KL: Vi ved for lidt om omfang og effekt af socialøkonomien
DEBAT: Mange kommuner investerer i øjeblikket i at udnytte potentialet i samarbejdet om udsatte ledige med socialøkonomiske virksomheder. Men vi ved alt for lidt om omfanget og effekten af samarbejdet, skriver direktør i KL Laila Kildesgaard.
Ida Routhe
RedaktionsassistentAf Laila Kildesgaard
Direktør, KL
I Danmark har vi en stor gruppe borgere, der af mange forskellige årsager er havnet i periferien eller helt uden for arbejdsmarkedet. Men med et arbejdsmarked, som oplever stigende mangel på arbejdskraft, er der et godt fundament for, at udsatte borgere kan få en plads på arbejdsmarkedet. For disse mennesker er det nemlig helt afgørende, at de igen bliver en del af fællesskabet. At de får en hverdag med indhold, mening og sociale relationer. Her er en god virksomhedsrettet indsats helt central, da tilknytning til en arbejdsplads skaber livskvalitet og arbejdsidentitet for den enkelte.
Kommunerne har i senere år mødt de ledige med virksomhedsrettede tilbud, hvor løntilskud, virksomhedspraktikker og fleksjob har været centrale elementer. På det seneste har kommunerne i stigende omfang haft fokus på det, vi kalder småjob. Det er job, hvor borgerne arbejder i få timer på ordinære vilkår. Ordningen giver god mening for mange borgere, og vi oplever, at virksomhederne i stigende grad tager et socialt såvel som et lokalt ansvar.
Socialøkonomiske virksomheder er en del af løsningen
De socialøkonomiske virksomheder udgør en vigtig del af den virksomhedsrettede indsats i beskæftigelsesindsatsen. Og socialøkonomiske virksomheder er et godt beskæftigelsesredskab for bestemte målgrupper, der ikke passer ind i andre virksomhedsrettede tilbud. Her løfter de socialøkonomiske virksomheder en stor opgave, og der er gode grunde til at forfølge det potentiale, der ligger i samarbejdet. I dag er der 180 registrerede socialøkonomiske virksomheder. Tallet er støt stigende, men der er behov for, at vi alle bliver klogere på, hvordan vi udnytter potentialet i socialøkonomien.
Desværre ved vi i dag alt for lidt om de effekter, de socialøkonomiske virksomheder skaber. For eksempel kan vi ikke svare på, hvor mange og hvilke målgrupper der kommer i beskæftigelse? Eller hvad progressionen hen mod flere timer er?
Laila Kildesgaard
Direktør i KL
Rigtig mange kommuner har allerede i dag frugtbare samarbejder med socialøkonomiske virksomheder. Og flere arbejder i øjeblikket med at udvikle strategier for området. Det gør kommunerne, fordi der både er et økonomisk og et menneskeligt investeringsperspektiv i at samarbejde med socialøkonomiske virksomheder. For at understøtte kommunernes arbejde på feltet har KL etableret et kommunenetværk, hvor kommunerne er inviteret til at dele viden og udvikle ideer på feltet.
Sociale hensyn i indkøbspolitikken
Kommunerne har i dag mulighed for at fremme socialøkonomien ved at lægge sociale hensyn til grund for indkøbspolitikken, men det er op til kommunerne, om de vil understøtte socialøkonomien gennem indkøb. I dag er det en klar udfordring, at udbuddet af de services og produkter, som udbydes af socialøkonomiske virksomheder, er meget ujævnt fordelt. I de større byer er udbuddet simpelthen langt større end i yderområderne. Derfor kan det flere steder være svært for kommunerne af få dækket behovet gennem indkøb hos socialøkonomiske virksomheder.
Sæt fokus på effekter og progression
Desværre ved vi i dag alt for lidt om de effekter, de socialøkonomiske virksomheder skaber. For eksempel kan vi ikke svare på, hvor mange og hvilke målgrupper der kommer i beskæftigelse? Eller hvad progressionen hen mod flere timer er? Eller om borgeren opnår varig tilknytning til arbejdsmarkedet?
Denne viden er afgørende for den videre udvikling af området, og vi har derfor brug for, at feltet bliver tilstrækkeligt belyst med data om omfang, effekter og progression. Derfor er det også meget positivt, at partierne bag satspuljen på beskæftigelsesområdet for 2017 har afsat midler til evaluering af, hvordan socialøkonomiske virksomheder bidrager til at løfte borgere på kanten ind på arbejdsmarkedet. Vi glæder os til dialogen om, hvordan vi styrker samarbejdet med socialøkonomiske virksomheder på et oplyst grundlag.
Hvad er socialøkonomiske virksomheders styrker, begrænsninger og potentiale? Det diskuterer et debatpanel i den kommende tid.
Følg debatten her, og send dit indlæg til [email protected], hvis du også vil være med.