Professor slår et slag for socialøkonomi: Vi har brug for teddybjørns-kapitalismen

”The business of business is business,” lyder et berømt citat fra den amerikanske økonom Milton Friedman, som i en artikel i New York Times i 1970 konstaterede, at erhvervslivets eneste sociale ansvar er at skabe profit.

Men den opsplitning af det sociale og det økonomiske giver ikke mening længere, konstaterer professor Anker Brink Lund fra CBS. Tværtimod bør vi hente inspiration i socialøkonomien til at samtænke de to discipliner og skabe en ansvarlig kapitalisme, mener han.

”Amerikanerne driller os danskere ved at sige, at vi ikke er cutthroat capitalists, men cuddly capitalists, altså sådan nogle bløde teddybjørnskapitalister. Men i et velfærdssamfund hænger det økonomiske og det sociale snævert sammen. Og som verden har udviklet sig, har vi ikke råd til at overlade det sociale til det offentlige og lade det private om økonomien,” siger Anker Brink Lund.

Danmark har særlige forudsætninger
Professoren, som står i spidsen for Center for Civilsamfundsstudier ved CBS, har netop afsluttet et større forskningsprojekt om socialøkonomi. Nogle af konklusionerne i studiet har været beskrevet i Altinget her og her.

Socialøkonomi er en god forretning for det offentlige, fordi det medfører, at der er færre sociale udgifter og mere trivsel.

Anker Brink Lund
Professor, CBS

Projektet har overbevist Anker Brink Lund om, at socialøkonomi grundlæggende er en fabelagtigt god ide med stort potentiale – især på det lokale niveau.

”Socialøkonomi er en god forretning for det offentlige, fordi det medfører, at der er færre sociale udgifter og mere trivsel. Og samtidig får man skabt nogle erhvervsinitiativer, som med lidt starthjælp kan bringe socialt udsatte nærmere det ordinære arbejdsmarked,” siger Anker Brink Lund.

Som verden har udviklet sig, har vi ikke råd til at overlade det sociale til det offentlige og lade det private om økonomien.

Anker Brink Lund
Professor, CBS

Han pointerer, at socialøkonomi ikke er noget nyt, men at vi tværtimod har en lang, stolt tradition i Danmark for at tænke det sociale og det økonomiske sammen.

”Danmark altid har haft en meget stærk socialøkonomisk tradition i kraft af de store andelsejede virksomheder, de erhvervsdrivende fonde, de almene boligforeninger, den kooperative bevægelse og kreditforeningerne. Og vi har stadig, ifølge EU’s definition af socialøkonomi, næsten 14.000 virksomheder og 200.000 arbejdspladser inden for feltet. Så vi har nogle særlige forudsætninger her,” siger Anker Brink Lund.

Vi lever af at klippe hinanden
Men hvis socialøkonomi skal blive til mere end en smuk tanke, der trives hos en lille flok af særligt indviede, kræver det en klar stillingtagen og en aktiv indsats fra især to parter – kommunerne og de virksomheder, Anker Brink Lund kalder de gamle socialøkonomer.

Især kommunerne skal gøre op med sig selv, om de kan se en fordel i at tænke socialøkonomisk i deres område, mener professoren.

”Kommunerne er jo i dag mange steder den største lokale arbejdsgiver og indkøber. Derfor kan de gøre rigtig meget, hvis de tænker socialøkonomien ind som en del af det fællesskab, de er sat til at bestyre,” siger Anker Brink Lund.

Og det er netop i lokaløkonomien – det, man i udlandet definerer som community economics – at professoren ser det store potentiale.

”Jeg kommer selv fra Brørup, en lille by mellem Kolding og Esbjerg. Og der sagde min morfar altid, at herinde i byen lever vi af at klippe hinanden. Man havde i virkeligheden en lukket økonomi,” fortæller Anker Brink Lund.

I stationsbyen handlede man i Brugsen, hvis man var socialdemokrat. Og hvis ikke, valgte man de små, private erhvervsdrivende.

”Det sociale blev sådan set tænkt ind i den enkeltes indkøbsadfærd. Og det er det, der er pointen med at være en del af et socialøkonomisk netværk, der tænker globalt, men handler lokalt,” siger Anker Brink Lund.

Kommunerne skal træffe et valg
Og det er her, der hænger nogle frugter, som kommunerne kan vælge at plukke. Hvis de altså vil. For det er noget, den enkelte kommune skal gøre op med sig selv, understreger Anker Brink Lund.

”Jeg vil tro, at to tredjedele af kommunerne synes, det er noget bøvl, der ikke har nogen politisk gang på jorden hos dem,” siger han.

For det er ikke kommunale hensigtserklæringer, der er brug for, men forpligtende beslutninger.

”Man skal beslutte, om man vil have sammenhæng mellem sin beskæftigelsespolitik, sin erhvervspolitik og sin indkøbspolitik. Og det er der meget få kommuner, der har,” siger Anker Brink Lund og forklarer:

”Indkøbsfolkene skal købe billigst muligt; beskæftigelsesfolkene skal have flest muligt i arbejde – og det er sådan set lige meget hvor; og erhvervsafdelingen skal servicere det etablerede erhvervsliv. Det er tre forskellige hensyn, der sjældent er koordineret.”

