Jon Stephensen undskylder efter anklager om trusler og magtmisbrug
Tirsdag anklagede 30 personer Jon Stephensen for at have udnyttet sin magtposition som teaterchef. Nu undskylder han i et facebookopslag.
Jonas Wiinblad Overgaard
JournalistJon Stephensen bryder tavsheden, efter at 30 personer fra teatermiljøet tirsdag anklagede ham for magtmisbrug. Det gør han i et facebookopslag.
"Jeg har været teaterchef i 22 år. Jeg har kæmpet for kunsten og teatrets sag. Men artiklen fremlagt af TV2 er en anden side af historien, og selvom jeg ikke er enig i alt fremlagte, må jeg erkende, at mennesker omkring mig har haft nogle dårlige oplevelser med mig som kollega og teaterchef. Det gør meget indtryk på mig," skriver han og fortsætter:
"Jeg vil derfor gerne give en uforbeholden undskyldning til de skuespillere og ansatte, som har oplevet dette. Det har aldrig været min mening."
Tirsdag bragte TV 2 en artikel, hvor tidligere kollegaer til Jon Stephensen anklager ham for blandt andet trusler og grænseoverskridende adfærd.
Flere anklager spøger
Anklagerne på TV 2 kommer efter historier om dokumentfalsk og dårlig ledelse.
I en lydfil, der blev offentliggjort i Børsen, kan man angiveligt høre Jon Stephensen forfalske en underskrift. En anklage, som han nægter sig skyldig i.
Zetland skrev tilbage i august 2022, at Jon Stephensen havde prøvet at presse syge skuespillere til at arbejde.
Jon Stephensen har en fortid i kulturlivet, hvor han blandt andet har været teaterdirektør på Østre Gasværk Teater og Aveny-T. Han er blevet fyret begge steder.
"Jeg må nu kigge indad og fremadrettet være dialogsøgende og inspirerede overfor dem omkring mig," skriver Jon Stephensen afslutningsvis i sit facebookopslag.
Jon Stephensen er 63 år, født i København og uddannet arkitekt og journalist.
Siden 2022 har Jon Stephensen siddet i Folketinget for Moderaterne. Han er udnævnt kulturordfører, udenrigsordfører, grønlandordfører og færøerneordfører.
Han har tidligere været medlem af Alternativet.
Beskæftigelse:
- Teaterchef og scenograf, Aveny-T, 2011 til 2022.
- Chef for Nordisk Film Live, 2010 til 2011.
- Teaterchef, og scenograf, Østre Gasværk Teater, 2007 til 2010.
- Teaterchef og scenograf, Aveny-T, 2000 til 2007.
- Souschef, Østre Gasværk Teater, 1998 til 2000.
- Konsulent for 60/40-ordningen, Det Danske Filminstitut, 1997 til 2009.
- Presse- og marketingchef, All Right Film og Dr. Dantes Aveny, 1995 til 1998.
- Salgs- og marketingchef og medlem af ledelsen, Det Kongelige Teater, 1993 til 1995.
- Presse- og marketingchef, Dr. Dantes Aveny, 1992 til 1993.
- Udstillings- og pressechef, Paustian, 1990 til 1992.