Er svingdøren mellem Slotsholmen og lobbyfirmaer et problem?

Den herskende policy-klasse er et demokratisk problem

Anne Skorkjær Binderkrantz, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet

"Noget af det, der bekymrer mig mest demokratisk, er, at der bliver skabt en klasse af professionelle interessevaretagere, som bliver for forskellige fra dem, de skulle repræsentere. Altså at vi får en gruppe af folk, som kender hinanden, som har været i lidt de samme stillinger, som kommer i de samme kredse, og som måske også har nogle lidt for ens verdensbilleder og ideer om, hvordan politik skal fungere. Det kan så fjerne dem fra befolkningen.

Vi ved ikke på nuværende tidspunkt så meget systematisk om, hverken hvem der skifter, eller hvad det kan give af problemer. Hvad betyder det for eksempel, hvis man, inden man overhovedet begynder som lobbyist, orienterer sig mod ens nye job, og hvad betyder det, at man, når man så kommer ud i public affairs-branchen, har et netværk og en viden, som så er til salg for penge?

Det er godt, at vi har interessevaretagere, fordi det gør, at der kommer forskellige synspunkter fra for eksempel miljøorganisationer, patientforeninger og erhvervsorganisationer ind i politik. Men hvis alle de synspunkter bliver fremført af professionelle lobbyister, der ligner hinanden, fungerer den kanal ikke så godt længere."

Lobbyregistre og karensperioder er en god ide, men det løser ikke problemet

Esben Schjørring, politisk redaktør på Altinget

"At politisk magt handler om relationer, adgang og viden, er ikke nyt. Det er heller ikke nyt, at den zone kan gøres til en vare, der kan sælges af professionelle. Det nye er, at mens professionel politik er i vækst, gøres skarpere og dygtigere, er amatør-politik – altså det folkelige og frivillige del af demokratiet – på retur. Partierne har stort set ingen medlemmer længere, og vælgerne stemmer, som vinden blæser.

Så hvis jeg skal pege på et problem, er det sameksistensen af de to tendenser. Det løser lobbyregistre eller karensperioder – to ting, jeg i øvrigt mener, er en god ide – ikke.

Det, vi ser, er på den ene side en slags karteldannelse på hele det politiske område – politikere, rådgivere, lobbyister – og på den anden side en slags rømning, hvor vi som borgere dropper det vedvarende politiske engagement, om det så er som partimedlemmer, eller at vi stemmer på det samme parti i en længere periode. Det folkelige bottom-up-engagement danner ikke længere modvægt til det politiske kartel.

Der er gået inflation i begrebet demokratisk krise, men det her er en krise i vores demokrati."

Vi skal have karensregler særligt for embedsmænd og særlige rådgivere

Benny Damsgaard, stifter af conXus Public Affairs og tidligere kommunikationschef i Konservative

"Det er som udgangspunkt ganske sundt, at folk skifter mellem brancher. Men det er en demokratisk udfordring, så længe vi ikke har nogen karensregler.

Der har været meget offentligt fokus på politikerne, der skifter job, men der er jo langt flere embedsmænd, der går over, og de er langt vigtigere i en public affairs-sammenhæng. Politikere er gode til at mene noget. Men de har ofte ikke detaljeret sagskendskab eller indsigt i, nøjagtigt hvor i et ministeriums sagsflow en bestemt type sager ligger, og ikke mindst hvem man skal ringe til for at påvirke dem.

Den særlige rådgiver kan tilbyde en kombination af, hvad man ellers kan få, hvis man ansætter en politiker og en embedsmand. Eller med andre ord en kombination af et politisk netværk og et kendskab til sagerne. De særlige rådgivere har nemlig både den partimæssige og personlige relation, ofte til en eller flere toppolitikere, afhængigt af hvor højt de har siddet i systemet, og så har de ikke mindst et systemmæssigt kendskab. De ved, hvilke embedsmænd der sidder med hvilke sager, og de kender sagsgangen på de sager.

Så hvis man skal kigge på svingdøren, er det vigtigere at kigge på embedsmænd – herunder særlige rådgivere – end på politikere. Og det er også derfor, at der i flere af de lande, der har indført karensregler, er strengere regler for embedsmænd end for politikere."

Karensperioder er symbolpolitik 

Sune Wæsel, stifter af Grace og tidligere partner i Rud Pedersen

"Min holdning til karensperioder er, at det er overregulering eller symbolpolitik, der ikke virker og forhindrer frie tænkende mennesker i at arbejde med det, de er gode til. Det er vigtigt, at man også kan bruge sine kompetencer efter et liv i politik. Og det er vigtigt, at vi har folk med forståelse og erfaring fra politik. Derfor er det både vigtigt og godt, at der er rotation.

Det er selvfølgelig ikke en ideel situation, hvis en minister varetager en særinteresse uden at sige det. Men det er jo en præmis for alle, der skal skifte job, at de skal håndtere loyalitet og fortrolighed, imens de søger væk. Hvis der opstår interessekonflikter, skal de jo stadig erklære sig inhabile, og tavshedspligten består efter endt ansættelse, så vi har faktisk lovgivning, der passer på de situationer.

Jeg mener, at det vil være et værre system at lave karensregler. Så vil jeg hellere have fejlene i det, der er nu."