Anmeldelse af 
Jonas Parello-Plesner

Gammel klassiker giver et aktuelt indblik i Kinas fejllæsning af USA

Selvom Wang Hunings bog er fra 1989, skildrer den Kinas syn på USA og minder os om, at overmod og fejllæsning af ens modstander kan blive begyndelsen på en konflikt. Den læring er aktuel i dag, hvor stormagtsforholdet mellem de to dominerer det 21. århundrede, skriver Jonas Parello-Plesner.

Siden finanskrisen i 2008 har forestillingen, om at USA er på vej ind i en forfaldsperiode, været en del af den kinesiske topledelses læsning af USA, skriver Jonas Parello-Plesner.
Siden finanskrisen i 2008 har forestillingen, om at USA er på vej ind i en forfaldsperiode, været en del af den kinesiske topledelses læsning af USA, skriver Jonas Parello-Plesner.Foto: Szilard Koszticsak/AP/Ritzau Scanpix
Jonas Parello-Plesner
America against America
Wang Huning
Udgivet 1989

 

Det er vilde tider i amerikansk politik. Donald Trump er næsten blevet skudt ned på scenen, og Joe Biden trækker sig efter at være faldet for demokraternes og vælgernes aldersgrænse.

Det ville give god mening at skrive en bog med titlen 'America against America'.  Den bog findes allerede.

Skrevet i 1989 af en kinesisk professor, Wang Huning, med en analyse af USA's samfund og dets indre modsætninger. Den bog har jeg genlæst.

Hvilken relevans har den bog i dag?

Fra forfatter til chefideolog

Bogens forfatter, Wang Huning, er i dag rykket fra universitetskarrieren og er blevet Xi Jinpings chefideolog.

Wang er del af topledelsen i det kinesiske kommunistiske parti. Dét er også et indblik i, hvordan Kinas magtelite tænker om USA med stor betydning for den nuværende, globale stormagtskonkurrence mellem USA og Kina.

Læs også

Wang er ikke kendt internationalt. Jeg forestiller mig, at de færreste læsere har hørt hans navn før.

Som diplomat har jeg mødt Wang en gang, hvor han var del af Xi Jinpings delegation til et møde med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2016.

Wang puttede sig bag chefen og var ikke til falds for mine forsøg på diplomatisk småsnak inden mødet.

Faktisk blomstrede interessen for bogen blandt kinesere efter angrebet på Kongressen 6. januar 2021 for at forstå USA's undergang.

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Wang omtales også som den 'grå eminence' – en kinesisk Richelieu. Wang Huning anses også for at være tastaturmand på Xi Jinpings ideologi-bog 'Xi Jinping Thought', fundamentet for Xi’ism og ophøjet til at være bærende del i den kinesiske forfatning.  

'America against America' bliver også fortsat læst i Kina.

Siden finanskrisen i 2008 har forestillingen, om at USA er på vej ind i en forfaldsperiode, været en del af den kinesiske topledelses læsning af USA. Den nuværende polarisering, fragmentering og knagen i det amerikanske demokratis grundvold forstærker den analyse. USA er på vej i demokratiets afgrund.

Faktisk blomstrede interessen for bogen blandt kinesere efter angrebet på Kongressen 6. januar 2021 for at forstå USA's undergang. Samlerudgaver af bogen kunne sælges for helt op til 18.000 kroner i Kina på det tidspunkt.  

Xi Jinping lancerede kort tid derpå sit begreb, om at "østen stiger opad, vesten forfalder". Wang Huning har grangiveligt haft sin pen med i ordsmedningen.

Wang skildrer USA i valgkamp

Også i dag giver bogen derfor et fascinerende indblik i en kinesisk læsning af USA.

Som del af bogprojektet opholder Wang sig over længere tid i USA og besøger storbyer og småbyer. Fra magtens centrum i Washington D.C., hvor han får et ophold i Kongressen – umuligt at forestille sig i dag for en kinesisk kommunist –, til tænketankene Brookings og Heritage til nærdemokratiet i landsbyen Belmont nær Bosten, videre til elite-universiteterne Harvard og MIT og til besøg hos Coca-Colas hovedkvarter.

Wang følger demokraternes og republikanernes præsidentvalgkamp i 1988. Han overværer præsidentindsættelsen af Bush og Quayle i januar 1989.

Læs også

Wangs er oprigtigt nysgerrig og samler detaljeret viden til sig om det amerikanske samfund.

