En milliard til børnene, hævelse af topskattegrænsen og en kødafgift: Her er Radikales finanslovsforslag
Radikale har præsenteret deres finanslovsforslag. Partiet foreslår blandt andet at give kommunerne en milliard ekstra, der skal øremærkes børn og unge. Afgifter på kød og fly er også på tapetet. Altinget giver dig et overblik over partiets finanslovsforslag her.
Sebastian Vidkjær Stone
ResearcherDer er dømt efterårsferie for det politiske Danmark, men Radikale har valgt ikke at ligge på den lade side i ferien.
Under overskriften "Giv et bedre Danmark videre" har partiet præsenteret deres finanslovsforslag.
Forslaget, som de bringer med sig i de kommende finanslovsforhandlinger med regeringen, består af en lang række initiativer, som samlet set beløber sig til otte milliarder kroner.
Blandt andet foreslår partiet at give kommunerne en såkaldt børnemilliard oven i de 650 millioner kroner, som regeringen ellers har barslet. Forskningen kan også se frem til et milliardløft, hvis det står til Radikale, som også ønsker at hæve topskattegrænsen.
Der skal penge til at finansiere et finanslovsforslag, og partiet foreslår derfor blandt andet at indføre afgifter på kød og flyrejser fra 2024, hvilket skal indbringe mere end en milliard kroner.
Altinget præsenterer dig her for et overblik over de centrale elementer af Radikales finanslovsforslag. Du kan læse mere om forslaget her.
Klima, bæredygtigt forbrug og transport
Radikale foreslår at afsætte mere end 2,8 milliarder kroner til initiativer, der skal målrettes klima, et mere bæredygtigt forbrug og grøn omstilling for transportsektoren.
- Udvikling af grønne brændstoffer til fly og en styrket Power-to-X indsats. I alt afsættes 700 millioner kroner.
- Reparationer som del af boligjobordningen. I alt afsættes 100 millioner kroner.
- Økologi og plantebaseret landbrug. I alt afsættes 150 millioner kroner.
- Fjernvarmepulje. I alt afsættes 200 millioner kroner.
- Satsning på kollektiv transport i yderområder. I alt afsættes 100 millioner kroner.
- Klimabistand. I alt afsættes 250 millioner kroner.
- Man henter et provenu på afgifter fra transportsektoren på 790,3 millioner kroner. De skal udmøntes i en lempelse af udligningsafgiften, tilskud til køb af ellastbiler og en yderligere lempelse i transport erhverv.
- Man vil udmønte en reserve til en grøn fond på 552,6 millioner kroner. Herunder er der en række initiativer som en havnaturfond til genopretning af havmiljøet og en langsigtet bevilling til udfasning af naturgas på 250 millioner kroner.
Børn, unge og uddannelse
Partiet har som ambition at afsætte omtrent 1,6 milliarder kroner, som skal investeres i børn, unge og uddannelse. En række af forslagene, som Radikale har udset sig, følger nedenfor.
- Radikale foreslår at give kommunerne en milliard yderligere oveni de 650 millioner kroner, som regeringen har foreslået at sætte af. Pengene skal målrettes børneområdet, og partiet kalder prioriteringen for børnemilliarden.
- Bedre forhold for børn i de fattigste familier. I alt afsættes 300 millioner kroner.
- Taskforce til højt begavede børn. I alt afsættes fem millioner kroner.
- Udvikling af fag og pædagogik. I alt afsættes 10 millioner kroner.
- Dansk Skolebridge. I alt afsættes to millioner kroner.
- Annullering af besparelse på Center for Undervisningsmidler. I alt afsættes 30 millioner kroner.
- Tilskud til lukningstruede udkantsgymnasier og VUC'er. I alt afsættes 26 millioner kroner.
- Skoleskibene Georg Stage og Danmark. I alt afsættes 18 millioner kroner.
- Bedre universitetsuddannelser. I alt afsættes 175 millioner kroner.
- Bedre socialrådgiver- og pædagoguddannelser. I alt afsættes 25 millioner kroner.
- Tilskud til små og lukningstruede videregående uddannelsestilbud. I alt afsættes 15 millioner kroner.
Sunde og mangfoldige liv
Radikale ønsker at prioritere 230,5 millioner kroner til en række initiativer inden for særligt kulturområdet samt til sociale initiativer og organisationer. Punkterne nedenfor er ikke udtømmende for alle de konkrete forslag, men viser i stedet nogle af de største prioriteringer.
- Styrket indsats mod lav fertilitet. I alt afsættes ti millioner kroner.
- Center for hjerneskade. I alt afsættes 15 millioner kroner.
- Museumsreform. I alt afsættes 40 millioner kroner.
- Mellem et og tre regionale teatre i alle regioner. I alt afsættes 20 millioner kroner.
- Flere specialensembler og stadsorkestre. I alt afsættes 15 millioner kroner.
- Flere forfatterlegater. I alt afsættes 15 millioner kroner.
- National læsestrategi. I alt afsættes 10 millioner kroner.
- Statstilskud til lokale billedkunstskoler. I alt afsættes 20 millioner kroner.
- Stipendier til højskoleophold for sårbare unge. I alt afsættes syv millioner kroner.
- Lex.dk skal tilføres i alt yderligere ti millioner kroner.
Forskning, iværksætteri og skattepolitik
Partiet foreslår blandt andet at forhøje topskattegrænsen i deres finanslovsforslag. I alt afsættes cirka 3,3 milliarder kroner til en række initiativer, der skal målrettes forskningen, iværksætteriet og skattepolitik.
- Løft og basismidler til forskning og en ny forskningsmålsætning. I alt afsættes 200 millioner kroner.
- Et permanent 130 procent fradrag for forskning og udvikling. I alt afsættes en milliard kroner.
- Styrket iværksætteri. I alt afsættes 100 millioner kroner.
- Lempelse af bundskatten. I alt afsættes 1,6 milliarder kroner.
- Forhøjelse af topskattegrænsen. I alt afsættes 485 millioner kroner.
Finansiering
Partiets finanslovsforslag er fuldt finansieret. Blandt andet trækker de mere end 3,2 milliarder fra de centrale reserver samt 552 millioner kroner fra den grønne fonds reserve. Samtidig foreslår Radikale også at omprioritere en række af regeringens egne initiativer i deres finanslovsforslag.
- Afskaffelse af seniorjobordningen. Det skal hente 380 millioner kroner.
- Indførelse af en biomasseafgift. Det skal hente lidt mere end en milliard kroner.
- Klimabidrag på flyrejser. Det skal hente 700 millioner kroner.
- Ingen rabat på energiafgift på diesel til landbrugsformål. Det skal hente 590 millioner kroner.
- Kødafgift. Det skal hente 500 millioner kroner.