jørn Pedersen har besluttet, at han ikke vil genopstille ved valget i 2021 efter 12 år på borgmesterposten.

Læs også: Eva Kjer Hansen flytter til Kolding: Truslen om Villy Søvndal som borgmester gjorde udslaget

Den mangeårige V-borgmesters beslutning blev meddelt få uger efter, at en anden kendt politiker udtrykte interesse for borgmesterposten i byen. SF's tidligere formand og nuværende medlem regionsrådet i Region Syd, Villy Søvndal, vil gerne vende tilbage Kolding byråd, hvor han sad sidst for 26 år siden.

Dermed ser det ud til at slaget om borgmesterposten kommer til at stå mellem de to landskendte politikere, når koldingenserne skal til stemmeurnerne 16. november 2021.

Dokumentation

Blå bog - Eva Kjer Hansen

Eva Kjer Hansen, født 22. august 1964 i Aabenraa, datter af landmand Hans Hansen og Ellen Kjer Hansen. Har tre døtre.

Politisk arbejde
1990 - 
Medlem af Folketinget

2019 -
Formand for Europaudvalget fra 2019.

2018 - 2019
Minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde,

2015 - 2016
Miljø- og fødevareminister

2011-2015.
Formand for Europaudvalget

2010-2011
Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn

2007 - 2010
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri

2004 - 2007
Socialminister og minister for ligestilling

2002 - 2004
Formand for Udvalget vedrørende Danske Kulturelle Anliggender i Sydslesvig, 2002-2004.

1994 - 1999
Medlem af Europa-Parlamentet

Uddannelse
Cand.polit., Københavns Universitet, 2012.
Tillægsuddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole, 1990-1991.
Aabenraa Statsskole, 1980-1983.
Rødekro Skole, 1978-1980.
Hellevad Skole, 1971-1978.

Kilde: Folketinget


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold i AskovFonden 2024-, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister, MF og MEP (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024