Hans ærinde er at forstå, hvordan det amerikanske samfund, som kun har under 300 år på bagen, kan være så meget mere økonomisk succesfuldt end Kina, som er en flere tusind år gammel civilisation.

Wang skriver professor-distanceret om amerikanernes grundlæggende tro på frihed og demokrati.

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Det er Wangs mission: At finde grundessensen i det amerikanske samfund.

USA's etos er indrammet i amerikansk fodbold, hvor det gælder om at mosle sig frem til målstregen – for at vinde.

Det vil Kina gøre efter på sin egen måde.

Her er Wang også skruppelløs udogmatisk, men dog i trit med datidens kinesiske ledelse under Deng Xiaopeng, hvis motto for Kinas økonomiske modernisering var, at det ikke drejer sig om, om katten er sort eller hvid, så længe den kan fange mus.

Og fange mus, altså skabe velstand og innovation, det kan USA's samfund allerede i 1980'erne og 1990'erne. Wang skriver med fascination om de fire C'er: Cars, Call, Computer og Credit Card, der er symboler på USA's succes.

Kina fejllæser USA

Wang skriver professor-distanceret om amerikanernes grundlæggende tro på frihed og demokrati. Wang skriver ironiserende, at amerikanerne ser "fremtidige præsidenter i alle barfodede børn".

Da Wang besøger Fulton, Missouri, hvor Churchill holdt sin jerntæppe-tale, udtrykker han forbavselse over, at der var villighed til at betale for at genopføre en ødelagt engelsk kirke; Maria-kirken, sten for sten i USA.

Her viser det sig, at Wang grundlæggende ikke forstår de værdier, der driver et demokratisk samfund som USA og et værdifælleskab med Storbritannien. 

Læs også

Derfor fremhæver Wang også eksempler på, at økonomisk velstand kan skabes uden politisk demokratisering.

Han fremhæver det økonomiske opsving i Singapore, Taiwan og Sydkorea, hvor de to sidste dog har demokratiseret sig efterfølgende.

I parentes bemærket ses Wangs udogmatiske linje også i, at han ikke partout beskriver Taiwan som del af Kina i bogen.

Wang ser betydningen af kapitalisme som produktionsform i USA.

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Det står i kontrast til nutidens Kina, hvor enhver fra den kinesiske regering, som vil beholde sit job, starter med en tirade om, at Taiwan er en uadskillelig del af det kinesiske moderland.

Wang ser betydningen af kapitalisme som produktionsform i USA.

Han skriver flere gange positivt om "den usynlige hånd" i den amerikanske økonomi, uden dog at kreditere Adam Smith for begrebet.

USA's kapitalistiske system flytter nemmere rundt på ressourcer end et planøkonomisk. Wang ser det rent praktisk i konkurrencen mellem forskellige rejsebureauer, som han bruger i San Francisco.

Et kommunistisk magtmenneske blotter sig selv

Wang er også fascineret af USA's skattesystem og gennemgår det minutiøst. Kina har på det tidspunkt intet skattesystem.

Wang konkluderer, at systemet giver staten en anden type kontrolmekanisme over borgerne. Her afslører Wang sig som et kommunistisk magtmenneske. Hvis kontrol kan skabes igennem skat i stedet for planøkonomi, er det også fint.

Kattens farve er underordnet. Så længe den fortsat kan fange borgerne.

Læs også

Innovation er, hvad der virkelig giver USA en førerposition. Wang er optaget af, hvordan koblingen mellem universitetsviden, virksomheder og innovation skabes. Det skal Kina også kunne.

Uddannelsessystemet har både en national betydning og en kapacitet til at tiltrække globalt.

Wang skriver profetisk, at hvis USA skal slås, skal en udfordrer overgå landet i videnskab og teknologi.

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Nationalt er elite-uddannelser en del af den amerikanske drøm.

J.D. Vance, Trumps vicepræsidentkandidat, symboliserer fortsat anno 2024 den amerikanske drøm ved at bevæge sig fra udkants-USA i Ohio til Ivy League universitetet Yale og nu helt ind i magtens centrum.

Wang noterer sig derfor, at ethvert politisk system, som vil frem i verden, skal være en international magnet også på uddannelse.

Her ses konturerne både til Kinas ledelses mangeårige satsning på forskning og innovation, men også på Konfucius-institutetter for at sprede Kinas bløde magt på uddannelsesområdet over hele kloden.