Derfor kan det være en ret grundlæggende beslutning for en kommune at træffe. Og de, der fravælger socialøkonomien, har professorens fulde forståelse.

”Jeg vil hellere have 30 kommuner, der satser på det her, og 68 kommuner, der siger ’Aldrig i livet!’, end jeg vil have 98, der laver fine programerklæringer, men ikke gør noget ved det alligevel. Samlet set får vi mest ud af, at det kommunale selvstyre er en del af det socialøkonomiske projekt,” siger Anker Brink Lund.

Tænk socialt i stort og småt
For de kommuner, der går den socialøkonomiske vej, er der flere håndtag at trække i, fortæller professoren.

Et af dem er at lægge et krav ind i større udbud om, at vinderen af udbuddet skal bruge socialøkonomiske underentreprenører. Et andet håndtag er at fritage kommunens institutioner fra at bruge de fælles indkøbsaftaler til indkøb under en vis størrelse. Det vil frigøre dem fra dogmet om altid at købe billigst ind og i stedet give dem mulighed for at købe ansvarligt, socialøkonomisk og lokalt.

”Det handler i virkeligheden om at tænke socialøkonomien ind i både store og små indkøb,” siger Anker Brink Lund.

De gamle kan gøre en stor forskel
En anden forudsætning for en opblomstring af socialøkonomien er, at bevægelsens gamle kæmper tager et ansvar for de nye spirer.

Anker Brink Lund appellerer til, at veletablerede virksomheder fra den gamle socialøkonomiske bølge hjælper små iværksættere på benene – for eksempel med risikovillig kapital og forretningsudvikling.

Han peger på Coops crowdfundingplatform som et eksempel på, hvordan de store kan bidrage til, at små initiativer som græsmælksproduktion i Himmerland eller kemifrit tyggegummi fra Bornholm kan pible frem.

Tilsvarende kunne store virksomheder udlicitere deres kantinedrift til små socialøkonomiske virksomheder. For tit er det små tiltag af den slags, der afgør, om et lille iværksætterfirma klarer sig eller bukker under, påpeger professoren.

”Mange små, nystartede firmaer laver produkter, der er velegnede til firmagaver. At købe dem er en lille ting for en stor virksomhed, men hvis man ganger det op, kan det gøre en rigtig stor forskel,” siger Anker Brink Lund.

En effektiv rekrutteringskanal
Og der er gevinster at hente, også for det store selskab, mener professoren.

Ud over den åbenlyse mulighed for at få goodwill hos ansatte og kunder kan de store virksomheder opdyrke nye rekrutteringsmuligheder ved at støtte små firmaer, der hjælper udsatte ledige tættere på arbejdsmarkedet, pointerer Anker Brink Lund.

”Allerede nu står mange virksomheder og skriger på arbejdskraft, og de kommer til at skrige endnu mere, hvis konjunkturerne fortsætter, som de er nu,” siger han og fortsætter:

”Men det kan være svært for en stor, gennemautomatiseret virksomhed at have plads til nogen, der skal gå med kosten. Så der er brug for nogle til at opdrage fremtidens ufaglærte arbejdskraft.”

Professoren mener, at de små, arbejdsintegrerende firmaer kan blive et væsentligt led i det transportbånd, der fører udsatte ledige fra udkanten til centrum af arbejdsmarkedet.

”Hvis de store virksomheder bruger det her fornuftigt, får de en effektiv rekrutteringskanal. Ved at hjælpe de små firmaer sikrer de en oplæring af udsatte ledige, som de i sidste ende får mulighed for at håndplukke,” siger Anker Brink Lund.

Kapitalen skal civiliseres
Det kan virke, som om professoren er på shoppingtur i småtingsafdelingen. Og han medgiver da også selv, at ingen af de tiltag, han peger på, kommer til at redde nationaløkonomien. I sig selv, i hvert fald. Men strømmen af mikroøkonomiske initiativer flyder sammen til et større formål.

”Min pointe er grundlæggende at civilisere kapitalen. At gøre de sociale og civile valg lettere baseret på oplyst egennytte,” siger Anker Brink Lund og fortsætter:

”Det store udbytte kommer, hvis det lykkes at flytte fokus, så store, velrenommerede virksomheder tager et særligt socialt ansvar, lokalt eller globalt. Når de begynder at tænke det sociale ind i deres bundlinje.”

I Anker Brink Lunds optik er det lettere at gøre store, rentable virksomheder mere sociale, end at starte en masse små, velmenende firmaer og gøre dem rentable. Og dermed er professoren tilbage ved den teddybjørnskapitalisme, han begyndte med.

”Det fine ved den socialøkonomiske tankegang er, at man kan gøre det sociale økonomisk rentabelt. Det handler ikke om at være god ved babysælerne. Socialøkonomi kan hverken reduceres til CSR eller filantropi. Det handler om at bygge det sociale ind i sin kerneforretning og tjene penge på det,” siger Anker Brink Lund.