USA møder den første modstand

Wang skriver profetisk, at hvis USA skal slås, skal en udfordrer overgå landet i videnskab og teknologi.

Den magtkamp ses i disse år, hvor Kina er i stand til at lande et rumskib på den mørke side af månen og spurter afsted med internationale patenter i nøgleteknologier.

USA fik et chok over Japans opstigen i 1980'erne. USA vil få en lignende udfordring igen i det 21. århundrede: Fra Kina, som Wang skriver det.

Læs også

Det politiske USA åbner Wang også kølerhjelmen på.

De to store partier ser han ikke som egentlige partier – nok i sammenligning med det kommunistiske parti i Kina – men er blot samlende valgmaskiner, der dækker over en bred folkehob af holdninger.

Wang møder i valgkampen forløberen til vores dages politiker Instagram-selfie.

Spørgsmålet er, om Wang Huning og Xi Jinping forregner sig på USA's nedgang?

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Hos et lokalt valgmøde hos demokraterne er der en papfigur af præsidentkandidaten Michael Dukakis og et polaroid-kamera til at tage fotos med. 

Også her analyserer Wang køligt.

Det handler grundlæggende om, hvordan et politisk system håndterer magtoverdragelse mest effektivt. Han bemærker, hvordan amerikanske præsidenter efter endt embede bliver civile igen og lader magten gå videre.

Fra 2020 af har USA's for første gang haft vanskeligheder med magtoverdragelse, da Trump benægtede valgresultatet og ansporede sine tilhængere, som overfaldt den amerikanske Kongres. Det var også derpå, at Kinas ledelse anså, at USA var på vej i et uundgåeligt forfald.

Den grundlæggende magtoverdragelses mekanisme var gået i stykker. Den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan under Biden satte yderligere blæst på. Vesten står – og falder med USA's magt.

Kina spår USA's nedgang

Wang besøger Sears Towers i Chicago. Med sine imponerende 442 meter var skyskraberen på det tidspunkt verdens højeste bygning. Nu rejser Shanghai Tower sig op til 632 meter. Kina har flere andre høje bygninger som overgår USA's.

Et af Kinas fremadstormende firmaer, HiSense, promoverer mottoet: "Number one in China, number two globally. Never settle for number two globally?".

Med det slogan på langsiderne var Hisense en af hovedsponsorerne til dette års Europamesterskab i fodbold i Tyskland.

Læs også

Det buldrer altså derudaf mod en kinesisk ledet verden, hvis man sidder ved strategibordet i Zhongnanhai – som er Kinas Hvide Hus kompleks, som topledelsen af partiet bebor. 

Men spørgsmålet er, om Wang Huning og Xi Jinping forregner sig på USA's nedgang? At amerikanerne virkelig rives i stykker af indre modsætninger og abdicerer tronen som verdens førende demokratiske magt.

Både de kinesiske og amerikanske beslutningstagere undervurderer hinanden.

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Kinas ledelse kan tage fejl. USA's værdier – som Wang Huning aldrig helt forstår – giver også en enorm modstandskraft.

Samtidig ser vi også i denne tid samme nedgangslæsning af Kina i USA.

Den skrantende kinesiske økonomi gør, at mange kommentatorer og amerikanske politikere tror, at Kina er ved at gå op i sømmene. Tænkere som Gordon Chang, der allerede i 2001 udgav bogen "The Coming Collapse of China", er kommet i vælten igen.

Stormagtsforholdet mellem USA og Kina dominerer det 21. århundrede. Faren for os alle er, at både de kinesiske og amerikanske beslutningstagere undervurderer hinanden.

Det er stormagtshybris: Overmod. Det kan skabe konflikt ved at fejllæse modparten som svag. Vi er opflasket med Thykidids lære om, at det er frygten for en opadstigende magt, som sætter gang i konflikt, som det var engang mellem Athen og Sparta.

Wang Hunings bog minder os om, at overmod og en fundamental fejllæsning af modstanderens overvurderede svaghed også kan sætte gang i stormagtskonflikt.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jonas Parello-Plesner

Direktør, Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Rasmussen Global, non-resident Senior Fellow, German Marshall Fund, sikkerhedspolitisk kommentator, Altinget og Berlingske
ecole nationale d’administration (ENA 2004), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2000), master of science (London School of Economics 1999)

Joe Biden

Afgående præsident, USA (Det Demokratiske Parti)
bachelorgrad i historie og statskundskab (University of Delaware) og kandidatgrad i jura (Syracuse University 1968)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024